En lang tid har det været

Og det har ikke skortet på oplevelser!

Være det at rykke hverdagen –
hvor midlertidigt det end blev, det med at være på en arkæologisk udgravning (for andre kan det vare år!) –
til det danske, hvor familierne
[de biologiske som såvel de valgte]
stod rede til at modtage en vildfaren slægtning
{en fortabt søn er jeg vel ikke……}
Eller nødvilligt igen at rykke rødderne fra den danske muld og her til den golde Israelske
{det passer ikke, se blot på de allestedsnærværende oliventræer!}
hvor modtagelsen stod på en kær onkel, der skulle nyde sin tid her, såvel som berige min.
Herr. Julemand, der kan være både Ole Brum og Tussi, er igen i det kolde Thule, og en lille statusopdatering må efterhånden være på sin plads (med en gevaldig tak til alle I jeg nåede at aflægge visit, med en ordentlig undskyldning til I jeg ikke fandt frem til)

Hebrew U's sjove afdeling er i gang igen, vi har været i Negev og i morgen skal vi besøge Maya (fra Graduate Office for Student Activities) 's kibbutz nær Haifa – tænk sig ikke at 'eje' sit barn…jeg kan nu godt følge Moshe Dayans forældre, der brød med den gamle og sam-ejende tanke, for i stedet at bevæge sig mod en mere bourgeoisie fællesskabstanke.
VISA, der drives af Rabbi Immanuel, har jeg endnu til gode at gen-besøge, for i sidste semester var det aldeles oplysende at få disse kompakte og personlige timer i Jødisk Lærdom.
Af andre ture kan nævne Sebastiya, der engang har været stor nok til at påkalde sig herodiansk opmærksomhed med Augustus-tempel og I know not what, men som i dag er en lillebitte flække, der dog er værd at tage den halvanden times tur til, hvis blot bentøjet er i orden.
Næst bliver Mar Saba og den udfordrende tur i ørken, wadi og på klipper – spændende, især hvis vejret holder sig fra regn/hagl (helt varmt er her nu ikke – nogle dage er det lige varmt i Jerusalem som i København?! – men med et regnsæt skulle den værste forkølelse kunne holdes på døren indtil hjemkomst i februar)
Fagligt er det alt rigeligt udfordrende, men jeg har fået koblet to af fagene så de understøtter hverandre: den indviklede historie med Arendt og Eichmann kan på sin vis fungere som et springbrædt til at sætte undertegnede ind i den kollektive fornægtelse og – postEichmann – kollektive hukommelse om den smerte som udryddelseslejrene står som symbol på; og for at drage en teologisk vinkel: hvilket gudsbegreb kan fattes og følges ovenpå dét møde menneskeheden havde med sin egen værste svinehund?!

 

 Jerusalem gråner – men på nogle punkter blomstrer byen.
Her er kommet en letbane, der skal introducere et moderne og nemt transportsystem.
Men.
Hvad er dog teknologi, når man véd, at der er en forsat identitetskamp, der har varet fra før idealistiske, sekulære zionister satte deres fødder på (fremmed?) palæstinensisk jord, og indtil i dag (fremtiden må vide indtil hvornår), hvor der er en afgrundsdyb kløft mellem hvad de fleste ønsker [et godt liv med så få konflikter med naboerne som muligt] og hvad dagen og vejen byder
{udfordringen med den helt nære, fx sekulær vs haredi, den lidt fjernere, fx israelsk palæstinenser vs israelsk jøde, eller, fx israelsk rig vs israelsk fattig, til de helt fjerne, i disse dage er der en masse ævl og kævl om Israel vs Iran – må det blot blive ved snakken, og må det blot være militærets manér at kræve penge til også dette års finanslovsforhandlinger. Åh, og i den "helt fjerne" kategori skal vel også nævnes yderfløjene politisk *suk*}

Det mørkner, studiet kalder og jeg har en vis glæde ved at vide, at nogle israelere kan joke med Shoah;
"Did you know that we had some Germans come an' look at the train?"
"…no, not really. I suppose they knew what they were doing?"
"Sure, they've had experience with transporting Jews afore – and look, this time it's also a free ride"
*laughing and cheering*

Can you crack a joke about what was unmentionable?
Then we're nigh over it.

Ikke som to træer

for de,

der i træernes rige,

måtte være hinanden udkårne

…

står forhåbentlig ikke

adskilt af kontinenter

På den anden side,
de her deres Wood Wide Web,
vi har vores WWW,
der måske ikke kan beregne en rute fra A til B
http://maps.google.com/maps?saddr=Copenhagen,+Denmark&daddr=Jerusalem,+Israel&hl=en&sll=43.707439,23.882707&sspn=35.925175,78.662109&geocode=FcGMUQMdEce_ACkjPYBcPFNSRjG4Z5Tm3X7dBA%3BFf6-5AEdj1EZAilL_ME01tcCFTHL4W5FPmJv2Q&vpsrc=0&dirflg=w&mra=ltm&t=m&z=4
men til gengæld lader posten være umiddelbart tilgængelig:

Så smukt I har det derhjemme, alt med sommerligt efterårsvejr, og linier fra hofpoeten [Botanisk Have]

Negev med Grad'sene

'Der er så dejligt ude på landet - det er man i hvert tilfælde blevet enige om,' siger Türells Navnløse i DR's podcast-aktuelle Radiodrama;

Er der også dejligt ude i ørkenen?
Ikke umiddelbart – solen bager ned, man indtager gerne 4-5 liter på nogle få timer, og planer må omstruktureres når flere viser sig at få det ilde af varmen (hvorfor vi gik glip af at komme til Israels svar på Grand Canyon – egtl. det største af tre enorme huller i jorden http://www.mitzpe-ramon.muni.il/)

Vi holdt pause ved en oase - nogle bruger tiden på at dase her…og nyde vandet til andet end tørst

Men der er smukt i det vilde og tørre, ufrugtbare og livsfjendtlige – smukt og godt behøver nemlig ingenlunde at følges ad; og måske 'godt' ikke altid er, hvad der er bedst for os…?
Hvis
så ville dyrelivet som fx de 15 leoparder, der endnu er tilbage i Negev
[2/3 af Israels område med blot 1/20 af befolkningen boende dér],
næppe være andet end trofæer på en rigmands hylde
(eller blot kreperet uden medviden af os, de ypperligste mordere)

David BenGurion skulle have sagt, at Negev er Israels håb – når situationen i Jerusalem og Tel Aviv engang bliver for uholdbare; med de telt-demonstrationer, der har været oppebudt indtil for nylig, så er opfyldelsen måske ikke aldeles langt væk?

På den anden side, så tog det Auroville i Tamil Nadu hen ved 40 år at blive så frodigt som det er i dag – mange mennesker må knokle for at gøre en ørken frugtbar, men med en stat til support, frem for frivillige givere, kan det måske lykkes lidt mere tjept?
Især når man ikke på samme tid absolut vil konstruere en kanal til at indføre en ny bevidsthed ind i verden……

Alt var engang den røde jord, der nu er isoleret til stierne, besat med enkelte træer. Efter at have beriget jorden, skal den vedvarende passes – sikke't hyr. Men STORslået er det; også den gyldne kuppel.

14.Søndag efter Trinitatis

http://www.biblegateway.com/passage/?search=salme%20103&version=DN1933
http://www.biblegateway.com/passage/?search=galaterbrevet%205:16-25&version=DN1933
http://www.biblegateway.com/passage/?search=lukas%2017:11-19&version=DN1933

  

I Navnet: Faderen, Sønnen og Helligånden, amen.

Amen – det vil sige ’sandelig’. Og jeg må så sandelig begynde med en beklagelse, for det har været mit valg at vi skulle høre Salmen og Brev-uddraget i deres længde, men jeg har mine grunde som vi vil komme ind på i talestrømmen her.

Lukas-uddraget er, i forhold til de længere tekster, en overkommelig mundfuld:

Helten gør sin entré.

De syge klager deres nød.

Han helbreder dem.

Slut.

Var det det?

Nej, her, som så ofte i Bibelen, kræver indholdet en nærmere læsning for at blive grejet ret.

Lad os dykke ned i enkeltdelene, altså: tider, steder, personer, handlinger – og intentioner.

I introduktionen betones den mellemtilstand hvor Jesus vandrer i. Fra det hjemlige og velkendte Kineret, som er det hebraiske ord for Geneseret, på vej mod den gudelige stad Jerusalem, som Jesus også i dén grad kender til, helt fra barnsben i templet, til den kommende beretning om kors, pine og tilgivelse.

Mellem de to velkendte poler af Ude og Hjemme, ligger det usikre grænseområde. I evangeliet er dette Samaria, og interessant nok begyndte Briterne for hundrede års tid siden at benytte netop dén betegnelse for stort set samme område da de var koloniherrrer her.

Indbyggerne i det Bibelske Samaria var Bibelens Jøder ufatteligt lig, ja, så meget, at Samaritanerne så sig selv som det retskafne og nye Israel, der holdt den sande tro på Jahve i hævd. Deres allerhelligste var dog ikke Jerusalems Tempel, der lå dér hvor vi i dag finder alHaram alSharif muslimernes navn for Tempelpladsen. Denne uenighed gjorde de to broderfolk til noget nær fjender.

Beboerne i det moderne ’Samaria’ kan siges at være såvel ’fremmede’ som fjender for vore dages Jøder, men egentlig er disse undertrykte folk Vestbreddens arabere: Palæstinenserne, der indeholder en overvægt af Muslimer, en mindre del Druser, samt en skrumpende minoritet af Kristne i forskellige afskygninger. Palæstinenserne, som i går bad om at blive anerkendt af verden, for at man ikke skal glemme såvel de, der bor i landet, som de, der blev fordrevet op til 1948 og igen i 1967.

Dette Hellige Land, der i Bibelens såvel som i vores forståelse, skulle være et samlingspunkt for fred og fordragelighed, et land med en overflod af mælk og honning, var og er i stedet opdelt – et stridens æble om man vil.

Dagens tekst omtaler ikke som sådan en strid, men der er en spænding, der er til at tage og føle på mellem de to parter i stykket:

På den ene side har vi hovedpersonen, Jesus. Han har ikke noget umiddelbart ærinde i denne lille flække – men det gives han af den anden part: De er syge og er dermed udstødte, noget som vi også i dag kan finde i ethvert samfund, være det her eller i det danske. De lider, og så er det ligegyldigt om det er selvforskyldt eller ej – for de overvinder den skam, der klæber til dem, og beder denne datidens Superstar om hjælp! Det, vi skal bide mærke i, er, at de, med Lukas’ egne ord, ”blev stående langt fra ham og råbte.” Grunden til det skal vi finde i de forordninger, den tredje mosebogs trettende kapitel foreskriver:

” v45  Den spedalske, der er angrebet, skal bære iturevne klæder, hans hår skal hænge løst, han skal tilhylle sit ansigt og råbe: »Uren, uren!« v46  Så længe han er angrebet, er han uren. Han skal bo isoleret og opholde sig uden for lejren.”

Men der er ikke blot en forskel mellem deres status som syge og rask, og det er ej heller alene et spørgsmål om styrke og mangel derpå – jeg mener, det er jo ikke hvem-som-helst man kalder Mester. Nej, der er også en betydelig distance parterne imellem på det relationelle plan.

Staklerne, de svage, kræver Jesu opmærksomhed, og de får da også svar – men er det ikke en kende sært?

»Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!«

Hvad gi’r I mig? De kender da allerede deres situation – har de da behov for at få genkonstateret det åbenlyse: at de er syge? Dog, det må man gi’ dem: de stiller sig hverken tvivlende eller spørgende, men adlyder – og til deres held kureres de alle.

Så.            Når enden er god er alting vel godt?            ……Måske. Men ikke godt nok.

For der er nu en endnu større afstand mellem de to parter – ja, den ene er nærmest forsvundet helt ud af billedet!

Det råder Lukas dog bod på, for en enkelt af de syge, den fremmede, kender til kernen af hvad første og trettende vers af Salmen vi læste:

”Min sjæl, pris Jahve, glem ikke hans velgerninger!”            og

”Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Jahve barmhjertig mod dem, der frygter ham.”

Man kan spekulere over om en Samaritaner kan have kendt netop denne salme, der er tillagt David. Chancen er der, for iblandet den hebraiske grundtekst er et væld af sene låneord fra det nordlige aramæisk-sprogede rige, hvilket vil sige at Jerusalems hebraiske salmebog har importeret én af datidens ørehængere fra Samaria.

Sprog-nørderi til side, så gør den kurerede som salmisten: han minder sin sjæl, sit inderste selv, om at give den Guden sin tak – og også takke dennes sendebud!

Vi har tre faser i beretningen angående relationen mellem parterne:

Distancen blev ikke brudt helt og aldeles ved at de syge råbte deres høje Mester an.

Ej heller blev afstanden fjernet da Jesus sendte de lidende afsted til eftersyn.

Nej, én mand bryder med krop og stemme det akavede tomrum, der kan opstå mellem mennesker, men i den grad også mellem Gud og mennesker. Gud har altid givet til os og verden, og han vil blive ved dermed i al evighed; dét er kærlighedens natur, og det er aldeles ubegribeligt for os, selv når Gud viser sig fra sin menneskelige side som Jesus. Det, som teksten vil fordre os til, er tillid og taknemmelighed – netop det vi kan se i troen, som den frelste, altså helbredte, viser idet han kaster sig for Jesu fødder. …jeg kan ikke forestille mig, at man kan komme sin ven i nøden meget nærmere!

Jesus er benovet, ikke mindst over at det er en fremmed, der husker taknemmelighedens gave. Kvitteringen, der egentlig er en lovprisning, lyder prompte: ’Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.’            –            Dét er da et glædeligt budskab!

Og glædeligt nyt er grundbetydningen af det græske ’evangelium.’

Evangelier er hvad vi mennesker til hver en tid har brug for, og altså også i dag – i dén grad også i dag skulle man måske sige?

Gode nyheder er til for at blive delt ud af – og her kan vi hver især kan være moderne udsendinge eller apostle. Den gode historie og den vigtige påmindelse er nemlig ligesom kærlighedens overflødighedshorn: ingen af dem tømmes for indhold ved at blive delt ud af; snarere tvært imod! Og for at vende tilbage til det med taknemmeligheden over hvad vi har fået givet, så kan vi vise vores tak for og respekt til de ældre generationer ved at forsætte det fælles projekt de har knoklet for at vi kunne få; det er en af vores bedste historier derhjemme: vores demokrati. I de rammer kaldes vi hver og én til at de ”svage” må blive set, og at de ”udstødte” må få en stemme. Vi kaldes til at vandre den fælles vej, eller – hvis vi vender os til Paulus – vi kaldes til at vandre Åndens vej: idet vi tager del i samfunds-processerne ser vi ud over vores egen næsetip, og har muligheden for at opdage vores Næste.

Vi er privilegerede, og vi har en pligt til i ydmyghed at sige tak til den stærkere, der gør det muligt for os at være til. Men i samme åndedrag skal vi i den grad også at huske på selv at være stærk for den svage, være det den helt nære eller den fjerne nabo.

Dét er Åndens vej, som Galaterne og vi selv opfordres til at følge og fortælle om. For ikke alle steder går det helt så godt for de små stemmer;

her i Jerusalem ulmer der en frygt for, at palæstinensernes frustrerede råb om hjælp fra verdenssamfundet, skal ende i voldseskapader. Flammen, der eventuelt antænder bålet, kan komme fra den ene såvel som den anden side – der skal to til tango, og denne dans på stikkende tidsler må vi håbe snart finder en ende. Der er nemlig alt for mange, der bliver umyndiggjort, mens nogle få meler deres egen kage!

I Afrika, være det sig nord (Tunesien, Libyen, Egypten) eller syd for Sahara (Zimbabwe er blot ét eksempel) har de også behov tanker, bøn og godt nyt – ja, langt det meste af verden har behov for at tage imod den alfaderlige gud vi hørte salmisten tiltale.

Kan vi danskere være med til at ændre verden til et bedre sted, en klode, der har overskud til andet og mere end dagen og vejen? Jeg tror det, og her kan vi lade Paulus’ brev komme på banen igen: i og med, at vi modtager kærlighed, skal vi huske på at give videre – og kærlighed er en sær størrelse, for når man er elsket, er det let at give, og stadig have alt rigeligt til at slukke sin egen tørst med. Lad os fra lille trygge Danmark, som vi i dag er en ø af midt i fremmedheden, huske at sige tak ved at give igen til verden – dermed ændrer vi den ikke med et enkelt trylleslag, men vi gør vores til at kradse i det snavs, der har sat sig på vores smukke klode.

Gud har givet os sin uvurderlige gave, det vil sige: et liv med fri vilje på en storslået planet i et ubegribeligt univers. Skulle det da være så svært at følge Pauli opfordring, til Galaterne? I tankerne har jeg især hans afsnit om at aflægge (fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, og nid). I stedet anbefaler han at lyde den åndrige vej, følge den sti, hvor man er stærk nok til at give ’den anden’ plads, idet man vender den anden kind til. Den stærke er ikke den, der tromler sine modstandere ned. Det skal ikke forståes sådan, at vi skal bygge et samfund, der opfordrer andre til at udnytte os. Nej, vi skal være ansvarlige i hver en gerning, og altid have de hinanden, altså [’den anden,’ naboen, næsten] med i tankerne – vi kan ikke påstå, at vi elsker, hvis vi er os selv nok.

Paulus siger afslutningsvist: ”Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden.” Det kan siges med lidt andre ord: Hvad vi siger, det må vi også gøre – ord uden handling er værre end slet ikke at sige noget, så lad os da for pokker holde hvad vi lover, og love hvad vi via Trosbekendelsen og Fadervor tror på, og hjælpe vores trængte verden så den bliver mere lig Guds rige:

Støtter vi den svagere i praktiske gøremål, forsager vi i dén grad Djævelen.

For at runde af og summere:

Salmen valgte jeg i dens fulde længde for dens skønhed. Måske det havde været nok ’blot’ at sige ”allahu akbar,” for Gud er vitterligt stor, større og størst.   Men det er da fantastisk så mange ord, forfatteren har vævet sammen, så vidt og bredt, at intet undslipper Herrens blik, være det handling eller tanke.            SÅ alt-omfattende er Gud – og dog minder salmisten sin sjæl om det simple, svære og nødvendige ord: Tak.

I Galaterbrevet væver Paulus frem og tilbage mellem hvad der er slet, og hvad der er ret, mellem Kødet og Ånden. Hans opfordring er, at ord og handling stedse må følge hinanden; man kan jo ikke elske den perfekte, skjulte Gud uden at elske den synlige, spedalske broder!

LukasEvangeliet var uomgåeligt – og gid det var sådan hver evig eneste dag! at nyheden om, at vor broder Jesus kom til os alle, til jøder først og også til grækere, til raske og syge; at vi har en Gud, en frelser og en ven i Kristus, den salvede og ophøjede, han, der har båret sit kors og som har elsket os først.

 
Må vi blive i stand til at følge hans spor og stå i hans skygge – for en bedre verden.
Amen

http://www.tomwaits.com/songs/song/336/I_Never_Talk_to_Strangers/

spøjst
Jeg har,
i diverse samtaler i ugens løb,
plæderet for just dette:
nødvendigheden af at glemme sig selv;
at løfte blikket
–
og måske møde en andens blik og anerkendelse
……
ikke mindst fra teenage-selvcentreringen, der kan være så smertelig
[især for den uden- og u-forstående fader]
…
Og her
her støder jeg så på en line i den 'tvungne' læsning, der siger just det:
"Nei, er der Noget, Du vil glemme, saa see at faae noget Andet at huske paa, da skal det vel lykkes."
http://sks.dk/IC/txt.xml s.165

Immanuel Kant skulle have noteret noget lignende da han afskedigede sin tjener:
"Jeg må huske at glemme ham" [med navns nævnelse]

Tom Waits, hvis titel jeg har gaflet, omkvæder:
"I'll always remember to forget about you"

Et minde fra Deutsch-Südwestafrika

Dvs. Namibia hvor vi var i 2007.
På en udørk hang en seddel, der er relevant i dag, da jeg er blevet inviteret til i den danske kirke at gi' mine tanker på (morgen)dagens tekster:

DIE ERSTE  PREDIGT

Ein Pastor hatte vor seiner ersten Predigt Lampenfieber.
Er fragt den Apotheker, was er dagegen tun könne.
Der Apotheker rät ihm, vor dem Spiegel zu üben und zur Beruhigung einen Schnabs zu trinken und zwar immer dann, wenn er das Zittern bekäme.
Nachdem der Pastor 17 mal gezittert hatte, bestieg er die Kanzel.
Nach der Beeendigung der Predigt verließ der Pastor unter anhaltenden Beifall die Kanzel und fragte den Apotheker, was er von seiner Rede hielt.
Der Apotheker lobte den Pastor und erkärte ihm, daß er leider 10 Fehler begangen habe. 

1. Eva hat Adam nicht mit der Pflaume verführt, sondern mit dem Apfel.
 
2. Kain hat Abel nicht mit der MP erschossen, sondern er hat ihn erschlagen.
 
3. Dann heißt es nicht Berghotel, sondern Bergpredigt.
 
4. Jesus ist nicht auf der Kreuzung überfahren worden, sondern er ist an das Kreuz geschlagen worden.
 
5. Gott opferte seinen Sohn nicht den Eingeborenen, sondern seinen eingeborenen Sohn.
 
6. Dann war das nicht der warmherzige Bernhardiner, sondern der barmherzige Samariter.
 
7. Weiter heißt es nicht "Sucht mich in der Unterführung", sondern "Führe mich nicht in Versuchung."
 
8. Dann heißt es nicht "Dem Hammel sein Ding", sondern "Dem Himmel sei Dank."
 
9. Dann heißt es nicht "Jesus meine Kuh frißt nicht", sondern "Jesus meine Zuversicht".
 
10. Und am Schluß heißt es nicht "PROST", sondern "Amen."

Det drypper så sagte over Jerusalem…

Her dufter af nyt liv, der (måske) tør springe ud af gammelt støv;
Tidligere tider kan vaskes bort – tør man da blot gribe øjeblikket…
http://www.dr.dk/Nyheder/Baggrund/2011/09/23152116.htm

Dagen, der afsluttede de andre

Den dag, den er snart til ende - for nok er jeg velkommen blandt støvet og knoglestykkerne (samt de stene og stumper, der også er) på udgravningen, men alle de spændende sager er taget fra disse historiske lag, der strækker sig fra Jern 1 til ca. 670;
flest potteskår og søjler
(måske et antikt toiletsæde)
en stor mængde guld
en del småmønter
glas og perler
og dagens fangst: et ametyst-smykke fra Egypten med en grif og lidt inskriptioner.
Dog, der er alle de vidunderlige historier, som hver af de andre bærer på – spændende at have fået del i dem, og lidt spøjst at blive sammenlignet med Kierkegaard. Jeg tager det som en kompliment og henviser derfor til online-versionen af dén sære forfatter, især s.215:
http://sks.dk/EE1/txt.xml

endnu en arbejdsdag – og dem er der 9 tilbage af

(om end jeg overvejer at forsætte en dag om ugen når semester går i gang =?
Dels er det hyggeligt at snakke såvel dybt som overfladisk med denne babelske blanding af jøder [og så er der non-kosher-mig].
Dels er der noget med, at det er sundt at bruge kroppen på anden måde end at sidde på den dertil indrettede)


tænk, jeg har betalt 1500 for at få lov til at arbejde gratis;
Verden er sært skruet sammen indimellem...............

Sabbat på to hjul

[beklager denne wall of text]

Det er interessant hvad man kan vænne sig til som værende 'normalt' –
Nu, nu da jeg er i Jerusalem (igen), er det da ganske normalt at nyde den lille cykeltur, men det foregår immervæk med et vue, der helt kan tage vejret fra én; også når det ikke er bakkerne op, der tæller...

http://g.co/maps/py5z4

Bjerge, ørkener og steder, der er 'særlige' for andre mennesker…det er og bliver spændende.
De seksten billeder får hver et par ord med på vejen:

1. udsigten fra altanen på Bar Kochva, over Muren og det naboende arabiske Issawya, helt til Jordans blånende bjerge. Det er da noget nær mytisk at betragte!

2. Student Village. En sær lille lukket verden; den er tudsedyr, sproget er fortrinsvist amerikansk, men ser man russisk nok ud har jeg hørt, at det scorer én billigere drinks (?)

3. Lerner Family Sports Complex – med Jerusalem i baggrunden. Dyrt, men skønt med både træning og svømning (der ellers koster ca 75dkk?!)
Alt, der gives af nogensomhelst får en platte med giverens navn, eller den, som giveren måtte intendere mindet for; som Frank Sinatra Cafeteriet på Hebrew U

4. British War Cemetery. Et af mange mindesmærker om de(n) vedvarende konflikt(er).

5. Nej, aldeles kønt er det ikke, men udsigten kan på ingen måde retfærdiggøres af et standardbillede. Venstre del af billedet er den sydlige side af Issawiya (transkriberingsmodi er for viderekomne, og en sådan er jeg åbenbart ikke endnu). Højre del af billedet er den internationale skoles, dvs Rothbergs, tårn, samt den naboende Rabbin-bygningen, hvis 'indbyggere' varetager Hebrew U's studier i jødedom verden over, samt gennem tiderne. Skimtes kan også den botaniske have.

6. Bo-/Be-sættelsen Ma'ale Adumim, der har status af en decideret Israelsk by. At man ikke har i sinde at lade den falde på andres (fjendtligsindede) hænder igen, giver mening når dét var én af Jordanernes baser før disse blev vippet af banen. Dernede ligger det nærmeste Krav Maga-center – ærgerligt, det kunne ellers være spændende at snuse til Israels Kampsport.

7. Det Lutherske Verdensforbund har til huse på denne bakketop, just ved siden af dette hospital og dertilhørende (lutherske) kirke: Augusta Victoria. Her opfordres frivillige til at give en hånd med i forbindelse med olivenhøsten, der da går til at opbygge den noget rodede bydel: A-tur. (Det Mormonske Universitet, samt en jødisk Jeshiva har også til huse rundt om hjørnet, hvis man da kan lokke den ene eller anden part til en rundvisning)

8. Bag denne ydmyge dør, under 'Benedictines', ligger et franske nonnekonvent. Dér har den danske og aldeles økumenisk mindede rødstrømpenonne, Kirsten Stoffregen Pedersen // Søster Abraham, til huse. En ordbog Amharisk-dansk / Dansk-amharisk er for tiden under hendes kyndige redigering, ligesom ikon-'skrivning' også optager en god rum tid.

9. På vej ned af Oliebjerget (der egentlig burde oversættes med Olivenernes Bjerg) er bakken for stejl til at undertegnede ser behov for at stress-teste bremserne mere end højest nødvendigt. Og når man nu ikke er (sent) på vej mod arbejde, men har tid til at lade udsigten indfælde sig, så skal der da et billede af Klippehelligdommen (Masjid Qubbat As-Sakhrah) til. Foran bymuren er den gravplads, der - qua de dødes urenhed - efter sigende skal forhindre den jødiske messias fra at gå gennem den Gyldne Port
(men hvilken af dem skulle det være? Der var en messias i Tel Aviv, der 'gik til et højere plan' for kort tid siden...)

10. Russisk, Muslimsk og – tjah, er det mon ikke en Romersk kirke i baggrunden? Der er SÅ mange måder at lade arkitekturen gøre os paf på – fabelagtigt.

11. Gethsemanes Have – hvis det ikke var for touristerne ville det måske være en lille oase af fred? Jeg skal ikke kunne gøre mig klog derpå, men der er græs og grønt at finde, selv i disse visnende dage…

12. Jajada, jeg burde have styr på navne, men Maria bliver i al fald afbildet, og hele sceneriet er også i dén grad vigtigere end navne.

13. 'Når det regnen på præsten, så drypper det på degnen.' Er det mon den tanke, der gør, at mennesker gennem tiden vil begraves/begrave deres døde nær vigtige steder? Eller er det for at ingen skal glemmes? I al fald er der tusinder af grave, for jøder såvel som for muslimer. Stedet har været i brug, måske ikke altid til gravplads, længe, hvilket de to oldgamle bygninger for neden skal minde os om.

14. Bymuren, dele af Davids By, samt Al-Aqsa. én af kollegerne sagde i spøg, at man allerede da moskéen blev bygget, havde forudset problemer i fremtiden, hvorfor man lod månens to spidser mødes – "Det bliver SÅ meget nemmere at få en kran til at flytte den nu!"

15. Fra venstre mod højre ligger bebyggelsen (det lyder vist mest neutralt), der minder grelt om en Sim City-kreation så pæn som den er, Chomat Shmuel.
Midt i billedet, bakken under ledningen, er Herodion, igen en stemme fra fortiden, der fortæller om de stedse stridigheder. Bag elmasten ligger Bethlehem, hegnet ind – altså dér hvor byen ikke er muret væk.

16. Muret væk – eller 'blot' afspærret i bogstaveligste forstand.
Jeg selv, flere busser, og alle bilerne her, måtte vende om fra checkpointet til Bethlehem.
"Hi there, what's happening?"
"Closed."
"Closed?"
"Closed."
"…I'll be on my way then. Bye."
"…"
I baggrunden kan skimtes Rakels grav – hvor cyklister formenes adgang…for deres egen sikkerheds skyld *blah*

UNrelated

men det skal også til – ikke at komme ud gør jo én ganske skør.
Hvis bøgerne fik lov til at stå uimodsagt af verden
…………nej, det er vist  godt at ha' sig en cykel, et kamera og en glæde ved kontraster {gad vidst hvilket af træerne, der bedst ligner det berygtede en vis herre klyngedes til?}

Studieprogrammet når en form for konklusion i løbet af føje tid;
jeg mener,
sidder man ved computeren bliver alt jo relativt (!)

·Mundtlig Hebraisk.
·Skriftlig BibelHebraisk med Ordbog og BHS alene.
·Skriftlig Hebraisk.
·Valgfagsopgave om 3enighedstendenser i den Zohariske Kabbalah-mystik.
·Historieopgave om hvad forskere i grunden mener med, at Jødedom og Kristendom deltes.
·Eksegese af Salmen 42/43.

Ikke et tordenskrald

men en myg var det, der jog mig op – men hvilket vejr!
Det havde nemlig tordnet og plasket – her er ikke ligefrem grønt og frodigt

men lyset er helt velkendt (nordisk), behageligt, mildt,
Og så er der det fremmede ved egnen, det stikkende, det skærende og det kantede – alle forskellene i højder.
Skidt er det dog ikke, det er 'blot' en tilvænningssag – om end jeg nok altid vil skråle med på Shubidua frem for Om-Kolthum

Havde det været i Dk…

…så havde det været en Pindgris;

Men nej, se: en vaskeægte Pildskadde!

Så har man da aldrig set mage ^^

det imponerende var – desværre? – at den formåede at stikke af fra mig

_0.o_

altså……………

nej, så distræt og dårlig form tror ikke engang jeg, at jeg er i,
den havde bare forføjet sig da jeg fandt på at bringe den noget spiseligt; og vand for den sags skyld………
for den må da ha det som os andre skulle man tro?
der skal efterhånden ikke mange tændstikker til at futte landskaberne af nemlig – billeder følger, måske også af nogle af de glasskår, der ligger spredt som en latent ildspåsættelse [eller cykelpunktering >< ]

Godnat, du fagre verden.

Det er ved at blive varmt – måske er det godt, men det gør mig nu kun gladere for at kunne ta' min tur med cyklen om aftenen :)

da missing link

Videoen i linket er af et af de bedste stykker – ikke, at det er en bakke ned (de er jo ikke sjove), men udsigten!
Jeg vil savne højdeforskellene i dette land, hvornårend det danske kalder højt nok...og mit savn – dét må da være et argument, der batter, for at vi ska' ha' Kalmar Unionen på bordet!

også i dag

var der en frygtelig (?) mængde [M-] politi på gaderne
med stokke
vandkanoner
heste
visirer
fem forskellige typer automatiske rifler,
samt et større arsenal af guderne må vide hvad der er i de 'patroner'

hvorfor?
· http://www.haaretz.com/news/diplomacy-defense/violent-clashes-erupt-between-police-and-palestinians-at-east-jerusalem-funeral-1.361634
· http://www.haaretz.com/news/diplomacy-defense/palestinian-teen-dies-of-wounds-sustained-in-east-jerusalem-clashes-1.361622
· http://www.haaretz.com/news/diplomacy-defense/israeli-palestinian-tensions-rise-in-jerusalem-west-bank-as-nakba-day-nears-1.361533

I sidste ende hænger det vel sammen med, at nogle keder sig, andre har politiske idealer, flere endnu er trætte af den manglende frihed, og 'man' som sagt ikke stoler på hverandre;
Vel ikke så sært, når det har vist sig, at der er blevet færre selvmordsbombere efter den (in)famøse mur blev banket op
Eller var det det, at der kom et regeringsskifte: fra én stærk mand til to fløje,
der stredes,
skiltes – og nu har underskrevet en samarbejdskontrakt
?

der er flere lag – men dét er der ikke plads til her

Selv en fredag kan være begivenhedsrig

trods manglende undervisningsaktivitet:
En cykeltur, en træningsrunde, og så burde dagen være godt begyndt; kun at bevæge de små grå, dét nytter jo ikke noget – der skal nogle endorfiner til (de sætter sig også mindre på kroppen end den ellers så tillokkende chokolade)

Da Hebrew U holder weekend den sjette dag og sabbat,
håbede jeg, at de dominikanere jeg mødte til et symposium
[af den tørre slags, om end der da også blev disket op med vin og velanrettet fo'er]
havde ret i, at jeg kunne benytte deres bibliotek.
Dér, bag porte og (i disse nabolag normalt) andet befæstningsmateriale skjuler sig nemlig en guldgrubbe af materialer for videnshungrende angående studier af Kirken og dette område gennem tiderne
Men ak.
Efter en fejltur forbi.

http://www.aiar.org/

, der pænt verfede mig i den rigtige retning,
skulle det vise sig at processen med adgang er mere omstændelig end blot at troppe op (maile, vente på svar, udfylde skema, vedlægge billede, betale en slat, vente lidt mere, få en guidet tur, skrive under på lidt andet).

http://www.ebaf.info/

Det er nemlig – som alle andre her i det Hellige Land – et privat bibliotek.

Ærgerligt, men jeg forstår dem nu på sin vis godt; tænk hvis deres bøger skulle forsvinde, som de vistnok har en tendens til på Teo's bibliotek?!
Dér er det dog så luksuriøst at have 24timers adgang til – må det dog vare ved, selv efter oprykningen [hvornårend den så finder sted…?]

Resultatet af besøget er desværre et tilbageskridt i en målsætning, jeg satte mig for:
færre bøger til hyldemetrene. Det er bare pokkers svært, når noter i bøger ikke hører et bibliotek til, og længerevarende brug ej heller er aldeles velset.
Men tak til min gode ven Amazon; eller er vort forhold blot som hunden, der er menneskets bedste ven, og jeg, hunden, der afhænger af den store 'alfavnende' størrelse?



Noget helt andet.

men det hører med til historien.
Fredagsbønnen var i skrivende stund gået i gang;
men hvor mange er mon kommet gennem det massive opbud?

Ét er betjente, biler og afstpærringer,
noget andet er - som tilfældet har været i dag {eller har jeg bare ikke set nok fredage?} - den horde af forskelligt uniformerede, væbnede-til-tænderne-med-support-af-indtil-flere-pansrede-fartøjer
Trygt ser det ikke ud

Og tillid udstråler det heller ikke

Dét savner jeg, et samfund, hvor man stoler mere på hinanden.
Men er det blot en naiv drøm, der er på retur, er der ikke også hjemligt tale om behovet for lukkede grænser, netop på grund af elementer, der ikke kan holde sig til deres eget, og er grund til, at 'man' sætter kameraer op?

Måske det ville hjælpe med flere levende folk på gaden end denne mekaniske overvågning, der affolker områder, flytter de ubehagelige handlinger ud af den sete sjære, og afløser mennesker til fordel for teknologi

Strøtanker før et dyk ned i tryggere kår,
én af fire [én lille, to medio, én le-grande]
opgaver for at afslutte dette semester ret:
"som en hjort vil skingre efter vandes strømme,
ja, sådan vil min sjæl skingre til dig, Gud (Jahve)
etc."

Sandt gudeværk - eller reklamefidus?

"Adrian …… du læser religion – jeg mener teologi, ik?"
spørger naboens søn – og da jeg bekræftende nikker, skynder han på mig, for at jeg kan få sat indkøb og cykel fra mig, og følge med til den lokale habengut-pusher

"Kom-kom, de så det i søndadgs, og nu er der meget mere end nogle få dråber – det er altså lidt sært."

"Jamen hør hov – kære ven, hvad sker der?" må jeg afbryde ham, til hvilket han slår sig på panden

"sorry, det glemte jeg helt: der er en ikon, der gyder olie. Men kom nu før touristerne også hører om det! Dérover."

Jeg følger lydigt, hilser pænt med når han gør,
og dunsten af røgelse vælder ud fra kammeret nede i den anden ende

(jeg foretrækker ærligt talt kamfer, men det hører jo hindi-religion til…dog jeg er egentlig helst helt fri, og vil holde på kolde krypters 'duft' – men jeg kan godt se, at specielle steder også må have sig specielle sanseindtryk)

Der er han,
den oliegrædende/-tvættede Jesus:

Nu også forograferet - af N og af alle de besøgende gennem dagen.

Man skal se meget før øjnene falder ud

Jeg har altid undret mig over at se afbrændte containere, være det i DK, Jerusalem eller Bethlehem, for hvad skal det gøre godt for?
Jeg mener, hvem hjælper det dog, at man ødelægger statslig ejendom, og efterlader plastik-pletter!?

Måske jeg har fået svar nu, ikke, at jeg er begejstret, for nok er løsningen med containere af metal da smart.
Det hjælper bare ikke på, at idéen med at brænde [plast, kød, etc] af er alt andet end langsigtet.

Det stinker også, men det er da det mindste;
nogle gange er jeg målløs over hvor cool Mennesket kan være – andre gange overrasker det mig, at vi endnu er her, så meget jord, der lader til at være mellem ørerne……

En dag · og endnu en · så går det nok

Papirnusseriet har stået på højeste niveau den ganske morgen og formiddag - mon ret kan ske fyldest?
Det vil jeg håbe, ikke mindst efter at ha' lyttet til flere af Birthe Rønn Hornbech's foredrag som fundet på DR;
jeg må endnu ærgre mig over hendes afgang, men mon ikke hun bliver ved med at gi' indspark til den danske debat?

Læsningen ville ellers ikke have taget skade a mere opmærksomhed, for nok føles de spirituelle lag i religionerne ikke aldeles fremmede, men på den anden side, så har non-duale tankebaner det ikke nemt i min binært farvede verdensanskuelse – være det indernes Advaita Vedanta eller disse sære Kabbalah-sekterikere.:

På sin vis skulle det være let at fatte, kristne taler jo også om creatio ex nihilo
Det bliver det dog ikke nemmere af - for er Gud selv intet...eller er alt blot støv?
Den gode løsning er selvfølgelig at frabede sig enhver speculatio majestatis, og holde fokus på den menneskevordende frelser.

Han møder blot modstand her – måske ikke så sært i et religiøst centrum, hvor flere absolutte sandheder mødes……måske jeg får et billede af ham den tyste protestor én af de følgende dage?
Han sad, ganske stilfærdigt, med et A3.5-ark i hånden, hvorpå der (i cykelforbifarten) kunne læses:
"Yahweh is true Gud, not triune.
Jesus is not our Christ, he will save no-one.
……"

En cykeltur til den Gamle By

En gudstjeneste om Hyrder, der hyrder sine lemminge-lamme-får.
Smukke tanker.
Smukke intentioner.
'ordgejl og mundsvejr' ville nogle mene

For hvad gør man når man ikke ser bevis på en nærværende, real Kraft?

Man løber sig en tur · fra Shu'afat til Bethlehem.

Lønnen var en solnedgang af de smukkere.

Jerusalem er andet end en gammel by,
er andet end et besat (og det må forståes på så mange måder man vil – er ånd-rige [i positiv forstand] ikke også fyldt af noget udefrakommende? Eller er vi alle det? For ingen har vel lyst til at blive stemplet som ånds-svag?) område
er andet end brok, brokker og mennesker.

Når solen putter sig i en sky,

der tager form af en lammeblød malmstrøm,

der spreder vingerne,

der åbner sig for solens ihærdige nedstigning,

som nu vil efterlade endnu en dag til mørkere timer,

og skyen antager en dues skikkelse,

blot som en brudt fugl Fønix

Det er squ lige til at blive religiøs af.

Er der lys åt håbe på?

al tid

2011 04 24 Pascha og Påske

Palmesøndag

stod på optog fra OlieBjerget (der egentlig hedder Olivenernes Bjerg, men fred nu være med det) til den Gamle By. Brazilianere og Afrikanere gjorde deres til festligheden med sang og hopla – skønt!

Mit ringe bidrag var at vandre barfodet - lidt som at gå rundt om Tiruvannamalai's helligtop;

for forudgående vandrere havde opsamlet glasskår og det-der-er-værre for mig – min tak!

Hvilken udsigt!

Være det fra toppen, alle de tossede fyldt-til-randen-touristbusser, til hvem de lokale knægte forsøgte at sælge tilfældige grene som "gode palmer".

Eller fra én af mange kirker på vej ned.

Eller fra Lions Gate, mens den lokale Patriark kommer vandrende i lyserøde gevandter med et følge af 'spejdere', der holder en beskyttende kæde som bagtrop..............

Mandag

var vi inviteret til hjemligt Seder-måltid via Hebrew University's Student Union; en bus mod Tel Aviv, hvorfra vi blev afhentet og budt hjerteligt velkommen hos den amerikanske/marokkanske-familie

"I skal endelig Jer mætte nu, for køleskabet er bliver stort set hermetisk lukket, når den religiøse del af familien kommer – indtil vi sætter os til bords ved solnedgang"

De "religiøse" rører ikke elektriske aggregater - hvilket gjorde, at deres kusine drillede med deres elskede mobiler [viftende foran snuden på dem]

Med lidt engelsk, hebraisk og arabisk gik samtalen da nogenlunde – så vi har nu snakket med nogle, der er nærmere Gaza end de selv bryder sig om: Den yngste havde for kort tid siden fået indlagt ekstra undervisning…dermed undgik hun at sidde den vante skolebus, der på vejen hjem blev mål for et missil.

Suk igen.

Aftenen forløb som en sand kødfest, iblandet noget af et marathon gennem bønnebogen;

de "religiøses" husfar kunne givet sin Torah og mere til – men hvorfor jabbe gennem smukke ord?

Og så i det toneleje?

Så hellere færre, men dybfølte sætninger

[…så ville jeg måske også kunne fange lidt flere ord]

Eller er det mig, der ikke kan se det smukke i praksis?

Tirsdagen

gik med at sætte sig ind i Mountain-bike-anatomi, selvom det endnu er noget af et mysterium hvordan de "kræ" hænger sammen [gæstefamiliens far er cykelsmed, og var mere end hooked på, at vi skulle komme på besøg og ta' på tur i områdets bakker]

Samt kor-øvelse til

=>

Skær/Maundy/Grün-torsdag

En samlet luthersk gudstjeneste på Arabisk, Engelsk, Tysk, samt en smule dansk, norsk, svensk, finsk og tegnsprog.

Skønt at lægge stemme til et sådant arrangement.

Og hvor har vanen dog en enorm magt, for altervin skal da være rød?

Ikke i Redeemer Church lader det til, for dér er Kristi blod gyldent

(præcis som Arthur's bliver det i Garth Nix's syvende bog)

På den anden side - så faldt vanen fra i forhold til det, der lød bedre. Nok er dansk modersmål, men står man i tysk flok, så klinger Vater Unser bedre sådan.

Good Friday

havde jeg sat næsen op efter, for hér i Jerusalem skulle det da ha været en oplevelse af de usædvanlige - hvilket DR vist fik dækket, trods nyheder om, at den statslige radiokanal søger at løbe fra løfte og pligt overfor kristendom?

Dog, det blev en Laaaang fredag for mig - en mave i uorden er ikke til at spøge med

Smukt! Kristus står op med morgenrøden

 

Påskedag

Begyndte med en morgenandagt ved Lise Nielsen kl 6.

En udsigt fra Augusta Victoria-hospitalet og helt til Jordan og det Døde Hav – så kan dagen ikke andet end at være godt begyndt!

Næste trin var et skud medicin til at rette kroppen op - intet utidsvarende opstandelseslegeme til undertegnede, tak, men fungerer den centrale region ikke, så er resten ikke meget værd......

Tredje trin var påsketjeneste i Redeemer Church (egtl Erlöser Kirche), og igen - korsang gør noget helt specielt ved de, der synger, samt rummet der synges op.

Ligesom det giver noget specielt, når de tre præster hver – på vej op ad kirkens gulv – udråber: " E R   I S T   E R S T A N D E N ! ! ! "

(

Kan man overdose på religiøse indtryk?

Hvis, så forklarer det da hvorfor jeg har haft behov for et par visitter hos det lokale sundhedsvæsen...en gang piller og en dosis væske, så burde skuden være på ret køl igen – tak for hjælpen sundhedsforsikring!

Har der da været så meget at se og tage stilling til?

....også i den grad

Den jødiske Pascha og den kristne Påske er i år stort set sammenfaldende (for vi regner jo ikke med samme kalender - hvilket Kejser Konstantin kan "takkes" for, med lovet bål og brand til formastelige, der måtte afvige fra 'kirkens enhed')

Alle jødiske hjem, også et lidet troende som det vi endnu bebor, har stået på den anden ende for at udrydde hver et spor der måtte være kornsorter.

Forårsrengøringen tager overhånd, og man forsøger at gøre kål på hvert et melkorn, der måtte gemme sig - og pludselig, så kan man ikke købe brød, gryn eller andet mættende mad-produkt: adgangen til brød, panerede sager og øl blokkes af stabler af "Kosher-le-pesach"-chips og specielle (usyrede) Maze-brød-s-produkter op i supermarkedet, 

Skik følge (og sulte?) eller land fly.

Skikken er så ikke værre end en tur til Shu'a'fat, det arabiske nabo-område, hvor også jødiske familer med den kendetegnende kalot/kippa tager til for at gøre endogså indkøb på sabbat

)