Alle de spørgsmål, der florerer her - det er hårdt arbejde, når 42 ikke er én svar nok:
Hvad er meningen med livet, universet og det hele?
Hvorfor er vi her?
Hvad skal jeg gøre med dette liv, jeg ikke selv har bedt om, og som arter sig som om jeg ikke har kontrol?
Eller det klassiske fra den lidt ældre VU'er:
"Do you have Waffles?" www.weebls-stuff.com/toons/Waffles
Svar er her lige så mange af – indimellem er det et underligt ansigtsudtryk, fulgt af noget, man slet ikke spurgte ind til (eller forstår som andet end Miraculix-agtig 'bandebandebande'), men det bliver det ikke mindre svar af; andre gange er det mindre svar, og mere Statements, som:
'Jeg er Sandheden, Vejen og Livet'
"Den har vi hørt så mange gange før" kunne man indvende, men så falder pointen til Jorden. Det lille ER, er slet ikke så lille igen, det sammenstiller jo den afdøde nazaræer med – ja, med hvad? Er det underligt, at man – i fald man vil tage ham seriøst i denne henseende – også giver sit nik, til at Han ikke blot er Jesus, men også Kristus og Frelser?
Enten sætter man sit lys under en skæppe, eller også fortæller man tingene som de – ifølge ens overbevisning – er, og gør man det bestemt og længe nok, så får man fjender og venner i flokkevis, for:
Fanatikere er interessant selskab
Hvad end man flokkes, for at klynge Vismanden / Guruen / Messias op (evt. bare med akademiske stridsskrifter), eller for at følge vedkommendes verdensbillede.
Til alt held er der også mellemvejen, hvor man "bare" stiller uddybende spørgsmål, og lytter.
Kedeligt? Uærligt? Uengageret?
Det synes jeg egentlig ikke. Jeg nyder at udfordre mit verdensbillede (som jeg selvf'ølgelig mener er det rette - for mig) og mine gængse forestillinger, og det er der rig mulighed for her, med alle de
Prædikere
man kan møde:
Maha, en amerikaner hos ISKCON i Bangalore, der i en 5-6års tid har viklet sig mere og mere ind i HareKrishnas doktriner, præsenterede sig faktisk som prædikant – og derefter strømmede der ikke meget andet end Sokratisk-Maieutiske svadaer, i stil med Brahma Kumaris'. For
eksempel: "når du sætter dig ind i bilen, så bliver du ikke bilen, vel? Da er du heller ikke din krop", og en masse mistillid overfor det, der er omskifteligt; dvs. alt.
Jeg troede ærligt talt vi var kommet lidt videre end de kære eleatere, men nej, se blot til Buddha'en, så er der skepsis for alle penge – hvordan man håndterer og tolker, dét er så en helt anden historie.
Om alt er, så kom der indimellem lidt info om sekten, der – hvis kan man ikke finde på andet at rose dem for – står for madlavning i topklasse! Se deres hjemmeside...
Deres Pujah er – som enhver anden hinduistisk tilbedelsesform – støjende, være det sig lyd, lys eller lugt. Ceremonien (afguderi?) var mig noget imod at deltage i, men en del andre vesterlændinge hoppede og sang af fulde hals; er de at afsky fordi de tilbeder og falder på
knæ, frem for at sidde med foldede hænder i inderlig bøn? Næh, man kan da se, de er engagerede; det er ikke altid tilfældet i danske kirker om søndagen......
En Brahminsk lære. Det strålede Maha af at præsentere det som, for Kastesystemet er et af målene, der skal gennemføres før Verden er rede til ret visdom fra Vishnu, der egentlig er overalt, og ikke blot er afbildet i statueform (vi er jo ikke idolaters) – det er kun svage og
denne skrøbelige krop, der har behov for ydre holdepunkter.
Indtil da, så kan HareHareKrishnaHareGovindaHareRamHareRametcetc til alt held
redde alle og enhver fra denne sørgelige tidsalder.
Den studietime, jeg havde glæden at overvære, baseredes på hovedskriftet BhagavadGita, hvis tekst gengaves på det originale Sanskrit og en ord-for-ord-oversættelse. Klassen sad og gentog ordret, og spørgsmål var der ingen af – måske ikke sært, for tekstens mere meningsgivende udgave, samt tolkningen&forklaringen, udfoldes af Guruen (der slutteligt skulle være blevet forgivet af de Skriftkloge omkring ham), der ikke er tilgængelig for andre end Åndemanere.
Om der på et senere tidspunkt kommer decideret tænkning på bordet fra den enkelte er mig uvist, men udenadslære skulle vist være ret hipt blandt brahminer, så det er nok underordnet at forstå indholdet, =?
så længe man kan recitere det smukt, og gerne i kor (og dét kan de ovre i Ashrammet!).
For at hævde sig selv, må man nedgøre andre, og Angreb er som bekendt det bedste forsvar – medmindre man (som 'rette' kristne apologeter/missionærer) lader ord vige for handling – så jeg undrede mig ikke videre over at både Maha og Ajati tog det kneb i brug; Ajati var dog en del bedre til at trække linier med og mod kristendommen, der (når han nu havde en teolog til bords) var et passende eksempel på religion. En indsnævrende, intolerant og ubehagelig størrelse, til forskel fra hans retning, nemlig
Advaita Vedanta,
der på ingen måde tåler sammenstilling med religion, for den slags er tegn på et svagt og indskrænket ego, der ønsker kontrol og grænser – for sig selv såvel som andre.
Der er mængder af filosofi, bunker af traditioner at holde styr på (et af de sjovere er Advaita-svaret til spørgsmålet om skabelse "Skabelse? Ikke noget for mig, jeg er" *man skulle nok have været der*), og vil man virkelig ind under huden på en NonDual Tænker, så kræver det langt mere end de 3 timer jeg brugte.
Til alt held har jeg været ført gennem tankebanerne før – af min nysgerrighed, af filosofiundervisning helt generelt, og Herr Gregersens dogmatiske forelæsninger specifikt (tak!).
Hvor må det være skønt med et skudsikkert system, der nok kræver uanede mængder af tid (ja, flere tusinde liv!), men som dog giver én fred nok til at vide sig sikker på, at man er et med Altet, frem for ydmygt at håbe på en Barmhjertig og Retfærdig udgang...............eller?
Rumæneren Ajati startede sin søgen med det 'simple' udgangspunkt: "Jeg vil ikke dø" (og hvem vil egentlig det? Indtil man indser værdien af liv, og det tomme i at se alle dø fra én - igen og igen og igen), og har været rundt omkring for at finde viden om hvordan det opnås – studie på college, tilnærmelsesvis fysisk perfektion, yoga og slutteligt meditation over mantraer som "Jeg er Brahma; Brahma er Alt; Brahma er; Jeg er". [der var det lille ER igen]
Så han har opkastet sig selv til at være Alt – eller Gud, om man vil. Det synes jeg er temmelig indbildsk, ikke mindst, når man påstår, at den eneste måde at komme til denne perfektion, er at afskrive sig alverden – det til trods sidder "man" og dømmer sin omverden, griner af de søgende og håbefulde (ikke mindst de, der helst ville kombinere ret åndelig praksis med et job, hvor indtjeningen tillader hverdagsluksus)…og spiser vesterlandsk på restaurant, holder foredrag mv...
Egentlig kunne vi enes om langt det meste, men at blive et med Gud var mig for meget (og så alligevel - "Når Gud bliver Alt i Alle" er vel også en sammensmeltning, bare ikke på menneskelige præmisser). Hovedforskellen lå snarere i
Jeg forundres over hvad det fantastiske ved det næste liv egentlig er...?
Ligesom jeg ikke kan greje, at folk folk falder i svime over en guru, 'blot' fordi "She was like, y'know – pure nothing, man!".
Guruen er faktisk ganske mild og venlig at se på - men sig mig, ville de fleste ikke være det, hvis de kun var 4 fod høj, og blev vartet op? De fleste andre småfolk her, well, de har det ikke super nemt. Det kommer dog nok an på hvilken egn, og hvilke traditioner, der verserer, om det er godt eller skidt at være abnormal
Anyhow,
så har jeg meget mere til overs for Daph's
www.rameshbalsekar.com/satsang.asp
, der siger:
"dette er mit forslag; hvordan du tager det op, det er ikke min opgave – for egentlig er det slet ikke mig, der gør noget, men Dukkeføreren, der virker gennem mig, og ligeså gennem dig… Ingen er skyldige, alle er blot programmerede, være det sig Moder Teresa eller Hitler, så gjorde de deres opgave, nemlig det eneste de kunne, for Gud er i alle handlinger. Den eneste forskel, der er mellem den vise og den gængse, er indsigten: Hvad end der sker, så er handlingen ikke min. Om jeg vil det eller ej, så gør jeg Guds vilje. Inshallah ~ ske din Vilje.".
Det er et ganske perfekt system, men et samfund kan vel næppe bygges uden etik og moral, når det er 'ok' at man siger "I'm the Devil, and I'm here to do the Work of the Devil", hvorefter man går HelterSkelter med resten af Familien...
Tanken er såmænd heller ikke ny (det er heldigvis også de færreste, der påstår det om deres lære) og for mit vedkommende var det et kærkomment (på sin vis – for jeg bliver altid så pokkers træt og moody) gensyn med Kierkegaard – i den engelske udgave af "Frygt&Bæven" og "Sygdommen til Døden" (og så går takken selvfølgelig til Herr Söderqvist). "in despair [not] wanting to be oneself - Despair is the Sickness unto Death - Despair is Sin".
Jeg gentager nok mig selv: Matrix-universet er en elegant indføring, men som med alt andet, så skal man vide hvad man ser efter; kan det undre, at det er en inder, en programmør ikke mindst, der siger noget i stil med "I do what I do, because I have to"
Med mindre søvn i årerne
har jeg dog lige så meget tålmodighed med prædikeren, der stemmer min dørklokke, som med tiggeren, der hiver fat i min arm; om det er en udspringer af den kristne fortælling (Moses Hansen, Mormoner eller Jehovas Vidner) eller mere fantasifulde [?] kreationer (som Scientology), så er deres energi mig en plage;
Er det ikke den samme energi, der bør drive hver enkelt kristen til mission..?
Både og. Fra mange sider - teologer som præster som folk helt generelt - har jeg hørt smøren:
"mission? Det er det, der foregår i Kirken om søndagen.". Det er da hvad man kan kalde indre mission......
Til gengæld; I Gellerup, under Dialogpiloternes rundflyvning i det talte sprogs muligheder og grænser, mødte vi præsten, der sagde det så smukt, at jeg ikke kan genfinde sætningen ordret, men følgende indeholder essensen:
"Jeg lever i mission."
Altså, hendes liv er et vidnesbyrd om Kristus, og lever derved op til kravet om evig bøn, hvis
handlen da kan siges at være aktiv bøn?
Ramana Maharishi, guruen over dem alle (i hvert tilfælde her ved Arunachala) summerede sin lære på noget nær samme måde:
du skal ikke meditere 1 eller 3, men 24 timer om dagen.
Dét er devotion, om man så sætter sig selv til tjeneste for andre, eller søger egen "frelse", den sag må man tage op med sig selv.
Den studietime, jeg havde glæden at overvære, baseredes på hovedskriftet BhagavadGita, hvis tekst gengaves på det originale Sanskrit og en ord-for-ord-oversættelse. Klassen sad og gentog ordret, og spørgsmål var der ingen af – måske ikke sært, for tekstens mere meningsgivende udgave, samt tolkningen&forklaringen, udfoldes af Guruen (der slutteligt skulle være blevet forgivet af de Skriftkloge omkring ham), der ikke er tilgængelig for andre end Åndemanere.
Om der på et senere tidspunkt kommer decideret tænkning på bordet fra den enkelte er mig uvist, men udenadslære skulle vist være ret hipt blandt brahminer, så det er nok underordnet at forstå indholdet, =?
så længe man kan recitere det smukt, og gerne i kor (og dét kan de ovre i Ashrammet!).
For at hævde sig selv, må man nedgøre andre, og Angreb er som bekendt det bedste forsvar – medmindre man (som 'rette' kristne apologeter/missionærer) lader ord vige for handling – så jeg undrede mig ikke videre over at både Maha og Ajati tog det kneb i brug; Ajati var dog en del bedre til at trække linier med og mod kristendommen, der (når han nu havde en teolog til bords) var et passende eksempel på religion. En indsnævrende, intolerant og ubehagelig størrelse, til forskel fra hans retning, nemlig
Advaita Vedanta,
der på ingen måde tåler sammenstilling med religion, for den slags er tegn på et svagt og indskrænket ego, der ønsker kontrol og grænser – for sig selv såvel som andre.
Der er mængder af filosofi, bunker af traditioner at holde styr på (et af de sjovere er Advaita-svaret til spørgsmålet om skabelse "Skabelse? Ikke noget for mig, jeg er" *man skulle nok have været der*), og vil man virkelig ind under huden på en NonDual Tænker, så kræver det langt mere end de 3 timer jeg brugte.
Til alt held har jeg været ført gennem tankebanerne før – af min nysgerrighed, af filosofiundervisning helt generelt, og Herr Gregersens dogmatiske forelæsninger specifikt (tak!).
Hvor må det være skønt med et skudsikkert system, der nok kræver uanede mængder af tid (ja, flere tusinde liv!), men som dog giver én fred nok til at vide sig sikker på, at man er et med Altet, frem for ydmygt at håbe på en Barmhjertig og Retfærdig udgang...............eller?
Rumæneren Ajati startede sin søgen med det 'simple' udgangspunkt: "Jeg vil ikke dø" (og hvem vil egentlig det? Indtil man indser værdien af liv, og det tomme i at se alle dø fra én - igen og igen og igen), og har været rundt omkring for at finde viden om hvordan det opnås – studie på college, tilnærmelsesvis fysisk perfektion, yoga og slutteligt meditation over mantraer som "Jeg er Brahma; Brahma er Alt; Brahma er; Jeg er". [der var det lille ER igen]
Så han har opkastet sig selv til at være Alt – eller Gud, om man vil. Det synes jeg er temmelig indbildsk, ikke mindst, når man påstår, at den eneste måde at komme til denne perfektion, er at afskrive sig alverden – det til trods sidder "man" og dømmer sin omverden, griner af de søgende og håbefulde (ikke mindst de, der helst ville kombinere ret åndelig praksis med et job, hvor indtjeningen tillader hverdagsluksus)…og spiser vesterlandsk på restaurant, holder foredrag mv...
Egentlig kunne vi enes om langt det meste, men at blive et med Gud var mig for meget (og så alligevel - "Når Gud bliver Alt i Alle" er vel også en sammensmeltning, bare ikke på menneskelige præmisser). Hovedforskellen lå snarere i
At leve for dette liv, med omskiftelighed og død
ellerAt leve for udfrielsen fra Livet, måske i dette, måske det næste Liv
Jeg forundres over hvad det fantastiske ved det næste liv egentlig er...?
Ligesom jeg ikke kan greje, at folk folk falder i svime over en guru, 'blot' fordi "She was like, y'know – pure nothing, man!".
Guruen er faktisk ganske mild og venlig at se på - men sig mig, ville de fleste ikke være det, hvis de kun var 4 fod høj, og blev vartet op? De fleste andre småfolk her, well, de har det ikke super nemt. Det kommer dog nok an på hvilken egn, og hvilke traditioner, der verserer, om det er godt eller skidt at være abnormal
Anyhow,
så har jeg meget mere til overs for Daph's
www.rameshbalsekar.com/
, der siger:
"dette er mit forslag; hvordan du tager det op, det er ikke min opgave – for egentlig er det slet ikke mig, der gør noget, men Dukkeføreren, der virker gennem mig, og ligeså gennem dig… Ingen er skyldige, alle er blot programmerede, være det sig Moder Teresa eller Hitler, så gjorde de deres opgave, nemlig det eneste de kunne, for Gud er i alle handlinger. Den eneste forskel, der er mellem den vise og den gængse, er indsigten: Hvad end der sker, så er handlingen ikke min. Om jeg vil det eller ej, så gør jeg Guds vilje. Inshallah ~ ske din Vilje.".
Det er et ganske perfekt system, men et samfund kan vel næppe bygges uden etik og moral, når det er 'ok' at man siger "I'm the Devil, and I'm here to do the Work of the Devil", hvorefter man går HelterSkelter med resten af Familien...
Tanken er såmænd heller ikke ny (det er heldigvis også de færreste, der påstår det om deres lære) og for mit vedkommende var det et kærkomment (på sin vis – for jeg bliver altid så pokkers træt og moody) gensyn med Kierkegaard – i den engelske udgave af "Frygt&Bæven" og "Sygdommen til Døden" (og så går takken selvfølgelig til Herr Söderqvist). "in despair [not] wanting to be oneself - Despair is the Sickness unto Death - Despair is Sin".
Jeg gentager nok mig selv: Matrix-universet er en elegant indføring, men som med alt andet, så skal man vide hvad man ser efter; kan det undre, at det er en inder, en programmør ikke mindst, der siger noget i stil med "I do what I do, because I have to"
Med mindre søvn i årerne
har jeg dog lige så meget tålmodighed med prædikeren, der stemmer min dørklokke, som med tiggeren, der hiver fat i min arm; om det er en udspringer af den kristne fortælling (Moses Hansen, Mormoner eller Jehovas Vidner) eller mere fantasifulde [?] kreationer (som Scientology), så er deres energi mig en plage;
- men hov!
Er det ikke den samme energi, der bør drive hver enkelt kristen til mission..?
Både og. Fra mange sider - teologer som præster som folk helt generelt - har jeg hørt smøren:
"mission? Det er det, der foregår i Kirken om søndagen.". Det er da hvad man kan kalde indre mission......
Til gengæld; I Gellerup, under Dialogpiloternes rundflyvning i det talte sprogs muligheder og grænser, mødte vi præsten, der sagde det så smukt, at jeg ikke kan genfinde sætningen ordret, men følgende indeholder essensen:
"Jeg lever i mission."
Altså, hendes liv er et vidnesbyrd om Kristus, og lever derved op til kravet om evig bøn, hvis
handlen da kan siges at være aktiv bøn?
Ramana Maharishi, guruen over dem alle (i hvert tilfælde her ved Arunachala) summerede sin lære på noget nær samme måde:
du skal ikke meditere 1 eller 3, men 24 timer om dagen.
Dét er devotion, om man så sætter sig selv til tjeneste for andre, eller søger egen "frelse", den sag må man tage op med sig selv.
No comments:
Post a Comment