Nyhedsbrev 1

(Jeg nyder helt klart at gå i detaljerne på et fotografi, men at se et billede i dets helhed er nu også fascinerende)

Tirru… Thiru… Tiruvannamalia…..?
Stavemåden er op til den enkelte; nærmest gammelt dansk. Ellers e det eneste danske hernede fra den Danske Mission (som roses af hindu og kristen). Stort set alt andet er anderledes – mildest talt:
Trafikken er en historie for sig, for nok bør man følge anvisningen om venstrekørsel, men er det nemmere at køre lidt i højre gør man bare det – selvfølgelig med hornet i bund og farten i top; ligesom alle de andre på vejen, være det sig grise, køer, hunde eller mennesker i diverse transportmidler. Størst kommer først lader til at være hver mands eje, men om det er størst Bil eller størst Horn er lidt hip som hap.

Underholdende er det når man lærer at aflægge sig nervøsiteten

Prøvelser er her nok af,
og det er mere tankevækkende end jeg havde forestillet mig; ikke at jeg længere ved hvad der rodede af tanker hjemmefra, men rodet er i hvert tilfælde oplevelserne, for nok har vi ikke været her mere end 2ugers tid, men hvor sker her meget!
Hvordan forholder man sig til, at folk ønsker ens penge? Der er Tiggere, Lemlæstede og stigmatiserede Spedalske, hellige mænd i massevis, skæve eksistenser af forskellige kalibre og mange flere, der alle har det til fælles at sige ’BA’ med udstrakte hænder, en forpint mine og evt. en gestikuleren om sult det påvirker mig; ikke blot tankemæssigt, men følelserne sættes i røre. Kan jeg hjælpe? Skal jeg hjælpe? Hvis jeg giver penge til den ene, hvad så med den anden?

Og…og………suk
Den gennemgående tanke vedbliver at være: Uddannelse må være løsningen.
Det hjælper ikke mig i situationen, fjerner ikke den smerte de fremkalder ved (bramfrit) at vise problemerne frem og det hjælper ikke den enkelte stakkel
…men hvordan ændrer man et helt folks mentalitet? Jeg undrede mig over hvad 130.000+ indbyggere fik tiden til at gå med, men det har selvfølgelig været ud fra min vestlige tilgang til effektivitet, der overhovedet ikke holder her
for tingene kører i et abstrakt gear som jeg ikke fatter

Et par ord mere om penge: Er det bedre at sælgerinden af Tender Coconuts byder os hjem til landsbyen, så vi kan tage billeder af familien, se det faldefærdige hus, blive præsenteret for hendes 5 børn, hvoraf flere er sendt på privatskole for en bedre skolegang – og få stukket et stykke papir i hånden med lidelseshistorien om at de har behov for hjælp? tænketænketænke

Gud-er
Indimellem mistænker jeg Mammon for at være den største gud hernede, men er den ikke det overalt? Derudover er her Shiva Shakti, Køer, Guruer, Energier, Den 3Enige Gud, Allah……
På den ene side er her så intenst af gudsfrygtighed, folk kaster sig så lange de er i prostation for statuer, guruers relikvier, der ofres enorme summer til endnu levende guruer, så de kan bygge templer ’af’ guld, og tidsforbruget for at 500000+ kan komme og vandre om Arunachala (Bjerget, der er et tegn på og af Shiva) er heller ikke småtterier.
På den anden side virkede det grotesk at den månedlige pilgrimsvandring omkring Bjerget viste sig at være mindst lige så meget Gøgl som ærbødighed – der var simpelthen så ufatteligt meget bras og ragelse, robotter, der fortæller horoskoper (desværre på Tamil, ellers ville I netop nu vide hvad min fremtid ville bringe), glitter, new-and-upcoming-guru’s, helsehejs og jeg skal komme efter dig.
I mindre mængder kan man opleve det samme omkring hverdagens helligdomme:
For eksempel er pladsen ved Templet dels markedsplads for kamfer og andet, der kan ofres til guderne, og dels for rent verdslige sager: potter, gryder, knive lavet af jernrør og så videre.

Regnen
bragte minder om Danmark med sig – vi havde den første skylle i nat, som vi dansede i. Hermed vil jeg slutte, med håb om alles velbefindende; med Hjemve & Nysgerrighed Adrian