In line for the dole

dét havde jeg egentlig aldrig troet skulle overgå mig…ikke, at jeg ikke tror, at arbejdsløsheden en dag rammer mig, og jeg derfor må overgive mig selv til systemet;
men at stå i Jerusalem og vente blandt modtagere af understøttelse?

Nåhja, det var ikke for selv at få penge – det giver staten Israel nok næppe en velunderstøttet fremmed studerende – jeg skulle såmænd blot afsende en hulens bunke takkebreve:
bedre sent end aldrig skal man vel sige?
Kunstkrøller i et halvt hundrede kuverter……der kommer flere og fyldigere senere, der er bare andre sager at tage vare på i første omgang

men!
Vi har nu en bolig og dermed [snart] et hjem

! Hurra !

Ellers?
Så kan dagene bruges på det alvorlige skoletamtam, som er en stor del af formålet med at være her
(mærke hjernen boble grundet cocktailen af manglende søvn og lærerinderne, der propper mere og mere hebraisk på én)
såvel som det mere honeymoon-touristede:
undre sig over gadernes krumspring,
over katte, der er hungrende nok til at ville æde mit chili/linseværk,
over hvornår vi monstro tager os sammen til at få nogle cykler,
og om vi kan fiksfakse noget kunst, der er til at ta' med hjem, når året er omme?
Måske endda en kende mere farverigt end det her, but I kinda like the look o' artsy streets ^^