Hos den Krammende Kali

(tænk, hun sammenlignes med den gudinde, der har en iboende dødsdrift i sig; men har alle sunde og levende væsener ikke det?)

Noget siger mig, at jeg bliver mægtig glad for ikke at holde Nytår her alligevel;
Jo, Amma virker da til at være en ganske behagelig Guru, og det ville grangiveligt være oplysende med et indblik i hvordan et Ashram fejrer passagen, når man allerede har Guds Kærlighed i menneskelig form (citat slut) iblandt sig......

At hænge rundt, og vente på at bussen triller ind, så jeg kan komme afsted til KodaiKanal, eventuelt krydret med en restaurant og ørepropper (Nytåret larmer vel som alt andet hernede=?), næh, lyder ikke super spændende, men

det er den hellighed

Den hænger mig ud af halsen, men hvorfor? Er det en frygt for det gode og det rene? Eller er det en kvalme ved at se Kyskhedsbælter i Saree-størrelse være svøbt om alle og enhver?

Naturlighed og Ligefremhed kom hid!

Denne evindelige fokus på det gode og det sande

Jeg har allerede fået nok af den igen

.........og næste trin på rejsen bliver et ZenJesuitKloster, flot =P

Engang
ja, måske på et eller andet plan endnu? Engang, der beundrede jeg de, der fravalgte Verden, og viede livet til at foregå bag murene
Jeg er langt mere skeptisk, for at afskrive sig det ansvar, som jeg mener, der er i at have dette liv til fælles, altså noget med interdependens, det er for ringe; selvom jeg på den anden side ikke kan lade være med at prise, at nogle sætter sig ud over dem selv, vælger et mål, der er større end det liv, de selv ville kunne skabe sig - eller skabe sig i, som en anden køter

grublegrublegrublegrublegruble