Nord/Syd:
(Med garanti en noget intermingled omgang skribleri ^^)
Varmen har helt klart været noget, der har gjort indtryk og sat spor; jeg har sjældent haft noget til overs for dovne latinoer, der fandt det nødvendigt med en siesta, for det var da spild af tid!? Især af min, når jeg nu ville ind på dette givne museum (eller rettere, mine forældre ville, og det kan jeg være glad for i dag, selvom jeg dengang langt hellere ville læse en bog eller plaske rundt i vand et eller andet sted).
Jeg har været nødsaget til at ligge brak, og mon ikke der er lidt af hvert at lære for mig i det? Så som at geare ned, og lade tingene flaske sig efterhånden. Måske, men denne "Leven fra Hånden til Munden" sætter sine spor i den daglige gøren og laden; Først og fremmest, jamen så regner alle lige pludselig med at 'det da ordner sig selv', ganske som det alment menneskelige (og særdeles sørgelige) fænomen 'Fælleseje', der bliver til at alle må ødelægge det, man ellers burde have ansvar for - grrrr.
Dernæst, så har vi begge bemærket en anden form for keren om tingene her i Nord; mange af husene på det stykke vi nu engang vandrede rundt i i MiniTibets omegn, og det endnu belyste stykke af busturen mellem Dharamshala og Haridwar, well, det virkede hjemligt, næsten kolonihaveagtigt. Husene havde et personligt præg hist og her (lidt rundede kanter, buede vindueskarme, passede og plejede blomster, en hæk, der nysseligt er trimmet). Stemningen har også virket mere nordlig, ikke så meget sydlig "in your face" og konstant klæben (selvom trafikken er en undtagelse - selvom man går i den modsatte side af den modkørende bilist, så kan man være sikker på at skulle springe til side alligevel), men en langt mere reserveret holdning, et smil, der er lidt sværere at få til at bryde frem, men når det lykkes, så er det så meget mere dybt. Hjælpsomhed er generelt et særkende, og nok er man (vi/jeg) noget skeptiske over at modtage hjælp, der ikke er spurgt efter, men nok er mange ude efter de penge vi efter sigende skulle kaste i grams (det gør vi i og for sig også -- set med en inders øjne, og derfor tillader de sig at kræve mere for varerne; til tider til vores irritation, men som oftest for indiske venner og bekendtes græmmelse, for det er ikke et image de bryder om at blive kategoriseret med), der er dog en masse venligtstemte sjæle, der blot ønsker at guide forvirrede (vesterlændinge) på ret spor, selvom dette til tider indebærer en "komfort" vi ikke ønsker.
I Syd har vi gjort den erfaring at man skal spørge mange om den samme ting, og derefter håbe, at majoriteten har ret. Heroppe spørger man og får svar. Vil man vide mere må man spørge mere, for det er bestemt ikke sikkert at den vej man spurgte om er den nemmeste, men nu var det netop dén der blev spurgt efter, ikke Inderens egen mening.
Farverne sydpå var skrappe, men det gik nu godt i spænd med vejr og hudfarve (nærmest mørkere end de fleste afrikanere. Og den typiske tamiler er vist lidt rundkindet), hvor det her nordpå er mere dæmpede (tunge) farver, og gerne i mange lag, for nok traver jeg helst rundt i korte ærmer i dette vejr, men jeg er heller ikke perser af æt (ok, om morgenerne og sent på aftenerne kræver det lidt mere tøj, men jeg nyder nu at have et ordentligt klima at færdes i ^^)
Og helt generelt:
Et enormt særkende jeg nok aldrig kommer overens med er den generelle Ineffektivitet vi har mødt; dvs medmindre det kommer til at udøve (udnytte?) den givne magt, gerne i bureaukratisk og kedeligt øjemed, så ALT tager hundrede år længere end det burde, for ikke nok med at vide hvem du er og hvad du evt. har glemt ved en af NationalParkens bænke, næh nej, de skal også have formålet med indholdet af det glemte (ja det er mig en kattepine, jeg havde ellers fundet 2 ganske perfekte julegaver, og så bliver de forlagt i forvirringen og trætheden, der følger i hælene på ca 19timer undervejs.....brokke!), adresse, transport til og fra stedet mm at vide - ja, det var lige før skovbetjenten gerne havde set kvitteringer og visum/pas før han helmede.
Det hjælper dog gevaldigt at kunne tage skrankepaverne med et smil på læben, og grine af dem bagefter, og tage det som en oplevelse, for i Danmark er man (jeg) stort set forskånet den slags kedelige typer - medmindre jeg vil have noget igennem på Kommunen, hos Skat, ved Posten, eller DSB. Pokkers - det er jo dem man ikke har de store alternativer til...
Man kan også være flabet og møve sig frem, eller kende vedkommende bag disken, men det kræver vistnok noget længere tid for at indpasse sig denne kultur, blandt andet lære det lokale sprog (Hindi skulle have indoeuropæiske rødder - sært, men det virker nu mere tilgængeligt end tamil).
Her er mig forøvrigt en kende for chauvinistisk: Maiken står i kø i 5-10 minutter og bliver ignoreret; jeg dukker op, og stiller mig ved hendes side, og straks henvender ekspedienten sig - til mig altså.... tsktsk
Der er meget mere at sige, men sidste bemærkning må være min fuldkomne forbløffelse over at Indere endnu har nogen hørelse; ja, jeg kan beklage mig over det i én uendelighed, men det er da for underligt at man måler en by's hellighed i decibel.........noget, der gør, at jeg ikke helt ser frem til at "vende hjem" til Tiruvannamalai - på den anden side, så er den også en HippieTouristBy, ganske som McLeodGanj og Rishikesh, så muligheden for at være blandt vesterlændinge er der også (dog, jeg vil savne 3 vesterlændinge noget videre grumt - måske jeg skulle lave en nedtællingsseddel, ligesom da jeg var lille og utålmodigt ventede på min fødselsdag?).
Andre emner;
Hvad gør da en Gud/et Menneske?
Hvordan kan man dog klare den kost...?
spørg gerne, jeg mangler lidt inspiration.
A/B
No comments:
Post a Comment