http://www.biblegateway.com/passage/?search=galaterbrevet%205:16-25&version=DN1933
http://www.biblegateway.com/passage/?search=lukas%2017:11-19&version=DN1933
I Navnet: Faderen, Sønnen og Helligånden, amen.
Amen – det vil sige ’sandelig’.
Og jeg må så sandelig begynde med en beklagelse, for det har været mit valg at vi skulle høre Salmen og Brev-uddraget i
deres længde, men jeg har mine grunde som vi vil komme ind på i talestrømmen
her.
Lukas-uddraget er, i forhold til de længere tekster, en
overkommelig mundfuld:
Helten gør sin entré.
De syge klager deres nød.
Han
helbreder dem.
Slut.
Var det det?
Nej, her, som så ofte i Bibelen, kræver indholdet en nærmere
læsning for at blive grejet ret.
Lad os dykke ned i enkeltdelene, altså: tider, steder,
personer, handlinger – og intentioner.
I introduktionen betones den
mellemtilstand hvor Jesus vandrer i. Fra det hjemlige og velkendte Kineret, som er det hebraiske ord for Geneseret, på vej mod
den gudelige stad Jerusalem, som Jesus også i dén grad kender til, helt fra
barnsben i templet, til den kommende beretning om kors, pine og tilgivelse.
Mellem de to velkendte poler af
Ude og Hjemme, ligger det usikre grænseområde. I evangeliet er dette Samaria,
og interessant nok begyndte Briterne for hundrede års tid siden at benytte
netop dén betegnelse for stort set samme område da de var koloniherrrer her.
Indbyggerne i det Bibelske
Samaria var Bibelens Jøder ufatteligt lig, ja, så meget, at Samaritanerne så
sig selv som det retskafne og nye Israel, der holdt den sande tro på Jahve i
hævd. Deres allerhelligste var dog ikke Jerusalems Tempel, der lå dér hvor vi i
dag finder alHaram alSharif muslimernes navn for Tempelpladsen. Denne uenighed
gjorde de to broderfolk til noget nær fjender.
Beboerne i det moderne ’Samaria’
kan siges at være såvel ’fremmede’ som fjender for vore dages Jøder, men
egentlig er disse undertrykte folk Vestbreddens arabere: Palæstinenserne, der
indeholder en overvægt af Muslimer, en mindre del Druser, samt en skrumpende
minoritet af Kristne i forskellige afskygninger. Palæstinenserne, som i går bad
om at blive anerkendt af verden, for at man ikke skal glemme såvel de, der bor i landet, som de, der blev fordrevet op til 1948 og igen
i 1967.
Dette Hellige Land, der i
Bibelens såvel som i vores forståelse, skulle være et samlingspunkt for fred og
fordragelighed, et land med en overflod af mælk og honning, var og er i stedet
opdelt – et stridens æble om man vil.
Dagens tekst omtaler ikke som
sådan en strid, men der er en spænding, der er til at tage og føle på mellem de
to parter i stykket:
På den ene side har vi
hovedpersonen, Jesus. Han har ikke noget umiddelbart ærinde i denne lille
flække – men det gives han af den anden part: De er syge og er dermed udstødte,
noget som vi også i dag kan finde i ethvert samfund, være det her eller i det
danske. De lider, og så er det ligegyldigt om det er selvforskyldt eller ej –
for de overvinder den skam, der klæber til dem, og beder denne datidens
Superstar om hjælp! Det, vi skal bide mærke i, er, at de, med Lukas’ egne ord,
”blev stående langt fra ham og råbte.” Grunden til det skal vi finde i de
forordninger, den tredje mosebogs trettende kapitel foreskriver:
” v45 Den spedalske, der er angrebet, skal bære iturevne klæder,
hans hår skal hænge løst, han skal tilhylle sit ansigt og råbe: »Uren, uren!«
v46 Så længe han er angrebet, er
han uren. Han skal bo isoleret og opholde sig uden for lejren.”
Men der er ikke blot en forskel
mellem deres status som syge og rask, og det er ej heller alene et spørgsmål om
styrke og mangel derpå – jeg mener, det er jo ikke hvem-som-helst man kalder
Mester. Nej, der er også en betydelig distance parterne imellem på det
relationelle plan.
Staklerne, de svage, kræver Jesu
opmærksomhed, og de får da også svar – men er det ikke en kende sært?
»Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!«
Hvad gi’r I mig? De kender da
allerede deres situation – har de da behov for at få genkonstateret det
åbenlyse: at de er syge? Dog, det må man gi’ dem: de stiller sig hverken
tvivlende eller spørgende, men adlyder – og til deres held kureres de alle.
Så. Når
enden er god er alting vel godt? ……Måske.
Men ikke godt nok.
For der er nu en endnu
større afstand mellem de to parter – ja, den ene er nærmest forsvundet helt ud
af billedet!
Det råder Lukas dog bod på, for
en enkelt af de syge, den fremmede, kender til kernen af hvad første og
trettende vers af Salmen vi læste:
”Min sjæl, pris Jahve, glem ikke
hans velgerninger!” og
”Som en far er barmhjertig mod
sine børn, er Jahve barmhjertig mod dem, der frygter ham.”
Man kan spekulere over om en
Samaritaner kan have kendt netop denne salme, der er tillagt David. Chancen er
der, for iblandet den hebraiske grundtekst er et væld af sene låneord fra det
nordlige aramæisk-sprogede rige, hvilket vil sige at Jerusalems hebraiske
salmebog har importeret én af datidens ørehængere fra Samaria.
Sprog-nørderi til side, så gør den kurerede som salmisten:
han minder sin sjæl, sit inderste selv, om at give den Guden sin tak – og også
takke dennes sendebud!
Vi har tre faser i beretningen angående relationen mellem
parterne:
Distancen blev ikke brudt helt og aldeles ved at de syge
råbte deres høje Mester an.
Ej heller blev afstanden fjernet da Jesus sendte de lidende
afsted til eftersyn.
Nej, én mand bryder med krop og stemme det akavede tomrum,
der kan opstå mellem mennesker, men i
den grad også mellem Gud og
mennesker. Gud har altid givet til os og verden, og han vil blive ved dermed i
al evighed; dét er kærlighedens natur, og det er aldeles ubegribeligt for os,
selv når Gud viser sig fra sin menneskelige side som Jesus. Det, som teksten
vil fordre os til, er tillid og taknemmelighed – netop det vi kan se i troen,
som den frelste, altså helbredte, viser idet han kaster sig for Jesu fødder.
…jeg kan ikke forestille mig, at man kan komme sin ven i nøden meget nærmere!
Jesus er benovet, ikke mindst
over at det er en fremmed, der husker taknemmelighedens gave. Kvitteringen, der
egentlig er en lovprisning, lyder prompte: ’Stå op og gå herfra! Din tro har
frelst dig.’ – Dét
er da et glædeligt budskab!
Og glædeligt nyt er grundbetydningen af det græske ’evangelium.’
Evangelier er hvad vi mennesker
til hver en tid har brug for, og altså også i dag – i dén grad også i dag skulle
man måske sige?
Gode nyheder er til for at blive
delt ud af – og her kan vi hver især kan være moderne udsendinge eller apostle.
Den gode historie og den vigtige påmindelse er nemlig ligesom kærlighedens
overflødighedshorn: ingen af dem tømmes for indhold ved at blive delt ud af;
snarere tvært imod! Og for at vende tilbage til det med taknemmeligheden over
hvad vi har fået givet, så kan vi vise vores tak for og respekt til de ældre
generationer ved at forsætte det fælles projekt de har knoklet for at vi kunne
få; det er en af vores bedste historier derhjemme: vores demokrati. I de rammer
kaldes vi hver og én til at de ”svage” må blive set, og at de ”udstødte” må få
en stemme. Vi kaldes til at vandre den fælles vej, eller – hvis vi vender os
til Paulus – vi kaldes til at vandre Åndens vej: idet vi tager del i samfunds-processerne
ser vi ud over vores egen næsetip, og har muligheden for at opdage vores Næste.
Vi er privilegerede, og vi har en
pligt til i ydmyghed at sige tak til den stærkere, der gør det muligt for os at
være til. Men i samme åndedrag skal vi i den grad også at huske på selv at være
stærk for den svage, være det den helt nære eller den fjerne nabo.
Dét er Åndens vej, som Galaterne
og vi selv opfordres til at følge og fortælle om. For ikke alle steder går det
helt så godt for de små stemmer;
her i Jerusalem ulmer der en frygt for, at palæstinensernes
frustrerede råb om hjælp fra verdenssamfundet, skal ende i voldseskapader.
Flammen, der eventuelt antænder bålet, kan komme fra den ene såvel som den
anden side – der skal to til tango, og denne dans på stikkende tidsler må vi
håbe snart finder en ende. Der er nemlig alt for mange, der bliver umyndiggjort, mens nogle få meler deres egen
kage!
I Afrika, være det sig nord (Tunesien, Libyen, Egypten)
eller syd for Sahara (Zimbabwe er blot ét eksempel) har de også behov tanker,
bøn og godt nyt – ja, langt det meste af verden har behov for at tage imod den
alfaderlige gud vi hørte salmisten tiltale.
Kan vi danskere være med til at ændre verden til et bedre
sted, en klode, der har overskud til andet og mere end dagen og vejen? Jeg tror
det, og her kan vi lade Paulus’ brev komme på banen igen: i og med, at vi
modtager kærlighed, skal vi huske på at give videre – og kærlighed er en sær
størrelse, for når man er elsket, er det
let at give, og stadig have alt rigeligt til at slukke sin egen tørst med. Lad
os fra lille trygge Danmark, som vi i dag er en ø af midt i fremmedheden, huske
at sige tak ved at give igen til verden – dermed ændrer vi den ikke med et
enkelt trylleslag, men vi gør vores til at kradse i det snavs, der har sat sig
på vores smukke klode.
Gud har givet os sin uvurderlige
gave, det vil sige: et liv med fri vilje på en storslået planet i et
ubegribeligt univers. Skulle det da være så svært at følge Pauli opfordring,
til Galaterne? I tankerne har jeg især hans afsnit om at aflægge (fjendskaber,
kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, og nid). I stedet anbefaler han at lyde den åndrige vej,
følge den sti, hvor man er stærk nok til at give ’den anden’ plads, idet man
vender den anden kind til. Den stærke er ikke den, der tromler sine modstandere
ned. Det skal ikke forståes sådan, at vi skal bygge et samfund, der opfordrer
andre til at udnytte os. Nej, vi skal være ansvarlige i hver en gerning, og
altid have de hinanden, altså [’den anden,’ naboen, næsten] med i tankerne – vi
kan ikke påstå, at vi elsker, hvis vi er os selv nok.
Paulus siger afslutningsvist: ”Lever vi i Ånden, skal vi
også vandre i Ånden.” Det kan siges med lidt andre ord: Hvad vi siger, det må
vi også gøre – ord uden handling er værre end slet ikke at sige noget, så lad
os da for pokker holde hvad vi lover, og love hvad vi via Trosbekendelsen og
Fadervor tror på, og hjælpe vores trængte verden så den bliver mere lig Guds
rige:
Støtter vi den svagere i praktiske gøremål, forsager vi i
dén grad Djævelen.
For at runde
af og summere:
Salmen valgte jeg i dens fulde
længde for dens skønhed. Måske det havde været nok ’blot’ at sige ”allahu
akbar,” for Gud er vitterligt stor, større og størst. Men det er da
fantastisk så mange ord, forfatteren har vævet sammen, så vidt og bredt, at
intet undslipper Herrens blik, være det handling eller tanke. SÅ alt-omfattende er Gud – og dog minder salmisten sin
sjæl om det simple, svære og nødvendige ord: Tak.
I Galaterbrevet væver Paulus frem
og tilbage mellem hvad der er slet, og hvad der er ret, mellem Kødet og Ånden.
Hans opfordring er, at ord og handling stedse må følge hinanden; man kan jo
ikke elske den perfekte, skjulte Gud uden at elske den synlige, spedalske
broder!
LukasEvangeliet var uomgåeligt –
og gid det var sådan hver evig eneste dag! at nyheden om, at vor broder Jesus
kom til os alle, til jøder først og også til grækere, til raske og syge; at vi
har en Gud, en frelser og en ven i Kristus, den salvede og ophøjede, han, der
har båret sit kors og som har elsket os først.
Må vi blive i stand til at følge hans spor og stå i hans skygge – for en bedre verden.
Amen
No comments:
Post a Comment