on a sidenote

mon ikke det Orwell'ske begreb doublethink* ganske effektivt dækker den mekanisme, der gør at man kan kalde sig for

vesterlandsk 'moderne' tænkende individ
samtidig med at man (jeg) påstår en tro på Skabelse og Opstandelse
?

*at holde 2 hinanden modstridende sætninger som sandhed

Hos den Krammende Kali

(tænk, hun sammenlignes med den gudinde, der har en iboende dødsdrift i sig; men har alle sunde og levende væsener ikke det?)

Noget siger mig, at jeg bliver mægtig glad for ikke at holde Nytår her alligevel;
Jo, Amma virker da til at være en ganske behagelig Guru, og det ville grangiveligt være oplysende med et indblik i hvordan et Ashram fejrer passagen, når man allerede har Guds Kærlighed i menneskelig form (citat slut) iblandt sig......

At hænge rundt, og vente på at bussen triller ind, så jeg kan komme afsted til KodaiKanal, eventuelt krydret med en restaurant og ørepropper (Nytåret larmer vel som alt andet hernede=?), næh, lyder ikke super spændende, men

det er den hellighed

Den hænger mig ud af halsen, men hvorfor? Er det en frygt for det gode og det rene? Eller er det en kvalme ved at se Kyskhedsbælter i Saree-størrelse være svøbt om alle og enhver?

Naturlighed og Ligefremhed kom hid!

Denne evindelige fokus på det gode og det sande

Jeg har allerede fået nok af den igen

.........og næste trin på rejsen bliver et ZenJesuitKloster, flot =P

Engang
ja, måske på et eller andet plan endnu? Engang, der beundrede jeg de, der fravalgte Verden, og viede livet til at foregå bag murene
Jeg er langt mere skeptisk, for at afskrive sig det ansvar, som jeg mener, der er i at have dette liv til fælles, altså noget med interdependens, det er for ringe; selvom jeg på den anden side ikke kan lade være med at prise, at nogle sætter sig ud over dem selv, vælger et mål, der er større end det liv, de selv ville kunne skabe sig - eller skabe sig i, som en anden køter

grublegrublegrublegrublegruble

En Gavernes Tid

smukt

יום הולדת‎

Hvor ofte er det liiige man får sunget sin fødselsdag lykke til, en måned forsinket og så på hebraisk?

-יום הולדת ל
אדריהן,
.השמחה לילדים

ברגלים תך, תך, תך
ובידים הך, הך, הך
לה לה לה לה
.אחת שתיים שלוש

(bloggen vil ikke lade transkribtionen følge med...)

Det skete i Auroville, men det sted byder så også på stribevis af overraskelser ^^

Hvad der ikke overrasker, er mine indtryk af [Convergence/Evergreen]s møder om og med andre dele af det store Community; de har de helt samme problemer, som alle andre samfund, nemlig, at nogle søger at male deres egen kage, og derved begynder flere og flere at skjule deres mål og aftaler; problemer, der på samme tid har den grimme (?) forudsætning, at 'ingen' ejer en pind, og flytter man fra Auroville, om det så kun er for en stund, så kan intet kræves tilbage. Samme princip gælder, i fald regeringen bliver grådig nok, og smider alle fremmedelementerne på porten, hvorefter de 20km2+ tilhører Indien... ah, det må være en særpræget situation at leve i, Damokles kan måske misundes mindre.

Eftersom mit visit var uventet, jamen så var der en anden og meget mere relevant grund til at familierne var samlet: Hanuka - Lysfest på Jødisk. Det vil sige mængder af mad, alt (bortset fra salaten) frembragt med lige så meget olie; til min store fortrydelse, selvom det smagte godt =S
Lidt ærgeligt at ungerne ikke er ældre (altså jo, perfekt alder at smide rundt med), ellers kunnne de have lært at spinne og spille med Dreidl'en http://www.youtube.com/watch?v=7s5GY2NY2wY ....og jeg med.

Random mutterings from abroad
Det bliver svært at holde Jul på dansk - det er jo ikke jul uden Risalamande, men både den og Kirsebærsovsen bliver improviseret på det groveste (Glögg'en tror jeg dog Farfar kunne blive stolt over, men tys med det i det nonalkoholiske kirkemiljø). Ikke at jeg er videre i julestemning, for hvor er NougatPanen, Chokohjulene med MultifarvedeMintkugler, det mangemeterhøje Grantræ, Slikstokkene, Julepakkekalenderen...............? Nåh, det bliver en alternativ Juleaften i morgen; måske slet ikke så ringe endda (tåbelige udtryk ><) Pondicherry - Puducherry
var blevet - syntes jeg før - opreklameret til noget, det underlige UnionTerrrrritoryHovedsæde slet ikke levede op til; og på det spirituelle plan gør det det endnu ikke. Nok er Aurobindo&Mother begravet, så alle kan gøre deres Samadhi visit, men man skal have langsigtede planer (og nok ganske dybe lommer, i fald man ikke finder [økonomisk] nåde hos Ashramitterne) for at tæve sig gennem deres samlede værker og/eller sammenstille dem med andre [fx Nietzsche eller Eckhart Tolle - hvilket allerede er gjort].
Dog. Nu, efter at have set (typiske udpluk af) det Nordlige Indien, det nære af Tamil Nadu, støvede landsbyer, våde fiskerbyer og MiniEurope (Bangalore), så var der noget nærmest...befriende ved at sidde på franske LeCafé med en rigtig croíssant og ligeså Espresso, efter aftenen forinden at have nydt vestligt tilberedte fisk&skaldyr med (uha!) hvidvin, frem for det, der åbenbart er den eneste indiske manér at kokkerere havkræ på, nemlig Fry, hvad end det er krabbe, hele eller udhuggede fisk (og som alt andet 'kød', så er det op til den, der spiser, at undgå knoglerne - og splinterne af samme. Det er let at være slagter her, i fald ens kaste tillader det.).


......noget kunne tyde på et savn af vesterland?

Her vil jeg på ingen måde savne
*den evige dunst af Urin og det, der er værre......for eksempel - igenigen - at blive ufrivillig Voyeur; være det sig By, Land eller Strand, så skal der nok sidde een eller anden, der føler trang til at besørge Naturen i fuld offentlighed (indimellem også inde i biografen; føj!).
*Støvet er mig ej heller en kær følgesvend - om fugtige og bidende vide i Danmark er bedre, er så et spørgsmål, men jeg kan næsten forstå, hvorfor nogle har fundet på at hælde 'smør' i øjnene på hinanden, for næst efter øreskader (det er en folkelidelse, ingen tvivl om det), så har øjnene det fælt.
*Der er en vis logik i det - når jeg nu har et anlæg, hvorfor så ikke bruge det til dets yderste niveau af ydelse? Brug-og-smid-væk er mange steder i verden ganske hverdag (ikke mindst her - "smid skraldet hvor det passer dig" er motto, for skraldespande? pfffft, til grin), så indimellem undrer jeg mig over, om det bæredygtige projekt overhovedet kan holde vand? Selv har jeg dog ikke tænkt mig at smide min hørelse væk uden videre, være det sig grundet gale motorførere af alle klasser, Kjeld&Hilda-like-akkompagneret Gudstjeneste/Bryllup, tåbeligt eksplosivt fyrværkeri eller random politiske taler. Ørepropper? - yessir! Så kan jeg måske nyde (vestlig) klassisk et par år endnu ~ fra de buldrende, nærmest kakafoniske klange, til suggestive og blidt hviskende noter.........

Til gengæld vil jeg savne
*madkunsten, for hvor kan meget frembringes af lidt (ligeså det danske køkken, men det kræver vel, at man har noget, der reelt set er årstidens frugt og grønt, og ikke bare fra spanske, bestrålede, pumpede drivhuse), og med så meget smag, der nok domineres af Stærk, men resten af spektret kommer så sandelig også i brug
*Farvestrålende Saree's. De er en fryd for øjet, og pryder både landskab og kvinder ~> de fleste render rundt med noget, der på godt gammelt dansk kunne kaldes for en hængebug, men det ses ikke (som teenage-mindede piger i alle aldre, af samme omfang som førnævnte, med mavetrøje og piercing i navlen. Det er lidt sørgeligt med den kropsforskrækkelse, jeg indimellem fornemmer her, men anstændighed er en dyd, man hæger nidkært om, og på sin vis hurra for det!). Til gengæld, så hænger mændenes maver, trods de ellers velposende skjorter; men det hjælper ikke at snørre bukserne fast oppe over navlen, når den er 20 cm ud fra næsens lodrette linie ned XD ......en eller anden måde...så er det betryggende at blive prikket i siden, med den nærmest foruroligede kommentar "There's no soft flesh?!". På den anden side, så er det så meget des sværere at undsige sig en portion mad mere (......puh, det er hårdt arbejde at være Penitas gæst)
*Lige så frydefuldt som det farverige sydlige tøj, er Naturen - byerne kan brede sig som de vil, men Køer skal der nok være at finde, hvad end det er på en klippetop, hvor man ville vente at finde en Springbuk, eller på motorringvejen i Bangalore, hvor den er til fare for alt og alle. Det er måske netop dét aspekt, der gør Indien til noget særligt: der er på en eller anden måde mere liv i sagerne; hundene lever frit (som katte - de har personlighed, og adopterer dig gerne for kortere/længere tid, men tro ikke at du er i kontrol!), kattene er mere snigende og sky-ggeagtige jægere. Hver af storbyerne har budt på en væld af Ørne, og jeg ved godt vi ikke helt har samme mulighed for det dyreliv, de har her (ligesom hjemløse i DK har det langt sværere, for man lægger sig ikke bare til at sove udenfor; det gør alle såmænd her, måske ikke for natten, men man tager gerne en lur på bænken, på gaden eller på taget af det skur dér). De små Gråspurve er allestedsnærværende. Namibia, Danmark, Indien. Når de kan, kan jeg vel også
*Rejse
ah, men det er et både&og, for på et tidspunkt må man lade op, lade erfaringerne fælde sig ned (eller selv gøre arbejdet, fx her), måske endda blive længe nok ét sted, til at føle sig hjemme dér, få en hverdag, frem for blot en ferie fra ferien; eller en ferie fra
*Tankerne - igen Både&Og, for mon ikke det Existentielle og Dogmatiske melder sig på banen igen? Den overstadige monkeymind skal nok sørge for ikke at give fred over for lange stræk. Hvis den så blot husker vej tilbage gennem hjernens dendritter.............tjah, eller er det min egen opgave, når jeg nu ikke mener der er det helt store skel mellem "jeg" "mig" "selv" etcetc......?



Det er netop blevet den 24.ende.....................

Mystisk

men glædelig jul til alle, der vil modtage lykønskningen

Tiru-Chidambaram-Tranquebar-Velanganni-Pondi

og turen er slet ikke ovre endnu, endsige begyndt, det her er blot den længe ventede (og essentielle for et samlet [over]blik) Østkyst-tur, der egentlig først afsluttes i Mammallapuram (?) senere.

Anyhow, papirlapper og sms-noter i lidt random rækkefølge - alt efter hvad, der virkede vigtigt (for mig sføli) på tidspunktet; vigtigt, for hukommelse, det er en saga blot ^^

At køre i bus
på de mere lokale stræk, kræver
Først og fremmest en god del tålmod (for nok er mange villige til at hjælpe, men for mange kokke fordærver gerne maden - eller også går der 2timers tid med at finde den rette bus. anyway, fundet blev den da)
Dernæst at man selv har spændt sit gejl på taget rigtigrigtig godt fast, og spænder navlen lige så godt fast mod ryggen (de vejbump vi kender har de også her - men nogle er bare skjulte eller naturlavede, eller også ignorerer chauffeuren dem, og alle flyver en halv meters penge)
Tertiært: er nok mere et råd. Rejs ingen steder med DelhiBelly (...)

Hellighed
Måles som sagt i decibel - kirkeklokkerne i danske tårne kan være lige så plagsomme, som de kan være smukt klingende (men hvor ofte hører man en klokker, der får frie hænder/hamre til at lege som i LøgumKloster?), hvis de er fra 3 forskellige asynkrone kirker, grrrrrrr
men at hellighed også tiltrækker fulde folk - dét undrer mig. Om det var hinduhelligheden Haridwar eller det romersk-katolske Vellanganni, så var de at finde over det hele (om ikke andet, så stank de ganske afslørende, når de forsøgte sig på samtaler - suk)

Nu jeg er ved det alligevel - og det er en evig kilde til undren, selvom jeg da godt ved, at et orgel ikke ville overleve længe med de fugtmængder, og mangel på vedligehold - så er det åbenbart ligegyldigt, om det er Lutherske messer, eller RomerskKatolske; Kjeld&Hilda skal med...... Det var noget nemmere at holde masken denne gang (lidt pinligt at flække af grin inde i ThomasKirken i Chennai, ikke M=?), for på solorejse, er der ingen at fange øjenkontakt med, og vide, at den anden tænker præcis det samme hæh ^^

Chidambaram
Huser et storslået tempel for The Dancing Shiva (Nataraj), et tempel, der er SÅ typisk indisk:
'Den Røde Løber' er en sti af boder, lyd, lys og tiggere.
FrontenGopurammen, et overdådigt smykket tårn (hvem der dog kunne hindumytologi, ville have timer og dage at fortælle i!) har diverse gudestatuer for foden, er selv spækket med farver fra lidt over porthvælvingen, og alt dette stråler i aftenens mørke (der egentlig falder tidligt her i Indien - så man skal stå op kl6 for at få dagen med - *gab*). På ydersiden altså. Indenfor murene (der i dagslys er ganske faldefærdige, flere steder egentlig har givet efter for tidens tand. Og frem for vedligehold, så river man da blot det gamle ned, bruger det som brolægning, og bygger nyt.) er der til gengæld ganske mørkt - men ikke af den grund stille. Folk sidder og hygger, familier her og der, mad bliver nydt i de evigt medbragte box-på-box metalmadkasser; kokosnødder bliver kvadret, når man har gjort sin pligt i et af de små undertempler, og samlet op af de omkringsiddende tiggere, der lige pludselig godt kan ile; klokker bliver ligeledes ringet med, hvis det var blomster man havde med til guden (de larmer jo ikke, men der er faktisk noget tilfredsstillende ved at afslutte en handling med noget spektak-el-ulært. Måske Valnødder er mere tilgængelige i DK....?).
Tempelkomplekset i sig selv var - som altid - fascinerende. Det væld af gudinder, guder og mellemting mellem hun og han, nogle med eget 'alter', de fleste dog til deling. Tronstole til nogle statuer, der på givne tider bæres om og/eller smykkes/bades/indhylles i mængder af røgelse, til glæde (?) for 'publikum'. Små snirkelsnørklerrier i hallernes støtter, strategisk placerede farver på nogle af de indridsninger/udhugninger, der forestiller guder, samt geometriske figurer her og der, og langt mere intrikate krummelurer i gulv&loft.
Det er da fascinerende! Både i aftenmørke og morgenlys - akkompagneret af Brahminernes evige chant, og tilbedendes lette pust, når de hopper om sig selv, og lægger sig næsegrus for denne eller hin gud(inde)

Tharangambadi - Tranquebar - Trankebar
Det er vel ikke gammeldags, før man kan stave det på et væld af måder? Der er også et navn mere, men det er fra før danerne ankom, så det er i og for sig før min tidsregning...ish
Dansborg hedder Fortet; stort og overvældende er det ikke, men det er der, og ikke at have besøgt det (om ikke andet, 'bare' for at have sat sit kryds på touristlisten) ville da have været lidt tåbeligt - når muligheden nu bød sig. Det er ikke værd at bruge en dagsrejse på, hvis det skal stå på egen hånd, for nok er der et ganske flot hotel med en sikkert udemærket restaurant, men når man ikke kan bade i vandet (truem jeg turde ikke kaste mig i de bølger, så viltre de var, og så forrevne klipperne under bøglen blå så ud), så er det lidt ligegyldigt.
Resterne af murene omkring det oprindelige Tranquebar bød dog på et behageligt syn: lange, brede og lige gader, der endda (hold fast, for det er en sjældenhed) var navngivne. Ja ok, så er det heller ikke større, det kræver ikke mere end et blik gennem hullerne i muren, så er man igen i en typisk kaotisk indisk landsby, hvor støvet er skiftet ud med skidtfisk og vandpytter.
Dog, det vigtige er egentlig området i helhed:
Tsunamien
hører immervæk nyere historie til, og nok er langt størstedelen af oprydningsarbejdet gjort, men området ligner på mange måder sig selv (går jeg ud fra). Husene er stadig let opførlige, i palmeblade og pinde, tæt ved stranden - ikke sært, at de skylles væk let. Broen, bussen kørte over, var til gengæld en midlertidig én, og netop det, alt det nyopførte og skænkede, det vil da give sit præg i det længere løb. Dvs, indtil folk glemmer at vedligeholde, og det sker vist fra dag et.
Netop derfor er det let at finde en supervilla op og ned af en skiden lille palmehytte, der står halvt i vand - og lidt længere nede ad gaden præcis samme syn, men villaen er af lidt ældre dato, og ligner noget, der også snart tager vand ind, og synker. Ufatteligt. Kan det virkelig betale sig? Brug og smid væk og "it's better to end than to mend - the more stitches the less riches", er det mon motto man nikker genkendende til? Så kan vi vist godt lægge vores visioner om bæredygtighed på hylden.

Vellanganni
Den samme chant, som brahminerne i Nataraj's tempel ydede til ære (?) for ham [måske rettere: til Shiva eller enhedsprincippet? Jeg aner ikke hvad de messer, og hvis de selv gør, hvilken tolkning lægger de da over teksterne?] var jeg lige ved at tro, at jeg genfandt i flere af de Shrine's, som den katolske basilika er omgivet af... Det havde egentlig ikke undret mig videre, for mange hinduer er kristne ved jule&påsketide, ligesom en del kristne også vender sig til traditionelle guddomme, hvis/når behovet skulle være, men i denne omgang var det en familie på vandring, med rosenkranse i hænder, og blottede pander - altså, blottet for "holy ash and colouredcowshit", for kvinderne dækker hovedet til med Saree, når de er nær noget helligt, hvad der da også var opfordringer til alle vegne "uphold cleanliness". Rent. Urent. Ah, ikke en diskussion at tage op. Eller? Det er et tegn på, at de tager det seriøst (igen: både lutherske og Rkatolske kvinder).
Til gengæld fandt jeg de bunker af offergaver, der lå til "Our Mother Mary, Lady of Good Health", en smule forstyrrende - men det er måske bare mig, der er blottet for religiøs taknemmelighed? Synsproblemer håbede man afhjulpet med et par øjnene i guld eller sølv. Ligeledes med ben, ører, lunger, arbejdet, etcetcetc.
For mig at se minder det mere om noget, der foregik for et par årtusinder siden, blot rettet mod grækernes Asklepios; og hvad så? Ja det ved jeg heller ikke.
Jeg er enormt forudindtaget med hvordan tingene bør være - - - åbenbart.
En Basilica
Ophøjet til den status af paven (Jo altså, ikke Ben - men hvad forskel gør deres navne, de er vel stadig imod prævention *hovedryst*). Der står da også en ganske imponerende bygning, kalket eller malet hvis er vel underordnet, det vigtige er, at den er holdt i pæn stand (hele komplekset ligeså, bortset fra de meget få steder, hvor nogle har ladet deres grumsede hænder tegne sorte spor, men det har stadig været ment som en form for ydmyghed/tilbedelse/"giv mig styrke, oh Herre").

Men hvad har man dog gjort ved dette pragtværk!?

Man har delt den første (går jeg ud fra) del op, så der er et kirkerum for neden, og kontorhejs foroven. Den anden del er så blevet til 2 på-hinanden-stående kirkerum. Jam-jamenjamen.......? Hvor blev det store hvælvede loft, de gotiske buer, ekkoet - alt dét af?!
tsktsk

.......kvalmende siger jeg
selvfølgelig er der også tiggere her - andet havde jeg da ikke regnet med. Men at de hiver fat i een, især de, der ser ud som om de ikke har behov for støtte - det er da for meget. Men hvem er jeg da at dømme hende, hun kan have et mentalt blok, der umuliggør arbejde? Dette blok kunne være den dovenskab, der er blevet indpodet af misforstået omsorg, når andre har givet hende, når hun har spurgt efter penge....så egentlig gør jeg hende en tjeneste ved at give intet? Ja, eller også er jeg arrogant og en gnier
Det kvalmende er mere at have læst Dickens' lille juleeventyr og så se de citater om at hjælpe "mine de mindste", som virkelig mange ignorerer. Mens det mest kvalme er at se, at disse tiggere går hen til een, der kunne have siddet iblandt dem, for hans fod vender den anden vej, men manden var stærkere end det (ja - og havde et stærkere bagland. pokkers).

Gjentagelsen

(Ikke mindst fordi strømmen er blevet spist en håndfuld gange af et - forhåbentlig mæt - energimonster; autosave burde være ens værn, men nej ><)


Alle de spørgsmål, der florerer her - det er hårdt arbejde, når 42 ikke er én svar nok:
Hvad er meningen med livet, universet og det hele?
Hvorfor er vi her?
Hvad skal jeg gøre med dette liv, jeg ikke selv har bedt om, og som arter sig som om jeg ikke har kontrol?
Eller det klassiske fra den lidt ældre VU'er:
"Do you have Waffles?" www.weebls-stuff.com/toons/Waffles


Svar er her lige så mange af – indimellem er det et underligt ansigtsudtryk, fulgt af noget, man slet ikke spurgte ind til (eller forstår som andet end Miraculix-agtig 'bandebandebande'), men det bliver det ikke mindre svar af; andre gange er det mindre svar, og mere Statements, som:


'Jeg er Sandheden, Vejen og Livet'

"Den har vi hørt så mange gange før" kunne man indvende, men så falder pointen til Jorden. Det lille ER, er slet ikke så lille igen, det sammenstiller jo den afdøde nazaræer med – ja, med hvad? Er det underligt, at man – i fald man vil tage ham seriøst i denne henseende – også giver sit nik, til at Han ikke blot er Jesus, men også Kristus og Frelser?
Enten sætter man sit lys under en skæppe, eller også fortæller man tingene som de – ifølge ens overbevisning – er, og gør man det bestemt og længe nok, så får man fjender og venner i flokkevis, for:


Fanatikere er interessant selskab

Hvad end man flokkes, for at klynge Vismanden / Guruen / Messias op (evt. bare med akademiske stridsskrifter), eller for at følge vedkommendes verdensbillede.
Til alt held er der også mellemvejen, hvor man "bare" stiller uddybende spørgsmål, og lytter.

Kedeligt? Uærligt? Uengageret?

Det synes jeg egentlig ikke. Jeg nyder at udfordre mit verdensbillede (som jeg selvf'ølgelig mener er det rette - for mig) og mine gængse forestillinger, og det er der rig mulighed for her, med alle de
Prædikere
man kan møde:

Maha, en amerikaner hos ISKCON i Bangalore, der i en 5-6års tid har viklet sig mere og mere ind i HareKrishnas doktriner, præsenterede sig faktisk som prædikant – og derefter strømmede der ikke meget andet end Sokratisk-Maieutiske svadaer, i stil med Brahma Kumaris'. For
eksempel: "når du sætter dig ind i bilen, så bliver du ikke bilen, vel? Da er du heller ikke din krop", og en masse mistillid overfor det, der er omskifteligt; dvs. alt.

Jeg troede ærligt talt vi var kommet lidt videre end de kære eleatere, men nej, se blot til Buddha'en, så er der skepsis for alle penge – hvordan man håndterer og tolker, dét er så en helt anden historie.

Om alt er, så kom der indimellem lidt info om sekten, der – hvis kan man ikke finde på andet at rose dem for – står for madlavning i topklasse! Se deres hjemmeside...


Deres Pujah er – som enhver anden hinduistisk tilbedelsesform – støjende, være det sig lyd, lys eller lugt. Ceremonien (afguderi?) var mig noget imod at deltage i, men en del andre vesterlændinge hoppede og sang af fulde hals; er de at afsky fordi de tilbeder og falder på
knæ, frem for at sidde med foldede hænder i inderlig bøn? Næh, man kan da se, de er engagerede; det er ikke altid tilfældet i danske kirker om søndagen......


En Brahminsk lære. Det strålede Maha af at præsentere det som, for Kastesystemet er et af målene, der skal gennemføres før Verden er rede til ret visdom fra Vishnu, der egentlig er overalt, og ikke blot er afbildet i statueform (vi er jo ikke idolaters) – det er kun svage og
denne skrøbelige krop, der har behov for ydre holdepunkter.
Indtil da, så kan HareHareKrishnaHareGovindaHareRamHareRametcetc til alt held

redde alle og enhver fra denne sørgelige tidsalder.

Den studietime, jeg havde glæden at overvære, baseredes på hovedskriftet BhagavadGita, hvis tekst gengaves på det originale Sanskrit og en ord-for-ord-oversættelse. Klassen sad og gentog ordret, og spørgsmål var der ingen af – måske ikke sært, for tekstens mere meningsgivende udgave, samt tolkningen&forklaringen, udfoldes af Guruen (der slutteligt skulle være blevet forgivet af de Skriftkloge omkring ham), der ikke er tilgængelig for andre end Åndemanere.
Om der på et senere tidspunkt kommer decideret tænkning på bordet fra den enkelte er mig uvist, men udenadslære skulle vist være ret hipt blandt brahminer, så det er nok underordnet at forstå indholdet, =?
så længe man kan recitere det smukt, og gerne i kor (og dét kan de ovre i Ashrammet!).


For at hævde sig selv, må man nedgøre andre, og Angreb er som bekendt det bedste forsvar – medmindre man (som 'rette' kristne apologeter/missionærer) lader ord vige for handling – så jeg undrede mig ikke videre over at både Maha og Ajati tog det kneb i brug; Ajati var dog en del bedre til at trække linier med og mod kristendommen, der (når han nu havde en teolog til bords) var et passende eksempel på religion. En indsnævrende, intolerant og ubehagelig størrelse, til forskel fra hans retning, nemlig


Advaita Vedanta,
der på ingen måde tåler sammenstilling med religion, for den slags er tegn på et svagt og indskrænket ego, der ønsker kontrol og grænser – for sig selv såvel som andre.


Der er mængder af filosofi, bunker af traditioner at holde styr på (et af de sjovere er Advaita-svaret til spørgsmålet om skabelse "Skabelse? Ikke noget for mig, jeg er" *man skulle nok have været der*), og vil man virkelig ind under huden på en NonDual Tænker, så kræver det langt mere end de 3 timer jeg brugte.
Til alt held har jeg været ført gennem tankebanerne før – af min nysgerrighed, af filosofiundervisning helt generelt, og Herr Gregersens dogmatiske forelæsninger specifikt (tak!).


Hvor må det være skønt med et skudsikkert system, der nok kræver uanede mængder af tid (ja, flere tusinde liv!), men som dog giver én fred nok til at vide sig sikker på, at man er et med Altet, frem for ydmygt at håbe på en Barmhjertig og Retfærdig udgang...............eller?


Rumæneren Ajati startede sin søgen med det 'simple' udgangspunkt: "Jeg vil ikke dø" (og hvem vil egentlig det? Indtil man indser værdien af liv, og det tomme i at se alle dø fra én - igen og igen og igen), og har været rundt omkring for at finde viden om hvordan det opnås – studie på college, tilnærmelsesvis fysisk perfektion, yoga og slutteligt meditation over mantraer som "Jeg er Brahma; Brahma er Alt; Brahma er; Jeg er". [der var det lille ER igen]

Så han har opkastet sig selv til at være Alt – eller Gud, om man vil. Det synes jeg er temmelig indbildsk, ikke mindst, når man påstår, at den eneste måde at komme til denne perfektion, er at afskrive sig alverden – det til trods sidder "man" og dømmer sin omverden, griner af de søgende og håbefulde (ikke mindst de, der helst ville kombinere ret åndelig praksis med et job, hvor indtjeningen tillader hverdagsluksus)…og spiser vesterlandsk på restaurant, holder foredrag mv...
Egentlig kunne vi enes om langt det meste, men at blive et med Gud var mig for meget (og så alligevel - "Når Gud bliver Alt i Alle" er vel også en sammensmeltning, bare ikke på menneskelige præmisser). Hovedforskellen lå snarere i

At leve for dette liv, med omskiftelighed og død

eller

At leve for udfrielsen fra Livet, måske i dette, måske det næste Liv

Jeg forundres over hvad det fantastiske ved det næste liv egentlig er...?
Ligesom jeg ikke kan greje, at folk folk falder i svime over en guru, 'blot' fordi "She was like, y'know – pure nothing, man!".
Guruen er faktisk ganske mild og venlig at se på - men sig mig, ville de fleste ikke være det, hvis de kun var 4 fod høj, og blev vartet op? De fleste andre småfolk her, well, de har det ikke super nemt. Det kommer dog nok an på hvilken egn, og hvilke traditioner, der verserer, om det er godt eller skidt at være abnormal


Anyhow,
så har jeg meget mere til overs for Daph's
www.rameshbalsekar.com/satsang.asp
, der siger:
"dette er mit forslag; hvordan du tager det op, det er ikke min opgave – for egentlig er det slet ikke mig, der gør noget, men Dukkeføreren, der virker gennem mig, og ligeså gennem dig… Ingen er skyldige, alle er blot programmerede, være det sig Moder Teresa eller Hitler, så gjorde de deres opgave, nemlig det eneste de kunne, for Gud er i alle handlinger. Den eneste forskel, der er mellem den vise og den gængse, er indsigten: Hvad end der sker, så er handlingen ikke min. Om jeg vil det eller ej, så gør jeg Guds vilje. Inshallah ~ ske din Vilje.".


Det er et ganske perfekt system, men et samfund kan vel næppe bygges uden etik og moral, når det er 'ok' at man siger "I'm the Devil, and I'm here to do the Work of the Devil", hvorefter man går HelterSkelter med resten af Familien...

Tanken er såmænd heller ikke ny (det er heldigvis også de færreste, der påstår det om deres lære) og for mit vedkommende var det et kærkomment (på sin vis – for jeg bliver altid så pokkers træt og moody) gensyn med Kierkegaard – i den engelske udgave af "Frygt&Bæven" og "Sygdommen til Døden" (og så går takken selvfølgelig til Herr Söderqvist). "in despair [not] wanting to be oneself - Despair is the Sickness unto Death - Despair is Sin".

Jeg gentager nok mig selv: Matrix-universet er en elegant indføring, men som med alt andet, så skal man vide hvad man ser efter; kan det undre, at det er en inder, en programmør ikke mindst, der siger noget i stil med "I do what I do, because I have to"




Med mindre søvn i årerne
har jeg dog lige så meget tålmodighed med prædikeren, der stemmer min dørklokke, som med tiggeren, der hiver fat i min arm; om det er en udspringer af den kristne fortælling (Moses Hansen, Mormoner eller Jehovas Vidner) eller mere fantasifulde [?] kreationer (som Scientology), så er deres energi mig en plage;

- men hov!

Er det ikke den samme energi, der bør drive hver enkelt kristen til mission..?

Både og. Fra mange sider - teologer som præster som folk helt generelt - har jeg hørt smøren:
"mission? Det er det, der foregår i Kirken om søndagen.". Det er da hvad man kan kalde indre mission......


Til gengæld; I Gellerup, under Dialogpiloternes rundflyvning i det talte sprogs muligheder og grænser, mødte vi præsten, der sagde det så smukt, at jeg ikke kan genfinde sætningen ordret, men følgende indeholder essensen:
"Jeg lever i mission."
Altså, hendes liv er et vidnesbyrd om Kristus, og lever derved op til kravet om evig bøn, hvis
handlen da kan siges at være aktiv bøn?


Ramana Maharishi, guruen over dem alle (i hvert tilfælde her ved Arunachala) summerede sin lære på noget nær samme måde:
du skal ikke meditere 1 eller 3, men 24 timer om dagen.



Dét er devotion, om man så sætter sig selv til tjeneste for andre, eller søger egen "frelse", den sag må man tage op med sig selv.

......................endelig

Hvor har det været skønt - efter sommerens graduering til det længe ventede 2.Kyu, så har der ikke budt sig videre megen mulighed for at være decideret fysisk aktiv, altså, at gøre andet og mere for at svede, end at ligge stille.
Imens har det været en hektisk tid, rent tankemæssigt, for her er mere end rigeligt med indtryk at give sig i kast med, hvis de da ikke forkastes prompte, men mere om det senere.

Derfor var det en lettelse at vende 'hjem' fra Vipassana, og give sig i kast med noget så kropsligt som et kursus i AyurVeda - dels læren, og en smagsprøve på den holistiske verdensanskuelse, dels massagen; det viste sig dog at blive mere end for meget, for ikke engang halvvejs, følte vi os som hakkebøffer.
Dog, mørbanket kan man også blive på langt mindre behagelige måder - eksempelvis ved busture, hvor søvn ikke lader sig gøre (medmindre man er en særpræget størrelse, som en vis rejsefælle). Derfor så jeg frem til at stifte nærmere bekendtskab med denne [såkaldt] direkte omgang med Naturen.


Når det bare er urter og olier, eventuelt også mælkeprodukter, der skal påsmøres eller indtages - så kan jeg se pointen. Men det hører stort set under det basale trins lære.
Næh, skal man videre i systemet, så begynder Yogien at melde sig på banen med tiltagende særheder;
*en velplejet krop og et velplejet sind, det er ønskværdigt - den er jeg med på.
*kroppen skal renses for de dele, der er i ubalance, og som derfor viser sig på et væld af måder. Hvad jeg troede var teenagehudproblemer, er i virkeligheden et overskud af varme. Er man rastløs. er det et ophobede Vinde, der blæser een videre, uden mål og med....med mere
*husker du at spise korrekt, efter din type, efter årstid, efter dit mål i livet? Husk altid de 5 smagsoplevelser ved hvert et måltid, og vær forsikret om, at du nok ikke lever suundt nok.
*hvordan er din indre balance? Det ved du ikke?! SÅ er det på tide med terapi!!!
Hvad vælger du?
Skal du have renset Ørerne og Næsen med Olie?
Eller trænger dit 3.Øje til et timelangt bad?
Alle har godt af de følgende kure, der skal foretages 3 og gerne flere dage i træk:
Tarmskyl, Åreladning, Brækkur - eller vidunderkuren: vi hælder Ghee (refined butter with herbs) på dine øjne, og du skal blinke i det i de næste 15minutter
( http://www.researchayurveda.com/images/Netra_Basti.jpg )

..................................ærligt talt?
hvor ER jeg glad for ikke at skulle høre mere af den slags liiige med det første, for prøve de hardcore ayurvediske PanchaKarma-treatments, det kunne jeg ikke

Men ...ud over at være belastende (som alt andet i længden), har det da været Spændende?
Bestemt - jeg har i lige så høj grad været elev, som jeg har lyttet, bidt mærke i, og spurgt til typiske indiske træk, for eksempel om kastevæsenet, som Yeshu (der er kristen) mener har en berettigelse, som Dalitterne ikke skal stille spørgsmål ved, men blot indordne sig, og finde sig i, at de bærer en skidt karaktér fra tidligere tider, og den kun kan udrenses, ved at Dalitkvinder gifter sig op i rang, og derved kan sikre afkommet en højere kaste.
Lidt omvendt af nazisternes renhedskriterier for Jøder...sammenligningen er ganske med vilje; det er da inhumant at opdele folk - eller er det? Når Skidt kommer til ære, ved det ikke hvordan det skal være. Vi har såmænd selv tendenser (nogle vil mene en udpræget ligusterhæksfacisme) til en OS-DEM skelnen

Anyhow, der ligger udkast til Nyhedsblog - cirka 10 sider...så videre til dét med en sidste undren: DER ER KUN 7 DAGE TIL JUL!!! how did that happen? og hvordan pokker når man at samle sig 18Kg bøger&papir sammen på 3mdr!? Ja, 3 personer, men vi ved jo godt hvem, der har stået for 2/3 =S

Nu på egen hånd

eller hænder?

sært er det under alle omstændigheder - ikke at jeg ikke ynder at tage beslutninger selv, at gå egne veje eller blot være selv, men... 3 måneder - det er immervæk et stykke tid; ikke meget i det lange perspektiv, men så igen.

Det kunne have været 3måneder, som var brugt på en tåbelig computerskærm, og *poof* så er dén sommer overstået (gad vist om nogen føler sig truffet, oh kære søskende?)

Eller i stedet disse 3 måneder, hvor tanker, frustrationer og glæder har været tilstrømmende, og blot ventede på at blive vendt, hvis ikke talen eller snakken per automatik vendte til (eller tilbage til) dette eller hint oplevede.

"Ladt Alene" kunne også være en måde at se det på? For hvor vil jeg savne at have (flere) velkendte (...danske) indenfor rækkevidde.

Dog, det var kun i toget fra lufthavnen, at alt var dystert, klamt og mørkt - indimellem hjælper det faktisk at svælge i det bittersøde, der er Livet, for dagen efter var jeg igen på "sightseeing" (eg, fare vild ^^), faldt i snak med vildtfremmede folk, og nød at solen skinnede - nok til at blive rød, men ikke mere end ´højst nødvendigt´.

   En slutning på noten her:

Ebba og Maiken (og Jens for den sags skyld - det virker blot som en evighed siden du fløj over os, imens vi var på Vipassana), det har været en sær tur, men Jeres selskab har så absolut været blandt det bedste, og jeg glæder mig til at vi kan grine af de mindre gode sider, med selvplukkede svampe og urter, eller hvad Ø´en mon kan byde - ud over forkølelse - ?

A/B

Delhi - en stille by

ikke meget andet at fortaelle, for denne dag vi havde afsat til at se muséer og vaere kulturelle - har vaeret mere end saer;

jeg troede jeg var forberedt, ja, forventede the unexpected, men jeg havde aldrig ventet at blive shanghaiet af salgsgale sikh'er, og ellers vaere overladt til tomme gader og straeder pga electionDay - som ingen stemmer til ; og hvis nogen alligevel goer, saa bliver papir lavet til konfetti

maerkelig dag, saer hovedstad

mystiskere og mystiskere ^^

Nede på jorden

Selv jeg bliver træt af alt det etiske og filosofiske (dvs, det har jeg været et godt stykke tid - da jeg ville nedfælde dagens gøremål på min fødselsdag, var det stort set kun en kommentar til den buddhistiske nonne jeg fik nedfældet; lidt træls), så nu hvor jeg har brugt en masse energi (og 4 skønne timer) på at vade i bjerg og til tempel, så går det måske an at komme med lidt betragtninger over Indien.

Nord/Syd:
(Med garanti en noget intermingled omgang skribleri ^^)
Varmen har helt klart været noget, der har gjort indtryk og sat spor; jeg har sjældent haft noget til overs for dovne latinoer, der fandt det nødvendigt med en siesta, for det var da spild af tid!? Især af min, når jeg nu ville ind på dette givne museum (eller rettere, mine forældre ville, og det kan jeg være glad for i dag, selvom jeg dengang langt hellere ville læse en bog eller plaske rundt i vand et eller andet sted).
Jeg har været nødsaget til at ligge brak, og mon ikke der er lidt af hvert at lære for mig i det? Så som at geare ned, og lade tingene flaske sig efterhånden. Måske, men denne "Leven fra Hånden til Munden" sætter sine spor i den daglige gøren og laden; Først og fremmest, jamen så regner alle lige pludselig med at 'det da ordner sig selv', ganske som det alment menneskelige (og særdeles sørgelige) fænomen 'Fælleseje', der bliver til at alle må ødelægge det, man ellers burde have ansvar for - grrrr.
Dernæst, så har vi begge bemærket en anden form for keren om tingene her i Nord; mange af husene på det stykke vi nu engang vandrede rundt i i MiniTibets omegn, og det endnu belyste stykke af busturen mellem Dharamshala og Haridwar, well, det virkede hjemligt, næsten kolonihaveagtigt. Husene havde et personligt præg hist og her (lidt rundede kanter, buede vindueskarme, passede og plejede blomster, en hæk, der nysseligt er trimmet). Stemningen har også virket mere nordlig, ikke så meget sydlig "in your face" og konstant klæben (selvom trafikken er en undtagelse - selvom man går i den modsatte side af den modkørende bilist, så kan man være sikker på at skulle springe til side alligevel), men en langt mere reserveret holdning, et smil, der er lidt sværere at få til at bryde frem, men når det lykkes, så er det så meget mere dybt. Hjælpsomhed er generelt et særkende, og nok er man (vi/jeg) noget skeptiske over at modtage hjælp, der ikke er spurgt efter, men nok er mange ude efter de penge vi efter sigende skulle kaste i grams (det gør vi i og for sig også -- set med en inders øjne, og derfor tillader de sig at kræve mere for varerne; til tider til vores irritation, men som oftest for indiske venner og bekendtes græmmelse, for det er ikke et image de bryder om at blive kategoriseret med), der er dog en masse venligtstemte sjæle, der blot ønsker at guide forvirrede (vesterlændinge) på ret spor, selvom dette til tider indebærer en "komfort" vi ikke ønsker.
I Syd har vi gjort den erfaring at man skal spørge mange om den samme ting, og derefter håbe, at majoriteten har ret. Heroppe spørger man og får svar. Vil man vide mere må man spørge mere, for det er bestemt ikke sikkert at den vej man spurgte om er den nemmeste, men nu var det netop dén der blev spurgt efter, ikke Inderens egen mening.
Farverne sydpå var skrappe, men det gik nu godt i spænd med vejr og hudfarve (nærmest mørkere end de fleste afrikanere. Og den typiske tamiler er vist lidt rundkindet), hvor det her nordpå er mere dæmpede (tunge) farver, og gerne i mange lag, for nok traver jeg helst rundt i korte ærmer i dette vejr, men jeg er heller ikke perser af æt (ok, om morgenerne og sent på aftenerne kræver det lidt mere tøj, men jeg nyder nu at have et ordentligt klima at færdes i ^^)

Og helt generelt:
Et enormt særkende jeg nok aldrig kommer overens med er den generelle Ineffektivitet vi har mødt; dvs medmindre det kommer til at udøve (udnytte?) den givne magt, gerne i bureaukratisk og kedeligt øjemed, så ALT tager hundrede år længere end det burde, for ikke nok med at vide hvem du er og hvad du evt. har glemt ved en af NationalParkens bænke, næh nej, de skal også have formålet med indholdet af det glemte (ja det er mig en kattepine, jeg havde ellers fundet 2 ganske perfekte julegaver, og så bliver de forlagt i forvirringen og trætheden, der følger i hælene på ca 19timer undervejs.....brokke!), adresse, transport til og fra stedet mm at vide - ja, det var lige før skovbetjenten gerne havde set kvitteringer og visum/pas før han helmede.
Det hjælper dog gevaldigt at kunne tage skrankepaverne med et smil på læben, og grine af dem bagefter, og tage det som en oplevelse, for i Danmark er man (jeg) stort set forskånet den slags kedelige typer - medmindre jeg vil have noget igennem på Kommunen, hos Skat, ved Posten, eller DSB. Pokkers - det er jo dem man ikke har de store alternativer til...
Man kan også være flabet og møve sig frem, eller kende vedkommende bag disken, men det kræver vistnok noget længere tid for at indpasse sig denne kultur, blandt andet lære det lokale sprog (Hindi skulle have indoeuropæiske rødder - sært, men det virker nu mere tilgængeligt end tamil).
Her er mig forøvrigt en kende for chauvinistisk: Maiken står i kø i 5-10 minutter og bliver ignoreret; jeg dukker op, og stiller mig ved hendes side, og straks henvender ekspedienten sig - til mig altså.... tsktsk

Der er meget mere at sige, men sidste bemærkning må være min fuldkomne forbløffelse over at Indere endnu har nogen hørelse; ja, jeg kan beklage mig over det i én uendelighed, men det er da for underligt at man måler en by's hellighed i decibel.........noget, der gør, at jeg ikke helt ser frem til at "vende hjem" til Tiruvannamalai - på den anden side, så er den også en HippieTouristBy, ganske som McLeodGanj og Rishikesh, så muligheden for at være blandt vesterlændinge er der også (dog, jeg vil savne 3 vesterlændinge noget videre grumt - måske jeg skulle lave en nedtællingsseddel, ligesom da jeg var lille og utålmodigt ventede på min fødselsdag?).

Andre emner;
Hvad gør da en Gud/et Menneske?
Hvordan kan man dog klare den kost...?
spørg gerne, jeg mangler lidt inspiration.

A/B

Hvorfor pokker........

........tager de sig ikke sammen?
De kunne have det så godt.....
De kunne have så meget mere.....
Tilværelsen kunne være SÅ meget lettere....


hvis blot de var som mig og mine


........stræber vi efter udvikling og fremdrift?
skal man virkelig evigt og altid hige efter et mere, slide sig selv op, for at gøre forsøget på at bevæge sig på en (immaginær) bedriftsstige? Det kunne faktisk være at det mere simple, var netop dér, hvor vi ville befinde os bedst.

Jeg har mægtig meget at ville mene om både dette og hint, men efterhånden roder alle tankerne sig sammen med de væld af indtryk, der snart har mættet mit stakkels hovede. Jo, reagere kan jeg endnu (en autodriver skal da ikke først dytte af mig, dernæst prøve at køre mig ned, og SÅ høre om jeg vil køre med - grrrrrrrr), men dømme er mig mere og mere imod, for ikke at tale om at holde det ene steds oplevelser fra det andet

Chennai
Delhi
McLeod Ganj
Haridwar
Rishikesh

hvorfor pokker er der ikke flere timer på døgnet, og
har jeg ikke energi nok til at tonse deruda'...........?

^^ fordi jeg blot er et menneske - som alle Jer andre. Og grænser har jeg nu også behov for; desværre også når det gælder hvem, der kan få opmærksomhed, og det er mere end skræmmende at mærke hvor lidt et menneske jeg egentlig iagtager, når jeg (nok en gang) ignorerer en tigger med hareskår, uden tænder og med åbne sår på hænder og fødder.

ak ja, "Det er synd for menneskene" som en vis gudedatter gentager igen og igen, men er det mere synd for den enkelte, der bor i slummen, end den stræbsomme, der nok har alt, men ikke magter at sætte tiden af til at indse det?

Verden er af lave - som altid; og på samme niveau må vi være. Og det på godt og ondt

Fødselar i det kolde Nord

Nord-Indien selvfølgelig, eller MiniTibet, når her nu er fyldt med folk i eksil - hvad gør man egentlig med "den slags"...? Det lyder groft, men kan man forvente at have rettigheder, når man ikke er tilknyttet noget sted/land? Det burde være simpelt, et menneske er vel et menneske, med det værd vi nu har; selvom et liv ikke altid føles som 'noget'

Siden sidst:
Chennai-New Delhi. 34 timer i tog; en uendelig chanten af "Chai/Coffee/Biriyani/Samosamosamosa/...", for der blev solgt stort set alt - manglede vi en kæde eller en skosål eller en lille Ganesha, jamen så var der en sælger til at dække liiige netop vort behov; ganske fascinerende egentlig, men ikke klokken 2 om natten, ligesom (syd?)Indere ikke er blege for at inddrage resten af toget i denne eller hin meget højlydte diskussion, også når klokken har passeret de 3-4stykker
tsktsk, det lyder som brok det hele, men det er nu bare oplevelser at dele ud af ^^
Landskabet ændrede sig selvfølgelig, men hvordan beskriver man det nok? Det er jo et subkontinent vi har haft krydset, med 2 gange nattemørke til at skjule forskellene. Mest markant har skellet mellem Tiruvannamalai og Dharamsala været, men mere om det lidt senere.

Delhi. Har stort set alle haft advaret imod, for det skulle være en larmende, ubehagelig by - underligt nok havde både Maiken og jeg ondt i ørerne af stilhed, næsten som at komme til Løgumkloster i vintersne, efter at have boet op og ned af s-toget. Tro det eller lad være, 150000 indbyggere larmer og sviner mere end Indiens hovedstad gør - hovedstadens indbyggere gør ellers også deres, men de har mere plads at brede sig på, og er ikke nær så bondske (så, arrogancen til side!).
Vi havde ikke mere end halvandet døgn at bruge, så Red Fort og super-Mosqu'en var det højest prioriterede, samt det at vade rundt i små gader, gyder, smøger og stræder - dër hvor livet leves til fulde! Sikherne bød os dog indenfor i deres tempel, og vi fik intro, rundvisning og samtale om hvad de egentlig er for nogle størrelser...
Kunst og Kaos kan Delhi også byde på, både rent arkitektonisk, malerisk og trafikmæssigt (vi blev hjulpet over en mainroad af en venlig autodriver, for vi turde simpelthen ikke krydse på egen hånd... noget i stil med Max og Antonette, hvis andre erindrer dem^^)

Delhi-Dharamsala. Godt jeg ikke har ansvaret for chaufførens kørsel, for med den fart på de små stier? Puuuh..... især når man ser (i mørket kl 3 om natten, for sove kunne jeg ikke i det bumleri) en bro være styrtet sammen, men det siger sføli mere om indiske bygmestre, end om bussens vægt.....eller? Spændende tur, og det er helt vemodigt hjemligt at vandre rundt og finde fyretræer, gråspurve, skovsyre og efterårsvejr, når der endnu er 7 uger til jeg har dansk grund under fødderne.

Dagen i dag. Jamen jeg har jo dag i dag, og Ebba har skrevet at der venter et helt læs post i Tiru ved min hjemkomst - tak! At blive vækket af gyldent lys gennem ruderne, at kunne klæde sig vinteragtigt på, at være lidt moody, for der er mindre sol og mere indelukkethed heroppe nordpå - at vandre en 6timers tur efter en tåbelig yogaclass (ja, jeg er træt af New/Old Age pt...). Jeg mærker helt bestemt mere et gudsforhold når jeg har åbne øjne, har selskab, og mærker at verden er mig nær.

Egentlig er jeg også ved at være træt af alt det her existentielle tankegods, but still....

Næste Station! Bliver Haridwar, og så kan Ganges krydses af på den famøse "Things2do"-liste.



Billeder,må vente, nettets sløvhed dræber mig sq snart, BroKKe

Skriveblog

Dybt belastende, jeg har ellers så meget på hjertet, men det vil bare tage så forbandet lang tid at få det ned på "ordentlig" manér, og den tid har jeg ikke pt.



En kort oversigt til at starte med, så må Maiken hive mig bort fra Computeren når toget kører (og vi skal liiige finde ting og sager forinden - fx vil det være en idé at have sin baggage, og vide hvilket spor toget mod Delhi kører)



Fra hjemkomst (fra Vipassana) og til nu er der rent faktisk sket noget i Tiru

§Der er dukket vesterlændinge op, så nu har vi mulighed for at opfylde den dialogprægede del af vores kontrakt (færdig med at have dårlig samvittighed.....)

§Der er blevet slået et væld af kurser op; dem glæder jeg mig til at se mere på ved min tilbagevenden, men den tid den glæde (eller fortrængen af savn? For det bliver noget af et hyr, Ebba&Maiken er jo som familie)

§Guruerne flokkes til den lille Jeg-fixerede landsby (som Tiru er!) for at fortælle på netop deres måde, hvordan man skal leve i Nu'et, ikke knytte sig til Kroppen (thi den er blot et redskab) og ikke stole på tankerne (den onde Monkeymind - vær på vagt!). Hmm, måske man dog skal være fair, og fortælle, at nogle ikke siger sååå meget, men blot giver deres nærvær til de håbefuldt søgende (jeg følte mig som en luset voyeur ved at betragte dem, men det eneste jeg kan gøre er vel at se hvad der foregår - og måske mærke den udstråling fra denne eller hin [eller endda dette, for Bjerget - eller Bakken som vi kalder det - tiltrækker mange. og kaldes såmænd også guru af nogle.....] Guru), der måske en dag vil ophøje vedkommende til en form for gudestatus

§Quo Vadis har oplevet en omvæltning efter Danmissions DialogExpert har været på besøg - så nu er der rodet/ryddet op i alt det gamle, hvilket har resulteret i opblomstringen af en ellers latent energi, der lader til at kunne udrette en masse, frem for blot at gå i frustrerede cirkler. Jeg glæder mig til at høre fra den nye VU'er, når han/hun skriver på nettet fra Februar af



På den mindre offentlige note, så har vi

*gennemført Ayurvedakurset; ikke at det gør os til mestre, men pludselig er der antydningen af mening med den tale om 'warming food', 'cooling food', utremystikken, stenenes indvirkning og metallernes gavnlige egenskaber (jeg glæder mig dog til at finde ud af hvad fx en overdosis af kobber egentlig har af effekt - ikke på mig selv, det er den slags viden vi 'heldigvis' kan finde i bøger fra tidligere tiders/regimers erfaringer..............eller ubehagelige eksperimenter på dyr - er det inhumant at sige "hellere dem end mig"?)

*været på besøg i en sigøjnerlandsby med Familien Joan&Ole (og deres 3 skønne unger [Symeon&Gaberihjel, jeg savner Jer!]). Hvor er de et fascinerende folkefærd, og hvor kan man kommunikere uden at have et fælles sprog. Og hvor ville jeg gerne have haft dette exposuretrip for 3måneder siden ><>

*Været syg ´sniff´ det er jeg sådan set stadig, men hvem har dog tid til den slags?!

*Fået lov til at gøre hvad vi vil, og tage Nordpå *!!!YAI!!!*





Så.

Toget til Delhi kører om 55minutter, og min fødselsdag vil blive holdt på farten.... spændende og hektisk. Og måske en tøddel tåbeligt rent plan

hvorfor saa tyst?

Vi kan starte med lidt billeder - naar nettet nu ikke vil hvad jeg vil (det er forresten en ganske god historie - Fiskeren og Flynderen)
Et styks Sadhu - selvom de fleste af dem plejer at vaere klaedt i Orange. Nogle steder kan man ikke vaere hellig mand, hvis man ejer noget som helst, eller indtager noget, der strider mod de tantriske regler, hvoraf der er 5. sex, alkohol, mad (i overdrevne maengder), tobak, ... . garanteret mere. Andre steder SKAL man indtage eller forbruge een af de ellers forbudne frugter, saa i de egne finder man Sadhuer, der fx er monsterfulde paa kirkegaardene, indsmurt i aske.
Mr. Vankedesh og Maiken leger i vandet fra Daemningen
Det er saa den Fry-ball jeg har proevet at fjerne olie fra; hvilket sisyfos-arbejde, det er lige foer de drypper med det. Naaja, snacks skal vel ikke vaere sunde, og snacke? dEt kan Inderne, og de kan saamaend ogsaa hygge... maaske i overmaade grad hvis jeg skal vaere aerlig
Det kraever dels en tredjemand til at tage et foto af os, og dels at humoeret overhovedet er til billeder. Godt nok skinnede solen, men det var nu overkommeligt rent varmemaessigt (trods min roede snude fra dagen foer)


http://imgs.xkcd.com/comics/bored_with_the_internet.jpg

det er maaske lidt unfair at jeg bliver ved med at stjaele fra andre i form af citater og billeder, men har andre sagt det bedre, hvorfor saa ikke lade dem?

Quo Vadis er forresten vaagnet op til daad. Eller...? Det vil sige, cafeen er startet, og koerer nogenlunde - naar kokken altsaa ikke drikker sig plakat fuld. Kunderne kommer - indlysende nok - ikke, naar der den ene dag er aabent, den anden ej. Og det er kunderne (vesterlaendingene/touristerne), der er maalgruppen, men som Matthias paa kurset i Auroville saa slaaende sagde: Well, everyone who's around here will be on some sort of spiritual journey. Og historien er ofte den samme. noget med en krise og kedsomhed ved det gamle, tilsat en god maengde higen efter mere magisk taenkning.

Jeg ville egentlig maegtig gerne sidde og noerkle noget mere her paa blog'en, men det kommer der ikke meget dialog ud af; det goer der forresten heller ikke af (igen) at bruge en hel dag i et koekken, hvor der alligevel ikke kommer videre mange kunder. Jeg har altid nydt at lave mad (det er en sandhed med modifikationer, for naar jeg ikke kan finde hoved og hale i projektet, saa kan jeg godt gaa hen og blive noget hys), og som saadan er det derfor en fin tjans - at kokkerere for Quo Vadis mhp at fodre 20-40 gaester

arbejdarbejd (Veg.burger, hummus, daddelkage, tortilla...)
men!
er det saa ineffektivt et koekkenpersonale som det jeg har oplevet her, saa bliver jeg ikke blot hys, men ogsaa stresset, for naar jeg skal bruge gryden, og den de sidste 16 timer har staaet i opvasken, hvorfor pokker sidder damen saa blot og kigger ud i luften? Og naar hun bliver bedt om at lave mad, saa vasker hun op i stedet? Gawd........... mere om det i den naeste blog, der gaerer noget under pandeskallen, det bliver ganske fint at se det paa skrift, og evt faa feedback paa om jeg er helt galt afmarcheret.


(dagens overraskelse: en slange snoede sig forbi, liiige foer jeg satte foedderne paa nederste trin *hvisle*)

Maden er et kapitel for sig. Altsaa paa den gode maade ^^
Paa Vipassana var det noget af det eneste, der aendrede sig i den daglige trummerum, og den lille sandhed "Madkultur er en rejse i sig selv" gik op for mig.
Simpel mad, og saa alligevel mere kompleks og tidskraevende end det er behageligt at fatte - naar man er outsider altsaa.

Inderne er mere end overbeviste om, at vesterlaendinge hverken bryder sig om, eller kan taale spicy foods. Vores ven Vankedesh gik straks i gang med at fjerne chili fra min fryball (ja, jeg aner ikke hvad de hedder, men det er dejg, masser af krydderier og saa i frituren med dem), indtil jeg fik jaget ham vaek.
Ris kan anrettes paa et hav af muligheder, og paa saa velsmagende man`er, at jeg endnu ikke er blevet traet af de ellers noget kedelige stoerrelser. De findes i 5 eller flere forskellige afskygninger, kan grindes, og bruges til dosai (pandekager), idlies (tilsaettes linsemel og laves til bolde, der dampes), porridge m ingefaer, diverse gryder (fx curdrice - kog ris, tilsaet lidt maelk undervejs og mix med youghurt de sidste 5 minutter)

Frugterne er friske og smager vidunderligt
Non-veg (dvs koed) er noget man skal lede efter, og underligt nok, saa savner jeg ikke koed videre meget; maaske fordi maden er saa varieret alligevel, og kan indeholde alt hvad kroppen behoever (isaer hvis maden er hjemmelavet - restaurantmad har det med at mangle den omsorg man selv kan foeje til maden...og jeg, det lyder noget farfetched)


Ayur, liv. Veda, viden
Krydderier og Urter er en hel videnskab for sig. Ikke blot paa det rent basale niveau med at holde styr paa smag og dufte, selvom det er mere end omfattende! Nej, AyurVeda kalder de rent faktisk for videnskab

Samlet set er det et virvar af helhedstaenkning og overtro.
Paa den ene side er det mere end indlysende: det du omgiver dig med og det du indtager, det har indvirken paa dig. Birgitta af Bingen (?) er det vesterlandske eksempel paa urtekyndighed, og hvor jeg dog ser frem til at besoege klostre, museer (fx i Oslo) og haver igen. Ikke at jeg tror jeg kan kapere det hele, men der er (maaske) en smule mindre overtro involveret....?

Paa den anden side... well, der var den igen. Mig og min skepsis overfor alle de overleverede ting og sager. Kinesiologi. Stenenes vibrationer. Zoneterapi. Metalurgi. Kiromanti. Akupunktur. Oliemassage.
Der er garanteret en pokkers masse, der virker, men hvor maa der ogsaa vaere meget gejl indblandet.

Det kan jeg sige mere om naar kurset i BasicAyurvedicMassage er ovre; og garanteret endnu mere saa naar Advanced ogsaa er afsluttet, men det er omkring juletid.


(jeg blev traet af skaegget, saa nu ligner jeg mig selv igen - eller?)

Nu maa det vaere tid til at hente op paa et mere vestligt perspektiv; Aldous Huxley's Brave New World.

"Without You, I'm Nothing"

Det var mere end passende, at netop denne sangtitel meldte sig under Vipassana - dels fordi sætningens sandhedsværdi (igen) meldte sig for mig, men på dybdeborende niveau, og dels, at sangens ophav er bandet Placebo; netop det, som de breve og dagbogsnoter jeg (ganske imod reglerne) benyttede mig af, udgjorde. Jeg var fuldt ud klar over at intet andet end menneskelig kontakt, ville være den rigtige medicin, men.........

Noble Silence - en 10dages stilnen af krop og sjæl, samt afsondring fra alverden - var metoden, og når vi nu havde søgt fred de sidste 14dage, dels ved overnatning på toppen af Arunachala og dels i det idealistiske&sociale experiment Auroville, hvorfor så ikke tage dette skridt?
[Meditation. Indøvelse i at skue ind og ud med klarhed, for at opøve en ret ydre færd?]

Nysgerrighed - hvilken mægtig drivkraft! Curiousity killed the Cat, men uden videbegaer, så var jeg ikke i Indien eller på dette sted i mit liv. Uden lysten på og til livet, så ville jeg ikke være i stand til at elske og blive elsket igen, så overskriften kunne lige vel have lydt "...uden kaerlighed, er jeg intet".

Amir fra Auroville, en af mange, der havde anbefalet os Vipassana, havde lovet at meditere med os dagligt. Min onkel fra Norge mindede mig om Stilhedens tveæggede natur, og ville bede for Guds velsignelse. Familie og venner både her og hisset var med i tankerne, men gensynet med Stilheden rystede min grund...

10timer om dagen med lukket sind, lukkede øjne og ørepropper, kun med Guru Goenka's udlægning af Buddha'ens lære og min egen frustration (Først over andre deltageres udprægede mangel på kropslig stilhed=bøvsen&prutten. Næst over egen mangel på styrke - fx. til at ignorere dem).
Efter ganske kort tid begyndte der at ske noget...

Min indre vej gik fra ensomhed til forladthed, og JA da er Livet lidelse!

[Meditation. Livsfjendsk, egocentrisk(selv)destruktivt og psykosefremkaldende?]

Til gengæld! Da Noble Silence blev hævet, var det med en intens dirren, at øjne kunne mødes og ord søge at udtrykke savnet og lettelsen over den genetablerede kontakt; ordene var mindre gyldige end det nærvær de udtrykte, men de jog den kvalme, jeg havde følt ved tilværelsen (Sartre?) væk, og erstattede den med lettelse over at kunne mærke igen og se hvor øjne kan tindre, at man kan sige så meget uden ord; at vide med sikkerhed, at det eneste sted jeg virkelig kan leve, tro og opøve mig til at blive et bedre...det er i dette liv.

Vipassana har været en stor oplevelse, for stor og frygtelig er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger. En inside-experience af et buddhistisk læresystem (fejltynget som alt andet systemarbejde), og et gensyn med et introvert univers som nogle kan have behov for at erkende; en smagsprøve paa hvor bittert&sødt livet kan føles.

Men! Buddhist bliver jeg ikke; Kristendommen kan indeholde samme livsfjendske og forsagende holdning, men min tro er blevet bekræftet i at være på en levende, nærværende og kærlig Gud.

"You" kan være enhver, jeg indgår en relation med; her i udpræget grad Maiken, for bruger man 2måneder med og på hinanden, så bliver man da ikke andet end tam

(...Jeg leder efter venner. Hvad betyder at ”gøre tam”? Noget man i høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd, fortalte ræven. Knytte bånd? - Ja vist, svarede ræven. Endnu betyder du ikke noget for mig. Du er en lille dreng, mage til hundrede tusinde andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig og du har heller ikke brug for mig. For dig er jeg bare en ræv, mage til hundrede tusinde andre ræve. men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig. - Nu begynder jeg at forstå, sagde den lille prins. Der er en blomst…den har vist gjort mig tam").

Det koster livet at leve, og selvom det smerteligt og uundgåeligt vil ende med, at alle relationer brydes, så er det nu dem (for eksempel dig kære læser), der giver mig meningen.

Og for det skal min Tak lyde.

der Er faktisk en puls endnu

selvom den har vaeret taet paa fravaerende; hvis jeg taeller korrekt nede omkring de 38slag/min

saadan gaar det naar man er i meditation 9timer i doegnet i 10dage - det var en oplevelse jeg ikke gentager lige med det foerste, for trods succesoplevelser, saa traenger jeg til at maerke verden.

Om nogle timer burde jeg have mere fyldestgoerende noter sat paa computeriseret format, og saa kan jeg vist kalde det en dag med lettet hjerte

Livstegn

jeg er ikke vant til at undvaere net i SAA lang tid, men hvorfor dog ikke? Det kunne jo ligefrem vaere billigere at lade computeren ligge hjemme, end at lynet brager ned i hytten og futter den baerbare af
Vores vaerts compy altsaa, ikke min, for den ligger trygt og godt hos min lille soes (hvis hun passer paa den =?)

Auroville er et helt kapitel for sig, der er ikke tid lige nu (mangler noget toert toej) saa i stedet vil jeg noejes med at sige *whiii* og smutte igen

A

SPAM

ej, ikke rigtigt, men en midlertidig adresse er det da blevet til, mit navn som adressent, og saa c/o det foelgende:

Quo Vadis
58, Chengam Road
Ramana Nagor 1st street
Tiruvannamalai 606.603
Tamil Nadu
South India.


Der sker faktisk noget nu - planlaegning af baade vores egne ture, og en faelles med (det ene) DialogForum *happylicious*

Hvis det var simpelt

Yai ^^

Det kan man da ogsaa vaelge at goere det - at staa op omkring 6 for at lege med energier er maaske ikke ligefrem vejen; eller er det? Jeg er ikke sikker overhovedet, men det virker simpelthen for snaevert og egocentrisk (for ikke at sige inaktivt) at bruge halvanden time paa healing. Hvis det lyder flippet, saa skal man proeve det ; hvilket er grunden til jeg ogsaa tager de naeste 2 dele...muligheden for at se disse 'langhaarede' ideer paa naermere hold byder sig naeppe igen, og hvem ved? Maaske der rent faktisk viser sig noget jeg kan tage med mig, og give videre?

Healing, Helbredelse - jamen er det da ikke noget overnaturligt pladder vi, som oplyste mennesker, bare kan fraskrive os, med videnskaben i haanden som vidne?
Eller skal man stille sig op med sine religioese dogmer, og kalde det for noget svaermerisk pjat, at tiltro andet end Gud magten til at stille noget op pro me, eftersom Gud allerede ved hvad jeg behoever "foer ordet bliver til paa min tunge"?

Til det foerste, saa er videnskabens rolle at beskrive verden, og efter at have hoert om spejlneuroner, saa er verden (og mennesket) igenigen for underligt til at fatte.
Er der mere mellem Himmel(ene) og jord? Hvor skulle jeg kunne svare paa det, jeg ved blot, at hvis Gud er at opfatte som 'The Power to BE in everything that is' og er baade Grund og Afgrund for alverden, saa er der baade mere og mindre end vi fatter.

Ok, det her er noget aevl, men summa er at det ligger frygteligt taet op af det alle siger hernede "it's all the same"
Indernes talemaade er dog en bedre loesning: "Same Same - but Different!"

Forvirrende? Ganske. Hvad jeg egentlig ville hen til med helbredelse var noget med hverdagens 'smaa' mirakler, altsaa den vedvarende opretholdelse af Skabningen, og at det ikke kan nytte noget at vide, at Gud ved hvad man har behov for, uden at spoerge om det (som et barn, i tiltro om opfyldelse af oensket? Det er i hvert tilfaelde hvad Aslan forventer af Lucy...)... om man saa spoerger ved 'at vaere kanal for energierne', ved boen i kirke eller boen forstaaet som aktiv boen (fx at udfoere sit job som laege)

..............

Tjah, det hele bliver noget underligt hejs, som ingen alligevel kan blive enige om

The answer to Life, The Universe and Everything that IS - is 42"

Netop derfor er det herligt at have medbragt noget fjollet lydspil ^^ Tak stjernetosse

Paa falderebet

Kurset tog blot 3 dage - 2 dages initiation og en dags knowhow; iblandet var vores laerers erfaringer, historier og (isaer) hans varme udstraaling.

Den simple opgave loed derefter: de naeste 21 dage skal I hver isaer gennemgaa de angivne punkter, og derefter kan I saa beslutte om I vil forsaette med andet niveau (de, der spiller wow og andre onlinespil kender den trummerum)

men hvordan pokker forholder man sig til trancelignende/luciddroem-erfaring? og kan jeg bruge det senere, altsaa inkorporere det i min hverdag?

I wonder..........for der er noget fedt ved at lege med paa ideen om energier; det foeles rigtigt

ReiKi

En anden form for meditation (Kristen - i den Roede Hytte) starter nu

fik lavet starten paa et lille thingy
'Gud er i Skidtet' (hvad akademikeren ikke maa, det maa kunstneren vel udtrykke ^^)

how can I

complain about the Hindus worshipping a guru, when Christians sneak close to me, brush my hand and scurry away with a prayer on their lips?

Aah, jeg har noget svaert ved at forholde mig til netop den side af at vaere her (hvor er min apostrof henne??), for nok har Missionen bragt godt med sig (uddannelseuddannelseuddannelse - men her er endnu ingen kvindelige praester ser det ud til.... til min store lettelse havde de ikke noget imod at tale i forsamlingen, hverken i gaar til Kirkemoedet, eller i dag i landsbykirken), men der er altsaa ogsaa en gevaldig masse skidt, der er blevet fejet til side; maaske endda glemt i visse kredse? De nytter ikke noget at dvaele ved fortiden, men alligevel.
Hmm, endnu et tegn paa at jeg ikke er herfra - jeg lever ikke i nuet, og jeg gaar ud fra at skidtet boer fejes under gulvtaeppet (eller maaske endda smides i skraldespanden)

Tsktsk, ingen billeder i dag, til gengaeld kan jeg saa forsoege mig at vaere kunstnerisk kreativ med diverse naturfarver spaender det nogenlunde af som min Lerhaand i gaar, toer jeg nok stille mig til skue ^^

Mere om skikke og traditioner:
optoget foeres gerne af nogle trommeslagere, der - selvfoelgelig(?) - tilhoerer den laveste kaste... koen er jo hellig, selvom man gerne maa saette den til at slaebe kaerrer etc (og man kan ogsaa indimellem miste taalmodigheden, naar den lokale ko (igen) har spist ens afgroeder - eller lagt en kasse, deer hvor man skal feje...grrrrr) , og koen er det, hvis skind, der spaendes over trommen. At lavkastemanden derfor har en funktion i samfundet er der ikke tvivl om, men hvem har dog lyst til at udfylde den? Naah, det beslutter man jo ikke selv, i hvert tilfaelde er man ikke blevet inkarneret som en liderlig hund eller en beskidt gris, men som menneske, med mulighed for at slippe bort.
Foer og/eller under Ceremonien er der en rituel renselse ved Agni, Ilden. Det er da paa sin vis logisk, og indimellem kan jeg da savne en aerboedighed under vores egne ceremonier; eller bare hygiejne blandt folk helt generelt (dvs i Danmark - jeg fatter ikke man kan gaa i operaen, ifoert jakkesaet etc, og saa gaa forbi haandavsken, uden at benytte sig af den, for i stedet at svine alt til, baade haandtaget, og de, man nu skal ud og ryste haand med...... hmm, et sidespor; min pointe er saamaend bare, at her veed folk udemaerket at man bliver syg, hvis der er for mange fremmede bakterier i det, der kommer i munden, hvorfor lillesoesterDevi ganske bestemt sendte Jens og undertegnede til vasken baade foer og efter maaltidet)
Naar ceremonien i hindu-oejemed er ovre, faar man en plet og/eller streger i panden med det hellige aske (evt blandet sammen med farvet, helligt cowshit; God I hope they're never forcing anyone to eat that mixture!)

Den kristne udgave mindede temmelig meget om det ovenstaende, for vi fik pletter baade til kirkemoedet, til MilkPartey (housewarming hos Anna&Nicolaj), og i kirken i dag - saert. Der var intet ild, men bakken med det, vi fik i panden i dag, blev viftet foran os 'as if' (og glem aldrig kamferet, det er ogsaa saerdeles helliggoerende. Eller. Det ved jeg ikke, gennemtraengende er duften i hvert tilfaelde). Optoget var det vi blev moedt af, da vi steg ud af vognen - ganske flot, og hvor var det skoent at vaere under aaben himmel, ellers havde det sq nok ogsaa larmet =P

Last comment: hvor er det rart at se praester i hvidt, uden pibekrave og med en attitude, der faar menigheden i samtale.

Nyhedsbrev 1

(Jeg nyder helt klart at gå i detaljerne på et fotografi, men at se et billede i dets helhed er nu også fascinerende)

Tirru… Thiru… Tiruvannamalia…..?
Stavemåden er op til den enkelte; nærmest gammelt dansk. Ellers e det eneste danske hernede fra den Danske Mission (som roses af hindu og kristen). Stort set alt andet er anderledes – mildest talt:
Trafikken er en historie for sig, for nok bør man følge anvisningen om venstrekørsel, men er det nemmere at køre lidt i højre gør man bare det – selvfølgelig med hornet i bund og farten i top; ligesom alle de andre på vejen, være det sig grise, køer, hunde eller mennesker i diverse transportmidler. Størst kommer først lader til at være hver mands eje, men om det er størst Bil eller størst Horn er lidt hip som hap.

Underholdende er det når man lærer at aflægge sig nervøsiteten

Prøvelser er her nok af,
og det er mere tankevækkende end jeg havde forestillet mig; ikke at jeg længere ved hvad der rodede af tanker hjemmefra, men rodet er i hvert tilfælde oplevelserne, for nok har vi ikke været her mere end 2ugers tid, men hvor sker her meget!
Hvordan forholder man sig til, at folk ønsker ens penge? Der er Tiggere, Lemlæstede og stigmatiserede Spedalske, hellige mænd i massevis, skæve eksistenser af forskellige kalibre og mange flere, der alle har det til fælles at sige ’BA’ med udstrakte hænder, en forpint mine og evt. en gestikuleren om sult det påvirker mig; ikke blot tankemæssigt, men følelserne sættes i røre. Kan jeg hjælpe? Skal jeg hjælpe? Hvis jeg giver penge til den ene, hvad så med den anden?

Og…og………suk
Den gennemgående tanke vedbliver at være: Uddannelse må være løsningen.
Det hjælper ikke mig i situationen, fjerner ikke den smerte de fremkalder ved (bramfrit) at vise problemerne frem og det hjælper ikke den enkelte stakkel
…men hvordan ændrer man et helt folks mentalitet? Jeg undrede mig over hvad 130.000+ indbyggere fik tiden til at gå med, men det har selvfølgelig været ud fra min vestlige tilgang til effektivitet, der overhovedet ikke holder her
for tingene kører i et abstrakt gear som jeg ikke fatter

Et par ord mere om penge: Er det bedre at sælgerinden af Tender Coconuts byder os hjem til landsbyen, så vi kan tage billeder af familien, se det faldefærdige hus, blive præsenteret for hendes 5 børn, hvoraf flere er sendt på privatskole for en bedre skolegang – og få stukket et stykke papir i hånden med lidelseshistorien om at de har behov for hjælp? tænketænketænke

Gud-er
Indimellem mistænker jeg Mammon for at være den største gud hernede, men er den ikke det overalt? Derudover er her Shiva Shakti, Køer, Guruer, Energier, Den 3Enige Gud, Allah……
På den ene side er her så intenst af gudsfrygtighed, folk kaster sig så lange de er i prostation for statuer, guruers relikvier, der ofres enorme summer til endnu levende guruer, så de kan bygge templer ’af’ guld, og tidsforbruget for at 500000+ kan komme og vandre om Arunachala (Bjerget, der er et tegn på og af Shiva) er heller ikke småtterier.
På den anden side virkede det grotesk at den månedlige pilgrimsvandring omkring Bjerget viste sig at være mindst lige så meget Gøgl som ærbødighed – der var simpelthen så ufatteligt meget bras og ragelse, robotter, der fortæller horoskoper (desværre på Tamil, ellers ville I netop nu vide hvad min fremtid ville bringe), glitter, new-and-upcoming-guru’s, helsehejs og jeg skal komme efter dig.
I mindre mængder kan man opleve det samme omkring hverdagens helligdomme:
For eksempel er pladsen ved Templet dels markedsplads for kamfer og andet, der kan ofres til guderne, og dels for rent verdslige sager: potter, gryder, knive lavet af jernrør og så videre.

Regnen
bragte minder om Danmark med sig – vi havde den første skylle i nat, som vi dansede i. Hermed vil jeg slutte, med håb om alles velbefindende; med Hjemve & Nysgerrighed Adrian

man skulle da være et skarn

Ikke at benytte sig af et dansk tastatur, når det nu er i nærheden alligevel ^^

(hos en guru - der mest af alt virkede som en gammel træt bedstefar, der var lidt småtosset; måske fordi vi skulle spise det resterende holy ash - der selvfølgelig var parfumeret...yuck)

skønt! Jeg er bestemt vanedyr nok til at savne min egen compy; det er lidt som at børste tænder med venstre hånd - besværligt, men ladsiggørligt.

Efterhånden er det blevet mere og mere tydeligt for mig hvad der gør at man snakker sit eget sprog/føler behov for det; om Xenophobes Guide to the Danes (læs den! fantastisk lille stykke arbejde, der garanteret er mere sigende end Lonely Planets.......hmm, mon de overhovedet bekymrer sig nok om DK til at skrive om 'os'?) har fat i noget med en selvforherligende 'vi er bedre end de andre'indstilling aner jeg ikke, men at kunne brokke og hygge i fællesskab yai.

Egentlig ikke meget at sige, det kunne være at I derhjemme fik et håndskrevet brev til deciphrering før eller siden - det koster ca 5 kroner at sende med luftpost til DK; vid dog at jeg regner med både fødselsdags- og julegaver (........naaah, alt det chokolade ville bare strande hos politiets hunde, eller smelte ud over alle de andre breve og pakker - til glæde for nogle og enorm fortrydelse for andre)

(Jens omkring toppen af Jaintemplet - oldgammelt. Selv deroppe kunne vi høre landsbyens musik blive spillet for fuld hammer; jeg mistænker lidt Inderne for at være ræd for stilhed....?)

(måske et ganske sigende billede, for jeg er ved at føle en let rumlen i maven... kaffen indeholder mere sukker end jeg har lyst til at vide, men mæt bliver man ikke ligefrem af den... det her billede er fra det bryllup vi blev inviteret på en af de første dag; og vi blev [selvfølgelig!?] placeret som æresgæster midt på scenen til gave-ceremonien, og tildelt lyserødt hejs, som man kan se om Ole's skuldre. Maiken og jeg prøver ihærdigt ikke at lægge mærke til kameraet - det var enormt underligt at forventningen lød: spis med ___og gerne lidt tjept, de næste gæster venter på deres portion, fra 'din' plads, men af et andet palmeblad)

http://picasaweb.google.com/ahovekreutzfeldt
dér håber jeg på at få smidt nogle flere billeder op - indtil modersiden fra danmission begynder at virke............

Er I klar over hvor svært det er at være indstillet på 6-8timers søvn, og 16-18 timers effektbaseret dagligdag, gerne med et B-menneskes døgnvaner, når man er ude af stand til at få sovet igennem om natten, for dér er det mest behageligt at være til, mens man næsten er tvunget til at sove 2-3timers tid midt på dagen, for dér får man brandvabler under fødderne?

heh, brok er der nok af ^^

spread the word,
a