ikke meget andet at fortaelle, for denne dag vi havde afsat til at se muséer og vaere kulturelle - har vaeret mere end saer;
jeg troede jeg var forberedt, ja, forventede the unexpected, men jeg havde aldrig ventet at blive shanghaiet af salgsgale sikh'er, og ellers vaere overladt til tomme gader og straeder pga electionDay - som ingen stemmer til ; og hvis nogen alligevel goer, saa bliver papir lavet til konfetti
maerkelig dag, saer hovedstad
mystiskere og mystiskere ^^
2008/11/29
2008/11/26
Nede på jorden
Selv jeg bliver træt af alt det etiske og filosofiske (dvs, det har jeg været et godt stykke tid - da jeg ville nedfælde dagens gøremål på min fødselsdag, var det stort set kun en kommentar til den buddhistiske nonne jeg fik nedfældet; lidt træls), så nu hvor jeg har brugt en masse energi (og 4 skønne timer) på at vade i bjerg og til tempel, så går det måske an at komme med lidt betragtninger over Indien.
Nord/Syd:
(Med garanti en noget intermingled omgang skribleri ^^)
Varmen har helt klart været noget, der har gjort indtryk og sat spor; jeg har sjældent haft noget til overs for dovne latinoer, der fandt det nødvendigt med en siesta, for det var da spild af tid!? Især af min, når jeg nu ville ind på dette givne museum (eller rettere, mine forældre ville, og det kan jeg være glad for i dag, selvom jeg dengang langt hellere ville læse en bog eller plaske rundt i vand et eller andet sted).
Jeg har været nødsaget til at ligge brak, og mon ikke der er lidt af hvert at lære for mig i det? Så som at geare ned, og lade tingene flaske sig efterhånden. Måske, men denne "Leven fra Hånden til Munden" sætter sine spor i den daglige gøren og laden; Først og fremmest, jamen så regner alle lige pludselig med at 'det da ordner sig selv', ganske som det alment menneskelige (og særdeles sørgelige) fænomen 'Fælleseje', der bliver til at alle må ødelægge det, man ellers burde have ansvar for - grrrr.
Dernæst, så har vi begge bemærket en anden form for keren om tingene her i Nord; mange af husene på det stykke vi nu engang vandrede rundt i i MiniTibets omegn, og det endnu belyste stykke af busturen mellem Dharamshala og Haridwar, well, det virkede hjemligt, næsten kolonihaveagtigt. Husene havde et personligt præg hist og her (lidt rundede kanter, buede vindueskarme, passede og plejede blomster, en hæk, der nysseligt er trimmet). Stemningen har også virket mere nordlig, ikke så meget sydlig "in your face" og konstant klæben (selvom trafikken er en undtagelse - selvom man går i den modsatte side af den modkørende bilist, så kan man være sikker på at skulle springe til side alligevel), men en langt mere reserveret holdning, et smil, der er lidt sværere at få til at bryde frem, men når det lykkes, så er det så meget mere dybt. Hjælpsomhed er generelt et særkende, og nok er man (vi/jeg) noget skeptiske over at modtage hjælp, der ikke er spurgt efter, men nok er mange ude efter de penge vi efter sigende skulle kaste i grams (det gør vi i og for sig også -- set med en inders øjne, og derfor tillader de sig at kræve mere for varerne; til tider til vores irritation, men som oftest for indiske venner og bekendtes græmmelse, for det er ikke et image de bryder om at blive kategoriseret med), der er dog en masse venligtstemte sjæle, der blot ønsker at guide forvirrede (vesterlændinge) på ret spor, selvom dette til tider indebærer en "komfort" vi ikke ønsker.
I Syd har vi gjort den erfaring at man skal spørge mange om den samme ting, og derefter håbe, at majoriteten har ret. Heroppe spørger man og får svar. Vil man vide mere må man spørge mere, for det er bestemt ikke sikkert at den vej man spurgte om er den nemmeste, men nu var det netop dén der blev spurgt efter, ikke Inderens egen mening.
Farverne sydpå var skrappe, men det gik nu godt i spænd med vejr og hudfarve (nærmest mørkere end de fleste afrikanere. Og den typiske tamiler er vist lidt rundkindet), hvor det her nordpå er mere dæmpede (tunge) farver, og gerne i mange lag, for nok traver jeg helst rundt i korte ærmer i dette vejr, men jeg er heller ikke perser af æt (ok, om morgenerne og sent på aftenerne kræver det lidt mere tøj, men jeg nyder nu at have et ordentligt klima at færdes i ^^)
Og helt generelt:
Et enormt særkende jeg nok aldrig kommer overens med er den generelle Ineffektivitet vi har mødt; dvs medmindre det kommer til at udøve (udnytte?) den givne magt, gerne i bureaukratisk og kedeligt øjemed, så ALT tager hundrede år længere end det burde, for ikke nok med at vide hvem du er og hvad du evt. har glemt ved en af NationalParkens bænke, næh nej, de skal også have formålet med indholdet af det glemte (ja det er mig en kattepine, jeg havde ellers fundet 2 ganske perfekte julegaver, og så bliver de forlagt i forvirringen og trætheden, der følger i hælene på ca 19timer undervejs.....brokke!), adresse, transport til og fra stedet mm at vide - ja, det var lige før skovbetjenten gerne havde set kvitteringer og visum/pas før han helmede.
Det hjælper dog gevaldigt at kunne tage skrankepaverne med et smil på læben, og grine af dem bagefter, og tage det som en oplevelse, for i Danmark er man (jeg) stort set forskånet den slags kedelige typer - medmindre jeg vil have noget igennem på Kommunen, hos Skat, ved Posten, eller DSB. Pokkers - det er jo dem man ikke har de store alternativer til...
Man kan også være flabet og møve sig frem, eller kende vedkommende bag disken, men det kræver vistnok noget længere tid for at indpasse sig denne kultur, blandt andet lære det lokale sprog (Hindi skulle have indoeuropæiske rødder - sært, men det virker nu mere tilgængeligt end tamil).
Her er mig forøvrigt en kende for chauvinistisk: Maiken står i kø i 5-10 minutter og bliver ignoreret; jeg dukker op, og stiller mig ved hendes side, og straks henvender ekspedienten sig - til mig altså.... tsktsk
Der er meget mere at sige, men sidste bemærkning må være min fuldkomne forbløffelse over at Indere endnu har nogen hørelse; ja, jeg kan beklage mig over det i én uendelighed, men det er da for underligt at man måler en by's hellighed i decibel.........noget, der gør, at jeg ikke helt ser frem til at "vende hjem" til Tiruvannamalai - på den anden side, så er den også en HippieTouristBy, ganske som McLeodGanj og Rishikesh, så muligheden for at være blandt vesterlændinge er der også (dog, jeg vil savne 3 vesterlændinge noget videre grumt - måske jeg skulle lave en nedtællingsseddel, ligesom da jeg var lille og utålmodigt ventede på min fødselsdag?).
Andre emner;
Hvad gør da en Gud/et Menneske?
Hvordan kan man dog klare den kost...?
spørg gerne, jeg mangler lidt inspiration.
Nord/Syd:
(Med garanti en noget intermingled omgang skribleri ^^)
Varmen har helt klart været noget, der har gjort indtryk og sat spor; jeg har sjældent haft noget til overs for dovne latinoer, der fandt det nødvendigt med en siesta, for det var da spild af tid!? Især af min, når jeg nu ville ind på dette givne museum (eller rettere, mine forældre ville, og det kan jeg være glad for i dag, selvom jeg dengang langt hellere ville læse en bog eller plaske rundt i vand et eller andet sted).
Jeg har været nødsaget til at ligge brak, og mon ikke der er lidt af hvert at lære for mig i det? Så som at geare ned, og lade tingene flaske sig efterhånden. Måske, men denne "Leven fra Hånden til Munden" sætter sine spor i den daglige gøren og laden; Først og fremmest, jamen så regner alle lige pludselig med at 'det da ordner sig selv', ganske som det alment menneskelige (og særdeles sørgelige) fænomen 'Fælleseje', der bliver til at alle må ødelægge det, man ellers burde have ansvar for - grrrr.
Dernæst, så har vi begge bemærket en anden form for keren om tingene her i Nord; mange af husene på det stykke vi nu engang vandrede rundt i i MiniTibets omegn, og det endnu belyste stykke af busturen mellem Dharamshala og Haridwar, well, det virkede hjemligt, næsten kolonihaveagtigt. Husene havde et personligt præg hist og her (lidt rundede kanter, buede vindueskarme, passede og plejede blomster, en hæk, der nysseligt er trimmet). Stemningen har også virket mere nordlig, ikke så meget sydlig "in your face" og konstant klæben (selvom trafikken er en undtagelse - selvom man går i den modsatte side af den modkørende bilist, så kan man være sikker på at skulle springe til side alligevel), men en langt mere reserveret holdning, et smil, der er lidt sværere at få til at bryde frem, men når det lykkes, så er det så meget mere dybt. Hjælpsomhed er generelt et særkende, og nok er man (vi/jeg) noget skeptiske over at modtage hjælp, der ikke er spurgt efter, men nok er mange ude efter de penge vi efter sigende skulle kaste i grams (det gør vi i og for sig også -- set med en inders øjne, og derfor tillader de sig at kræve mere for varerne; til tider til vores irritation, men som oftest for indiske venner og bekendtes græmmelse, for det er ikke et image de bryder om at blive kategoriseret med), der er dog en masse venligtstemte sjæle, der blot ønsker at guide forvirrede (vesterlændinge) på ret spor, selvom dette til tider indebærer en "komfort" vi ikke ønsker.
I Syd har vi gjort den erfaring at man skal spørge mange om den samme ting, og derefter håbe, at majoriteten har ret. Heroppe spørger man og får svar. Vil man vide mere må man spørge mere, for det er bestemt ikke sikkert at den vej man spurgte om er den nemmeste, men nu var det netop dén der blev spurgt efter, ikke Inderens egen mening.
Farverne sydpå var skrappe, men det gik nu godt i spænd med vejr og hudfarve (nærmest mørkere end de fleste afrikanere. Og den typiske tamiler er vist lidt rundkindet), hvor det her nordpå er mere dæmpede (tunge) farver, og gerne i mange lag, for nok traver jeg helst rundt i korte ærmer i dette vejr, men jeg er heller ikke perser af æt (ok, om morgenerne og sent på aftenerne kræver det lidt mere tøj, men jeg nyder nu at have et ordentligt klima at færdes i ^^)
Og helt generelt:
Et enormt særkende jeg nok aldrig kommer overens med er den generelle Ineffektivitet vi har mødt; dvs medmindre det kommer til at udøve (udnytte?) den givne magt, gerne i bureaukratisk og kedeligt øjemed, så ALT tager hundrede år længere end det burde, for ikke nok med at vide hvem du er og hvad du evt. har glemt ved en af NationalParkens bænke, næh nej, de skal også have formålet med indholdet af det glemte (ja det er mig en kattepine, jeg havde ellers fundet 2 ganske perfekte julegaver, og så bliver de forlagt i forvirringen og trætheden, der følger i hælene på ca 19timer undervejs.....brokke!), adresse, transport til og fra stedet mm at vide - ja, det var lige før skovbetjenten gerne havde set kvitteringer og visum/pas før han helmede.
Det hjælper dog gevaldigt at kunne tage skrankepaverne med et smil på læben, og grine af dem bagefter, og tage det som en oplevelse, for i Danmark er man (jeg) stort set forskånet den slags kedelige typer - medmindre jeg vil have noget igennem på Kommunen, hos Skat, ved Posten, eller DSB. Pokkers - det er jo dem man ikke har de store alternativer til...
Man kan også være flabet og møve sig frem, eller kende vedkommende bag disken, men det kræver vistnok noget længere tid for at indpasse sig denne kultur, blandt andet lære det lokale sprog (Hindi skulle have indoeuropæiske rødder - sært, men det virker nu mere tilgængeligt end tamil).
Her er mig forøvrigt en kende for chauvinistisk: Maiken står i kø i 5-10 minutter og bliver ignoreret; jeg dukker op, og stiller mig ved hendes side, og straks henvender ekspedienten sig - til mig altså.... tsktsk
Der er meget mere at sige, men sidste bemærkning må være min fuldkomne forbløffelse over at Indere endnu har nogen hørelse; ja, jeg kan beklage mig over det i én uendelighed, men det er da for underligt at man måler en by's hellighed i decibel.........noget, der gør, at jeg ikke helt ser frem til at "vende hjem" til Tiruvannamalai - på den anden side, så er den også en HippieTouristBy, ganske som McLeodGanj og Rishikesh, så muligheden for at være blandt vesterlændinge er der også (dog, jeg vil savne 3 vesterlændinge noget videre grumt - måske jeg skulle lave en nedtællingsseddel, ligesom da jeg var lille og utålmodigt ventede på min fødselsdag?).
Andre emner;
Hvad gør da en Gud/et Menneske?
Hvordan kan man dog klare den kost...?
spørg gerne, jeg mangler lidt inspiration.
A/B
2008/11/25
Hvorfor pokker........
........tager de sig ikke sammen?
De kunne have det så godt.....
De kunne have så meget mere.....
Tilværelsen kunne være SÅ meget lettere....
hvis blot de var som mig og mine
........stræber vi efter udvikling og fremdrift?
skal man virkelig evigt og altid hige efter et mere, slide sig selv op, for at gøre forsøget på at bevæge sig på en (immaginær) bedriftsstige? Det kunne faktisk være at det mere simple, var netop dér, hvor vi ville befinde os bedst.
Jeg har mægtig meget at ville mene om både dette og hint, men efterhånden roder alle tankerne sig sammen med de væld af indtryk, der snart har mættet mit stakkels hovede. Jo, reagere kan jeg endnu (en autodriver skal da ikke først dytte af mig, dernæst prøve at køre mig ned, og SÅ høre om jeg vil køre med - grrrrrrrr), men dømme er mig mere og mere imod, for ikke at tale om at holde det ene steds oplevelser fra det andet
Chennai
Delhi
McLeod Ganj
Haridwar
Rishikesh
hvorfor pokker er der ikke flere timer på døgnet, og
har jeg ikke energi nok til at tonse deruda'...........?
^^ fordi jeg blot er et menneske - som alle Jer andre. Og grænser har jeg nu også behov for; desværre også når det gælder hvem, der kan få opmærksomhed, og det er mere end skræmmende at mærke hvor lidt et menneske jeg egentlig iagtager, når jeg (nok en gang) ignorerer en tigger med hareskår, uden tænder og med åbne sår på hænder og fødder.
ak ja, "Det er synd for menneskene" som en vis gudedatter gentager igen og igen, men er det mere synd for den enkelte, der bor i slummen, end den stræbsomme, der nok har alt, men ikke magter at sætte tiden af til at indse det?
Verden er af lave - som altid; og på samme niveau må vi være. Og det på godt og ondt
De kunne have det så godt.....
De kunne have så meget mere.....
Tilværelsen kunne være SÅ meget lettere....
hvis blot de var som mig og mine
........stræber vi efter udvikling og fremdrift?
skal man virkelig evigt og altid hige efter et mere, slide sig selv op, for at gøre forsøget på at bevæge sig på en (immaginær) bedriftsstige? Det kunne faktisk være at det mere simple, var netop dér, hvor vi ville befinde os bedst.
Jeg har mægtig meget at ville mene om både dette og hint, men efterhånden roder alle tankerne sig sammen med de væld af indtryk, der snart har mættet mit stakkels hovede. Jo, reagere kan jeg endnu (en autodriver skal da ikke først dytte af mig, dernæst prøve at køre mig ned, og SÅ høre om jeg vil køre med - grrrrrrrr), men dømme er mig mere og mere imod, for ikke at tale om at holde det ene steds oplevelser fra det andet
Chennai
Delhi
McLeod Ganj
Haridwar
Rishikesh
hvorfor pokker er der ikke flere timer på døgnet, og
har jeg ikke energi nok til at tonse deruda'...........?
^^ fordi jeg blot er et menneske - som alle Jer andre. Og grænser har jeg nu også behov for; desværre også når det gælder hvem, der kan få opmærksomhed, og det er mere end skræmmende at mærke hvor lidt et menneske jeg egentlig iagtager, når jeg (nok en gang) ignorerer en tigger med hareskår, uden tænder og med åbne sår på hænder og fødder.
ak ja, "Det er synd for menneskene" som en vis gudedatter gentager igen og igen, men er det mere synd for den enkelte, der bor i slummen, end den stræbsomme, der nok har alt, men ikke magter at sætte tiden af til at indse det?
Verden er af lave - som altid; og på samme niveau må vi være. Og det på godt og ondt
2008/11/22
Fødselar i det kolde Nord
Nord-Indien selvfølgelig, eller MiniTibet, når her nu er fyldt med folk i eksil - hvad gør man egentlig med "den slags"...? Det lyder groft, men kan man forvente at have rettigheder, når man ikke er tilknyttet noget sted/land? Det burde være simpelt, et menneske er vel et menneske, med det værd vi nu har; selvom et liv ikke altid føles som 'noget'
Siden sidst:
Chennai-New Delhi. 34 timer i tog; en uendelig chanten af "Chai/Coffee/Biriyani/Samosamosamosa/...", for der blev solgt stort set alt - manglede vi en kæde eller en skosål eller en lille Ganesha, jamen så var der en sælger til at dække liiige netop vort behov; ganske fascinerende egentlig, men ikke klokken 2 om natten, ligesom (syd?)Indere ikke er blege for at inddrage resten af toget i denne eller hin meget højlydte diskussion, også når klokken har passeret de 3-4stykker
tsktsk, det lyder som brok det hele, men det er nu bare oplevelser at dele ud af ^^
Landskabet ændrede sig selvfølgelig, men hvordan beskriver man det nok? Det er jo et subkontinent vi har haft krydset, med 2 gange nattemørke til at skjule forskellene. Mest markant har skellet mellem Tiruvannamalai og Dharamsala været, men mere om det lidt senere.
Delhi. Har stort set alle haft advaret imod, for det skulle være en larmende, ubehagelig by - underligt nok havde både Maiken og jeg ondt i ørerne af stilhed, næsten som at komme til Løgumkloster i vintersne, efter at have boet op og ned af s-toget. Tro det eller lad være, 150000 indbyggere larmer og sviner mere end Indiens hovedstad gør - hovedstadens indbyggere gør ellers også deres, men de har mere plads at brede sig på, og er ikke nær så bondske (så, arrogancen til side!).
Vi havde ikke mere end halvandet døgn at bruge, så Red Fort og super-Mosqu'en var det højest prioriterede, samt det at vade rundt i små gader, gyder, smøger og stræder - dër hvor livet leves til fulde! Sikherne bød os dog indenfor i deres tempel, og vi fik intro, rundvisning og samtale om hvad de egentlig er for nogle størrelser...
Kunst og Kaos kan Delhi også byde på, både rent arkitektonisk, malerisk og trafikmæssigt (vi blev hjulpet over en mainroad af en venlig autodriver, for vi turde simpelthen ikke krydse på egen hånd... noget i stil med Max og Antonette, hvis andre erindrer dem^^)
Delhi-Dharamsala. Godt jeg ikke har ansvaret for chaufførens kørsel, for med den fart på de små stier? Puuuh..... især når man ser (i mørket kl 3 om natten, for sove kunne jeg ikke i det bumleri) en bro være styrtet sammen, men det siger sføli mere om indiske bygmestre, end om bussens vægt.....eller? Spændende tur, og det er helt vemodigt hjemligt at vandre rundt og finde fyretræer, gråspurve, skovsyre og efterårsvejr, når der endnu er 7 uger til jeg har dansk grund under fødderne.
Dagen i dag. Jamen jeg har jo dag i dag, og Ebba har skrevet at der venter et helt læs post i Tiru ved min hjemkomst - tak! At blive vækket af gyldent lys gennem ruderne, at kunne klæde sig vinteragtigt på, at være lidt moody, for der er mindre sol og mere indelukkethed heroppe nordpå - at vandre en 6timers tur efter en tåbelig yogaclass (ja, jeg er træt af New/Old Age pt...). Jeg mærker helt bestemt mere et gudsforhold når jeg har åbne øjne, har selskab, og mærker at verden er mig nær.
Egentlig er jeg også ved at være træt af alt det her existentielle tankegods, but still....
Næste Station! Bliver Haridwar, og så kan Ganges krydses af på den famøse "Things2do"-liste.
Billeder,må vente, nettets sløvhed dræber mig sq snart, BroKKe
Siden sidst:
Chennai-New Delhi. 34 timer i tog; en uendelig chanten af "Chai/Coffee/Biriyani/Samosamosamosa/...", for der blev solgt stort set alt - manglede vi en kæde eller en skosål eller en lille Ganesha, jamen så var der en sælger til at dække liiige netop vort behov; ganske fascinerende egentlig, men ikke klokken 2 om natten, ligesom (syd?)Indere ikke er blege for at inddrage resten af toget i denne eller hin meget højlydte diskussion, også når klokken har passeret de 3-4stykker
tsktsk, det lyder som brok det hele, men det er nu bare oplevelser at dele ud af ^^
Landskabet ændrede sig selvfølgelig, men hvordan beskriver man det nok? Det er jo et subkontinent vi har haft krydset, med 2 gange nattemørke til at skjule forskellene. Mest markant har skellet mellem Tiruvannamalai og Dharamsala været, men mere om det lidt senere.
Delhi. Har stort set alle haft advaret imod, for det skulle være en larmende, ubehagelig by - underligt nok havde både Maiken og jeg ondt i ørerne af stilhed, næsten som at komme til Løgumkloster i vintersne, efter at have boet op og ned af s-toget. Tro det eller lad være, 150000 indbyggere larmer og sviner mere end Indiens hovedstad gør - hovedstadens indbyggere gør ellers også deres, men de har mere plads at brede sig på, og er ikke nær så bondske (så, arrogancen til side!).
Vi havde ikke mere end halvandet døgn at bruge, så Red Fort og super-Mosqu'en var det højest prioriterede, samt det at vade rundt i små gader, gyder, smøger og stræder - dër hvor livet leves til fulde! Sikherne bød os dog indenfor i deres tempel, og vi fik intro, rundvisning og samtale om hvad de egentlig er for nogle størrelser...
Kunst og Kaos kan Delhi også byde på, både rent arkitektonisk, malerisk og trafikmæssigt (vi blev hjulpet over en mainroad af en venlig autodriver, for vi turde simpelthen ikke krydse på egen hånd... noget i stil med Max og Antonette, hvis andre erindrer dem^^)
Delhi-Dharamsala. Godt jeg ikke har ansvaret for chaufførens kørsel, for med den fart på de små stier? Puuuh..... især når man ser (i mørket kl 3 om natten, for sove kunne jeg ikke i det bumleri) en bro være styrtet sammen, men det siger sføli mere om indiske bygmestre, end om bussens vægt.....eller? Spændende tur, og det er helt vemodigt hjemligt at vandre rundt og finde fyretræer, gråspurve, skovsyre og efterårsvejr, når der endnu er 7 uger til jeg har dansk grund under fødderne.
Dagen i dag. Jamen jeg har jo dag i dag, og Ebba har skrevet at der venter et helt læs post i Tiru ved min hjemkomst - tak! At blive vækket af gyldent lys gennem ruderne, at kunne klæde sig vinteragtigt på, at være lidt moody, for der er mindre sol og mere indelukkethed heroppe nordpå - at vandre en 6timers tur efter en tåbelig yogaclass (ja, jeg er træt af New/Old Age pt...). Jeg mærker helt bestemt mere et gudsforhold når jeg har åbne øjne, har selskab, og mærker at verden er mig nær.
Egentlig er jeg også ved at være træt af alt det her existentielle tankegods, but still....
Næste Station! Bliver Haridwar, og så kan Ganges krydses af på den famøse "Things2do"-liste.
Billeder,må vente, nettets sløvhed dræber mig sq snart, BroKKe
2008/11/16
Skriveblog
Dybt belastende, jeg har ellers så meget på hjertet, men det vil bare tage så forbandet lang tid at få det ned på "ordentlig" manér, og den tid har jeg ikke pt.
En kort oversigt til at starte med, så må Maiken hive mig bort fra Computeren når toget kører (og vi skal liiige finde ting og sager forinden - fx vil det være en idé at have sin baggage, og vide hvilket spor toget mod Delhi kører)
Fra hjemkomst (fra Vipassana) og til nu er der rent faktisk sket noget i Tiru
§Der er dukket vesterlændinge op, så nu har vi mulighed for at opfylde den dialogprægede del af vores kontrakt (færdig med at have dårlig samvittighed.....)
§Der er blevet slået et væld af kurser op; dem glæder jeg mig til at se mere på ved min tilbagevenden, men den tid den glæde (eller fortrængen af savn? For det bliver noget af et hyr, Ebba&Maiken er jo som familie)
§Guruerne flokkes til den lille Jeg-fixerede landsby (som Tiru er!) for at fortælle på netop deres måde, hvordan man skal leve i Nu'et, ikke knytte sig til Kroppen (thi den er blot et redskab) og ikke stole på tankerne (den onde Monkeymind - vær på vagt!). Hmm, måske man dog skal være fair, og fortælle, at nogle ikke siger sååå meget, men blot giver deres nærvær til de håbefuldt søgende (jeg følte mig som en luset voyeur ved at betragte dem, men det eneste jeg kan gøre er vel at se hvad der foregår - og måske mærke den udstråling fra denne eller hin [eller endda dette, for Bjerget - eller Bakken som vi kalder det - tiltrækker mange. og kaldes såmænd også guru af nogle.....] Guru), der måske en dag vil ophøje vedkommende til en form for gudestatus
§Quo Vadis har oplevet en omvæltning efter Danmissions DialogExpert har været på besøg - så nu er der rodet/ryddet op i alt det gamle, hvilket har resulteret i opblomstringen af en ellers latent energi, der lader til at kunne udrette en masse, frem for blot at gå i frustrerede cirkler. Jeg glæder mig til at høre fra den nye VU'er, når han/hun skriver på nettet fra Februar af
På den mindre offentlige note, så har vi
*gennemført Ayurvedakurset; ikke at det gør os til mestre, men pludselig er der antydningen af mening med den tale om 'warming food', 'cooling food', utremystikken, stenenes indvirkning og metallernes gavnlige egenskaber (jeg glæder mig dog til at finde ud af hvad fx en overdosis af kobber egentlig har af effekt - ikke på mig selv, det er den slags viden vi 'heldigvis' kan finde i bøger fra tidligere tiders/regimers erfaringer..............eller ubehagelige eksperimenter på dyr - er det inhumant at sige "hellere dem end mig"?)
*været på besøg i en sigøjnerlandsby med Familien Joan&Ole (og deres 3 skønne unger [Symeon&Gaberihjel, jeg savner Jer!]). Hvor er de et fascinerende folkefærd, og hvor kan man kommunikere uden at have et fælles sprog. Og hvor ville jeg gerne have haft dette exposuretrip for 3måneder siden ><>
*Været syg ´sniff´ det er jeg sådan set stadig, men hvem har dog tid til den slags?!
*Fået lov til at gøre hvad vi vil, og tage Nordpå *!!!YAI!!!*
Så.
Toget til Delhi kører om 55minutter, og min fødselsdag vil blive holdt på farten.... spændende og hektisk. Og måske en tøddel tåbeligt rent plan
En kort oversigt til at starte med, så må Maiken hive mig bort fra Computeren når toget kører (og vi skal liiige finde ting og sager forinden - fx vil det være en idé at have sin baggage, og vide hvilket spor toget mod Delhi kører)
Fra hjemkomst (fra Vipassana) og til nu er der rent faktisk sket noget i Tiru
§Der er dukket vesterlændinge op, så nu har vi mulighed for at opfylde den dialogprægede del af vores kontrakt (færdig med at have dårlig samvittighed.....)
§Der er blevet slået et væld af kurser op; dem glæder jeg mig til at se mere på ved min tilbagevenden, men den tid den glæde (eller fortrængen af savn? For det bliver noget af et hyr, Ebba&Maiken er jo som familie)
§Guruerne flokkes til den lille Jeg-fixerede landsby (som Tiru er!) for at fortælle på netop deres måde, hvordan man skal leve i Nu'et, ikke knytte sig til Kroppen (thi den er blot et redskab) og ikke stole på tankerne (den onde Monkeymind - vær på vagt!). Hmm, måske man dog skal være fair, og fortælle, at nogle ikke siger sååå meget, men blot giver deres nærvær til de håbefuldt søgende (jeg følte mig som en luset voyeur ved at betragte dem, men det eneste jeg kan gøre er vel at se hvad der foregår - og måske mærke den udstråling fra denne eller hin [eller endda dette, for Bjerget - eller Bakken som vi kalder det - tiltrækker mange. og kaldes såmænd også guru af nogle.....] Guru), der måske en dag vil ophøje vedkommende til en form for gudestatus
§Quo Vadis har oplevet en omvæltning efter Danmissions DialogExpert har været på besøg - så nu er der rodet/ryddet op i alt det gamle, hvilket har resulteret i opblomstringen af en ellers latent energi, der lader til at kunne udrette en masse, frem for blot at gå i frustrerede cirkler. Jeg glæder mig til at høre fra den nye VU'er, når han/hun skriver på nettet fra Februar af
På den mindre offentlige note, så har vi
*gennemført Ayurvedakurset; ikke at det gør os til mestre, men pludselig er der antydningen af mening med den tale om 'warming food', 'cooling food', utremystikken, stenenes indvirkning og metallernes gavnlige egenskaber (jeg glæder mig dog til at finde ud af hvad fx en overdosis af kobber egentlig har af effekt - ikke på mig selv, det er den slags viden vi 'heldigvis' kan finde i bøger fra tidligere tiders/regimers erfaringer..............eller ubehagelige eksperimenter på dyr - er det inhumant at sige "hellere dem end mig"?)
*været på besøg i en sigøjnerlandsby med Familien Joan&Ole (og deres 3 skønne unger [Symeon&Gaberihjel, jeg savner Jer!]). Hvor er de et fascinerende folkefærd, og hvor kan man kommunikere uden at have et fælles sprog. Og hvor ville jeg gerne have haft dette exposuretrip for 3måneder siden ><>
*Været syg ´sniff´ det er jeg sådan set stadig, men hvem har dog tid til den slags?!
*Fået lov til at gøre hvad vi vil, og tage Nordpå *!!!YAI!!!*
Så.
Toget til Delhi kører om 55minutter, og min fødselsdag vil blive holdt på farten.... spændende og hektisk. Og måske en tøddel tåbeligt rent plan
2008/11/05
hvorfor saa tyst?
Vi kan starte med lidt billeder - naar nettet nu ikke vil hvad jeg vil (det er forresten en ganske god historie - Fiskeren og Flynderen)
Et styks Sadhu - selvom de fleste af dem plejer at vaere klaedt i Orange. Nogle steder kan man ikke vaere hellig mand, hvis man ejer noget som helst, eller indtager noget, der strider mod de tantriske regler, hvoraf der er 5. sex, alkohol, mad (i overdrevne maengder), tobak, ... . garanteret mere. Andre steder SKAL man indtage eller forbruge een af de ellers forbudne frugter, saa i de egne finder man Sadhuer, der fx er monsterfulde paa kirkegaardene, indsmurt i aske.
Mr. Vankedesh og Maiken leger i vandet fra Daemningen
Det er saa den Fry-ball jeg har proevet at fjerne olie fra; hvilket sisyfos-arbejde, det er lige foer de drypper med det. Naaja, snacks skal vel ikke vaere sunde, og snacke? dEt kan Inderne, og de kan saamaend ogsaa hygge... maaske i overmaade grad hvis jeg skal vaere aerlig
Det kraever dels en tredjemand til at tage et foto af os, og dels at humoeret overhovedet er til billeder. Godt nok skinnede solen, men det var nu overkommeligt rent varmemaessigt (trods min roede snude fra dagen foer)
http://imgs.xkcd.com/comics/bored_with_the_internet.jpg
det er maaske lidt unfair at jeg bliver ved med at stjaele fra andre i form af citater og billeder, men har andre sagt det bedre, hvorfor saa ikke lade dem?
Quo Vadis er forresten vaagnet op til daad. Eller...? Det vil sige, cafeen er startet, og koerer nogenlunde - naar kokken altsaa ikke drikker sig plakat fuld. Kunderne kommer - indlysende nok - ikke, naar der den ene dag er aabent, den anden ej. Og det er kunderne (vesterlaendingene/touristerne), der er maalgruppen, men som Matthias paa kurset i Auroville saa slaaende sagde: Well, everyone who's around here will be on some sort of spiritual journey. Og historien er ofte den samme. noget med en krise og kedsomhed ved det gamle, tilsat en god maengde higen efter mere magisk taenkning.
Jeg ville egentlig maegtig gerne sidde og noerkle noget mere her paa blog'en, men det kommer der ikke meget dialog ud af; det goer der forresten heller ikke af (igen) at bruge en hel dag i et koekken, hvor der alligevel ikke kommer videre mange kunder. Jeg har altid nydt at lave mad (det er en sandhed med modifikationer, for naar jeg ikke kan finde hoved og hale i projektet, saa kan jeg godt gaa hen og blive noget hys), og som saadan er det derfor en fin tjans - at kokkerere for Quo Vadis mhp at fodre 20-40 gaester
arbejdarbejd (Veg.burger, hummus, daddelkage, tortilla...)
men!
er det saa ineffektivt et koekkenpersonale som det jeg har oplevet her, saa bliver jeg ikke blot hys, men ogsaa stresset, for naar jeg skal bruge gryden, og den de sidste 16 timer har staaet i opvasken, hvorfor pokker sidder damen saa blot og kigger ud i luften? Og naar hun bliver bedt om at lave mad, saa vasker hun op i stedet? Gawd........... mere om det i den naeste blog, der gaerer noget under pandeskallen, det bliver ganske fint at se det paa skrift, og evt faa feedback paa om jeg er helt galt afmarcheret.
(dagens overraskelse: en slange snoede sig forbi, liiige foer jeg satte foedderne paa nederste trin *hvisle*)
Maden er et kapitel for sig. Altsaa paa den gode maade ^^
Paa Vipassana var det noget af det eneste, der aendrede sig i den daglige trummerum, og den lille sandhed "Madkultur er en rejse i sig selv" gik op for mig.
Simpel mad, og saa alligevel mere kompleks og tidskraevende end det er behageligt at fatte - naar man er outsider altsaa.
Inderne er mere end overbeviste om, at vesterlaendinge hverken bryder sig om, eller kan taale spicy foods. Vores ven Vankedesh gik straks i gang med at fjerne chili fra min fryball (ja, jeg aner ikke hvad de hedder, men det er dejg, masser af krydderier og saa i frituren med dem), indtil jeg fik jaget ham vaek.
Ris kan anrettes paa et hav af muligheder, og paa saa velsmagende man`er, at jeg endnu ikke er blevet traet af de ellers noget kedelige stoerrelser. De findes i 5 eller flere forskellige afskygninger, kan grindes, og bruges til dosai (pandekager), idlies (tilsaettes linsemel og laves til bolde, der dampes), porridge m ingefaer, diverse gryder (fx curdrice - kog ris, tilsaet lidt maelk undervejs og mix med youghurt de sidste 5 minutter)
Frugterne er friske og smager vidunderligt
Non-veg (dvs koed) er noget man skal lede efter, og underligt nok, saa savner jeg ikke koed videre meget; maaske fordi maden er saa varieret alligevel, og kan indeholde alt hvad kroppen behoever (isaer hvis maden er hjemmelavet - restaurantmad har det med at mangle den omsorg man selv kan foeje til maden...og jeg, det lyder noget farfetched)
Ayur, liv. Veda, viden
Krydderier og Urter er en hel videnskab for sig. Ikke blot paa det rent basale niveau med at holde styr paa smag og dufte, selvom det er mere end omfattende! Nej, AyurVeda kalder de rent faktisk for videnskab
Samlet set er det et virvar af helhedstaenkning og overtro.
Paa den ene side er det mere end indlysende: det du omgiver dig med og det du indtager, det har indvirken paa dig. Birgitta af Bingen (?) er det vesterlandske eksempel paa urtekyndighed, og hvor jeg dog ser frem til at besoege klostre, museer (fx i Oslo) og haver igen. Ikke at jeg tror jeg kan kapere det hele, men der er (maaske) en smule mindre overtro involveret....?
Paa den anden side... well, der var den igen. Mig og min skepsis overfor alle de overleverede ting og sager. Kinesiologi. Stenenes vibrationer. Zoneterapi. Metalurgi. Kiromanti. Akupunktur. Oliemassage.
Der er garanteret en pokkers masse, der virker, men hvor maa der ogsaa vaere meget gejl indblandet.
Det kan jeg sige mere om naar kurset i BasicAyurvedicMassage er ovre; og garanteret endnu mere saa naar Advanced ogsaa er afsluttet, men det er omkring juletid.
(jeg blev traet af skaegget, saa nu ligner jeg mig selv igen - eller?)
Nu maa det vaere tid til at hente op paa et mere vestligt perspektiv; Aldous Huxley's Brave New World.
Et styks Sadhu - selvom de fleste af dem plejer at vaere klaedt i Orange. Nogle steder kan man ikke vaere hellig mand, hvis man ejer noget som helst, eller indtager noget, der strider mod de tantriske regler, hvoraf der er 5. sex, alkohol, mad (i overdrevne maengder), tobak, ... . garanteret mere. Andre steder SKAL man indtage eller forbruge een af de ellers forbudne frugter, saa i de egne finder man Sadhuer, der fx er monsterfulde paa kirkegaardene, indsmurt i aske.
Mr. Vankedesh og Maiken leger i vandet fra Daemningen
Det er saa den Fry-ball jeg har proevet at fjerne olie fra; hvilket sisyfos-arbejde, det er lige foer de drypper med det. Naaja, snacks skal vel ikke vaere sunde, og snacke? dEt kan Inderne, og de kan saamaend ogsaa hygge... maaske i overmaade grad hvis jeg skal vaere aerlig
Det kraever dels en tredjemand til at tage et foto af os, og dels at humoeret overhovedet er til billeder. Godt nok skinnede solen, men det var nu overkommeligt rent varmemaessigt (trods min roede snude fra dagen foer)http://imgs.xkcd.com/comics/bored_with_the_internet.jpg
det er maaske lidt unfair at jeg bliver ved med at stjaele fra andre i form af citater og billeder, men har andre sagt det bedre, hvorfor saa ikke lade dem?
Quo Vadis er forresten vaagnet op til daad. Eller...? Det vil sige, cafeen er startet, og koerer nogenlunde - naar kokken altsaa ikke drikker sig plakat fuld. Kunderne kommer - indlysende nok - ikke, naar der den ene dag er aabent, den anden ej. Og det er kunderne (vesterlaendingene/touristerne), der er maalgruppen, men som Matthias paa kurset i Auroville saa slaaende sagde: Well, everyone who's around here will be on some sort of spiritual journey. Og historien er ofte den samme. noget med en krise og kedsomhed ved det gamle, tilsat en god maengde higen efter mere magisk taenkning.
Jeg ville egentlig maegtig gerne sidde og noerkle noget mere her paa blog'en, men det kommer der ikke meget dialog ud af; det goer der forresten heller ikke af (igen) at bruge en hel dag i et koekken, hvor der alligevel ikke kommer videre mange kunder. Jeg har altid nydt at lave mad (det er en sandhed med modifikationer, for naar jeg ikke kan finde hoved og hale i projektet, saa kan jeg godt gaa hen og blive noget hys), og som saadan er det derfor en fin tjans - at kokkerere for Quo Vadis mhp at fodre 20-40 gaester
arbejdarbejd (Veg.burger, hummus, daddelkage, tortilla...)
men!er det saa ineffektivt et koekkenpersonale som det jeg har oplevet her, saa bliver jeg ikke blot hys, men ogsaa stresset, for naar jeg skal bruge gryden, og den de sidste 16 timer har staaet i opvasken, hvorfor pokker sidder damen saa blot og kigger ud i luften? Og naar hun bliver bedt om at lave mad, saa vasker hun op i stedet? Gawd........... mere om det i den naeste blog, der gaerer noget under pandeskallen, det bliver ganske fint at se det paa skrift, og evt faa feedback paa om jeg er helt galt afmarcheret.
(dagens overraskelse: en slange snoede sig forbi, liiige foer jeg satte foedderne paa nederste trin *hvisle*)Maden er et kapitel for sig. Altsaa paa den gode maade ^^
Paa Vipassana var det noget af det eneste, der aendrede sig i den daglige trummerum, og den lille sandhed "Madkultur er en rejse i sig selv" gik op for mig.
Simpel mad, og saa alligevel mere kompleks og tidskraevende end det er behageligt at fatte - naar man er outsider altsaa.
Inderne er mere end overbeviste om, at vesterlaendinge hverken bryder sig om, eller kan taale spicy foods. Vores ven Vankedesh gik straks i gang med at fjerne chili fra min fryball (ja, jeg aner ikke hvad de hedder, men det er dejg, masser af krydderier og saa i frituren med dem), indtil jeg fik jaget ham vaek.
Ris kan anrettes paa et hav af muligheder, og paa saa velsmagende man`er, at jeg endnu ikke er blevet traet af de ellers noget kedelige stoerrelser. De findes i 5 eller flere forskellige afskygninger, kan grindes, og bruges til dosai (pandekager), idlies (tilsaettes linsemel og laves til bolde, der dampes), porridge m ingefaer, diverse gryder (fx curdrice - kog ris, tilsaet lidt maelk undervejs og mix med youghurt de sidste 5 minutter)
Frugterne er friske og smager vidunderligt
Non-veg (dvs koed) er noget man skal lede efter, og underligt nok, saa savner jeg ikke koed videre meget; maaske fordi maden er saa varieret alligevel, og kan indeholde alt hvad kroppen behoever (isaer hvis maden er hjemmelavet - restaurantmad har det med at mangle den omsorg man selv kan foeje til maden...og jeg, det lyder noget farfetched)
Ayur, liv. Veda, viden
Krydderier og Urter er en hel videnskab for sig. Ikke blot paa det rent basale niveau med at holde styr paa smag og dufte, selvom det er mere end omfattende! Nej, AyurVeda kalder de rent faktisk for videnskab
Samlet set er det et virvar af helhedstaenkning og overtro.
Paa den ene side er det mere end indlysende: det du omgiver dig med og det du indtager, det har indvirken paa dig. Birgitta af Bingen (?) er det vesterlandske eksempel paa urtekyndighed, og hvor jeg dog ser frem til at besoege klostre, museer (fx i Oslo) og haver igen. Ikke at jeg tror jeg kan kapere det hele, men der er (maaske) en smule mindre overtro involveret....?
Paa den anden side... well, der var den igen. Mig og min skepsis overfor alle de overleverede ting og sager. Kinesiologi. Stenenes vibrationer. Zoneterapi. Metalurgi. Kiromanti. Akupunktur. Oliemassage.
Der er garanteret en pokkers masse, der virker, men hvor maa der ogsaa vaere meget gejl indblandet.
Det kan jeg sige mere om naar kurset i BasicAyurvedicMassage er ovre; og garanteret endnu mere saa naar Advanced ogsaa er afsluttet, men det er omkring juletid.
(jeg blev traet af skaegget, saa nu ligner jeg mig selv igen - eller?)Nu maa det vaere tid til at hente op paa et mere vestligt perspektiv; Aldous Huxley's Brave New World.
Subscribe to:
Posts (Atom)