Fødselar i det kolde Nord

Nord-Indien selvfølgelig, eller MiniTibet, når her nu er fyldt med folk i eksil - hvad gør man egentlig med "den slags"...? Det lyder groft, men kan man forvente at have rettigheder, når man ikke er tilknyttet noget sted/land? Det burde være simpelt, et menneske er vel et menneske, med det værd vi nu har; selvom et liv ikke altid føles som 'noget'

Siden sidst:
Chennai-New Delhi. 34 timer i tog; en uendelig chanten af "Chai/Coffee/Biriyani/Samosamosamosa/...", for der blev solgt stort set alt - manglede vi en kæde eller en skosål eller en lille Ganesha, jamen så var der en sælger til at dække liiige netop vort behov; ganske fascinerende egentlig, men ikke klokken 2 om natten, ligesom (syd?)Indere ikke er blege for at inddrage resten af toget i denne eller hin meget højlydte diskussion, også når klokken har passeret de 3-4stykker
tsktsk, det lyder som brok det hele, men det er nu bare oplevelser at dele ud af ^^
Landskabet ændrede sig selvfølgelig, men hvordan beskriver man det nok? Det er jo et subkontinent vi har haft krydset, med 2 gange nattemørke til at skjule forskellene. Mest markant har skellet mellem Tiruvannamalai og Dharamsala været, men mere om det lidt senere.

Delhi. Har stort set alle haft advaret imod, for det skulle være en larmende, ubehagelig by - underligt nok havde både Maiken og jeg ondt i ørerne af stilhed, næsten som at komme til Løgumkloster i vintersne, efter at have boet op og ned af s-toget. Tro det eller lad være, 150000 indbyggere larmer og sviner mere end Indiens hovedstad gør - hovedstadens indbyggere gør ellers også deres, men de har mere plads at brede sig på, og er ikke nær så bondske (så, arrogancen til side!).
Vi havde ikke mere end halvandet døgn at bruge, så Red Fort og super-Mosqu'en var det højest prioriterede, samt det at vade rundt i små gader, gyder, smøger og stræder - dër hvor livet leves til fulde! Sikherne bød os dog indenfor i deres tempel, og vi fik intro, rundvisning og samtale om hvad de egentlig er for nogle størrelser...
Kunst og Kaos kan Delhi også byde på, både rent arkitektonisk, malerisk og trafikmæssigt (vi blev hjulpet over en mainroad af en venlig autodriver, for vi turde simpelthen ikke krydse på egen hånd... noget i stil med Max og Antonette, hvis andre erindrer dem^^)

Delhi-Dharamsala. Godt jeg ikke har ansvaret for chaufførens kørsel, for med den fart på de små stier? Puuuh..... især når man ser (i mørket kl 3 om natten, for sove kunne jeg ikke i det bumleri) en bro være styrtet sammen, men det siger sføli mere om indiske bygmestre, end om bussens vægt.....eller? Spændende tur, og det er helt vemodigt hjemligt at vandre rundt og finde fyretræer, gråspurve, skovsyre og efterårsvejr, når der endnu er 7 uger til jeg har dansk grund under fødderne.

Dagen i dag. Jamen jeg har jo dag i dag, og Ebba har skrevet at der venter et helt læs post i Tiru ved min hjemkomst - tak! At blive vækket af gyldent lys gennem ruderne, at kunne klæde sig vinteragtigt på, at være lidt moody, for der er mindre sol og mere indelukkethed heroppe nordpå - at vandre en 6timers tur efter en tåbelig yogaclass (ja, jeg er træt af New/Old Age pt...). Jeg mærker helt bestemt mere et gudsforhold når jeg har åbne øjne, har selskab, og mærker at verden er mig nær.

Egentlig er jeg også ved at være træt af alt det her existentielle tankegods, but still....

Næste Station! Bliver Haridwar, og så kan Ganges krydses af på den famøse "Things2do"-liste.



Billeder,må vente, nettets sløvhed dræber mig sq snart, BroKKe