Første tilbageblik

Selektiv erindring
Er det vejen frem? Eller sker det bare helt af sig selv? Fire måneder er jo ingenting – og dog fylder denne periode enormt; det kan selvfølgelig hænge sammen med, at tiden i Danmark endnu begrænser sig til uger. Nåh, det skal nok blive ændret helt af sig selv, tiden løber jo på egne ben, hvad end man er guru uden, eller kontorrotte med ansvar.........

Der er alt rigeligt at tage fat på – billederne burde agere hjælpere til den svigtende hukommelse (om ikke nu, så senere), men dels er de rodet sammen, og dels er de spredt ud over Danmark.
Jeg havde ofte i tankerne at lægge billeder op, så...bedre sent end aldrig;

Solnedgang over The Dam

Ikke at erindre det smukke ville være en decideret tåbelighed, og den dag var et enormt lyspunkt på turen; om end det ville være en idé allerede dér at have husket på den geniale opfindelse kaldet solcreme. Anyhow, så er dæmninger noget af et dilemma, for nok nytter de en masse, men hvor ødelægger de dog også meget.

Indian Breakfast - Pongal, Vadai, Cofee, Chutney x2, Sambar

Spist af palmeblade, med fingrene. Vandet kunne (på givne tidspunkt) sagtens drikkes, men da jeg vendte tilbage stank det af råd - hvilket dræber appetitten og gør én aldeles syg. Det skulle man egentlig også tro, at de omgivelser dér ville have gjort, men nej, sært nok, så vænnede man (jeg) sig ganske hurtigt til det skrammede metalservice – ja, egentlig er det ikke kun den avancerede palet af krydderier jeg savner, men også det nærmest rituelle ved at bruge hånden som redskab. Dog, at skovle maden indenbords som indere har for vane (mad tager nok lang tid at lave, men nyde det, og hygge over maden, dét gør man ikke - at tale under maden lader til at være så uhøfligt som at snakke med mad i munden; nogle er dog helt generelt uhøflige og uhumske, men det er en anden side af sagen) huede mig aldrig, især ikke når det skete, for øv hvor kan man nå at hælde meget ind før maven råber "jeg har været mæt de sidste 10 skovlfulde!!!"

Fra supersukret, blød mælkekaffe (som man hælder fra kop til bæger til kop til bæger til kop til bæger til kop) over crispyspicy dybstegte linsedejsringe, til risengrødssnask (med linser og kommen), og stærk dyppelse. Ah, minder...

Hvor Aber er, kommer Aber til

og

Roadtripping

Busture er et kapitel for sig - at få et ordentligt billede kan være noget af et projekt, for sådan en bumletur kan teste enhver til grænserne for udholdenhed. Ordentlige billeder er på den anden side lige så vel at indfange stemningen, og den nysgerrighed/hjælpsomhed vi oplevede var uvurderlig - ikke mindst Vankedesh, der med en selvfølgelighed ledte os rundt. At være analfabet i et land kan være en oplevelse i starten, men hvor blev det dog frustrerende i længden, for ikke engang at kunne tage bussen uden at spørge om vej - GaAaH

"Affald er intet problem - vi har plads nok at smide det på

...og hvis det endelig er, så brænder vi det da bare". Meh.
Det ville være befriende at kunne være ligeglad, men verden hænger jo sammen. Hvorfor det også er pløkumuligt at ignorere, at der er så kummerlige vilkår i vores baghave. Det er grotesk at se Naturen bliver proppet på den måde, men indignationen bliver ikke mindre a bevidstheden om rig og fattig, der lever så nært hverandre; og befinder de sig alligevel i hver sin verden.

Var der mere brok fra den herre?

Yup, masser

Anna og Daphne.

"Why oh why!?" eller "Milk-Partey i Little Denmark"

Lidt skabet måske? underholdende i hvert tilfælde ^^
Det pyntede gevaldigt at få fjernet de pæle og metal-thingies i baggrunden, men ting tager tid; aberne fik heldigvis så meget mindre legetøj – små klamme djævle ><
Og gad vidst hvad jeg har i hånden – Det skulle vel ikke være et af de evindelige/ulæselige breve hjemlandet belemredes med? nejj, det kunne jeg aldrig finde på.

"Welcome to Bruxelles, capital of Europe"

Befriende rene linier, en hygiejne, der er i top, rigtig Espresso og sne, der fyger udenfor. Skønt var det at lande dér; så meget des bedre at kunne træde ud i Kastrup, og blive modtaget af venner – og siden hjem til familiære rammer, være det hos blods- eller ånds-frænder i østlige eller vestlige dele af Danmark (det er vel fornærmende at betragte de gamle territorier som Dansk? Jeg tænker England, Skotland, Norge etc. Men hvorfor ikke? Hvis Israel kan, kan vi vel også? {Kalmarunionen tilbage!})

Ophelia af John Everett Millais

På vejen fra Aarhus til Løgumkloster {MellemØsten i vore Hjerter}, med synet af mose og skov, var det dette billede jeg tiltroede evnen til at indfange stemningen af Mosekonebryg, kærlighed og nordligt sindelag, men http://www.artcyclopedia.com/images/Millais.jpg gør det egentlig bedre. Tiden spiller én et puds, men det er også hvad der føles som en evighed siden, at vi spillede Opium, så min erindring havde forskønnet den stakkels Ophelia og maleriet i sin helhed – selvom der som sådan ikke er noget at klandre det for.

Nok hviler der tåge over Danmark, en dyne for nogle, en kvælende kappe for andre, men ét er sikkert:

Det er her jeg hører hjemme.

Overophedede Indien huede mig ikke dernede, og huer mig ikke nu, heller ikke selvom jeg har nydt min pause (pusterum vil jeg ikke påstå det har været, for jo mere man ånder ind i dernede, des mere snavs skal man have ud af kroppen på et senere tidspunkt; garanteret også hvis man indlader sig på nogle af de sindssvage kure de nu engang er så forhippede på flere steder?).
Flotte sig af forgangne tider skal man ikke, for hvor vil der være meget bøvl at skulle stå til ansvar for på samme tid (det er så grunden til at jeg ikke fatter Staters undskyldninger for tidligere tiders handlinger. Den enkelte kan vel ikke bære en andens synd? Ansvar til gengæld - det den ene har for den anden - kan nok løftes af en flok...i fald den ikke er pøbeltåbelig eller egodum) , men nyde det, der er givet, og gøre sit for at føre det videre.
Så for pokker – tanker og ævl kommer flydende; tid til at holde inde, og nyde det omgivende landsted her i Store Andst.