En lang tid har det været

Og det har ikke skortet på oplevelser!

Være det at rykke hverdagen –
hvor midlertidigt det end blev, det med at være på en arkæologisk udgravning (for andre kan det vare år!) –
til det danske, hvor familierne
[de biologiske som såvel de valgte]
stod rede til at modtage en vildfaren slægtning
{en fortabt søn er jeg vel ikke……}
Eller nødvilligt igen at rykke rødderne fra den danske muld og her til den golde Israelske
{det passer ikke, se blot på de allestedsnærværende oliventræer!}
hvor modtagelsen stod på en kær onkel, der skulle nyde sin tid her, såvel som berige min.
Herr. Julemand, der kan være både Ole Brum og Tussi, er igen i det kolde Thule, og en lille statusopdatering må efterhånden være på sin plads (med en gevaldig tak til alle I jeg nåede at aflægge visit, med en ordentlig undskyldning til I jeg ikke fandt frem til)

Hebrew U's sjove afdeling er i gang igen, vi har været i Negev og i morgen skal vi besøge Maya (fra Graduate Office for Student Activities) 's kibbutz nær Haifa – tænk sig ikke at 'eje' sit barn…jeg kan nu godt følge Moshe Dayans forældre, der brød med den gamle og sam-ejende tanke, for i stedet at bevæge sig mod en mere bourgeoisie fællesskabstanke.
VISA, der drives af Rabbi Immanuel, har jeg endnu til gode at gen-besøge, for i sidste semester var det aldeles oplysende at få disse kompakte og personlige timer i Jødisk Lærdom.
Af andre ture kan nævne Sebastiya, der engang har været stor nok til at påkalde sig herodiansk opmærksomhed med Augustus-tempel og I know not what, men som i dag er en lillebitte flække, der dog er værd at tage den halvanden times tur til, hvis blot bentøjet er i orden.
Næst bliver Mar Saba og den udfordrende tur i ørken, wadi og på klipper – spændende, især hvis vejret holder sig fra regn/hagl (helt varmt er her nu ikke – nogle dage er det lige varmt i Jerusalem som i København?! – men med et regnsæt skulle den værste forkølelse kunne holdes på døren indtil hjemkomst i februar)
Fagligt er det alt rigeligt udfordrende, men jeg har fået koblet to af fagene så de understøtter hverandre: den indviklede historie med Arendt og Eichmann kan på sin vis fungere som et springbrædt til at sætte undertegnede ind i den kollektive fornægtelse og – postEichmann – kollektive hukommelse om den smerte som udryddelseslejrene står som symbol på; og for at drage en teologisk vinkel: hvilket gudsbegreb kan fattes og følges ovenpå dét møde menneskeheden havde med sin egen værste svinehund?!

 

 Jerusalem gråner – men på nogle punkter blomstrer byen.
Her er kommet en letbane, der skal introducere et moderne og nemt transportsystem.
Men.
Hvad er dog teknologi, når man véd, at der er en forsat identitetskamp, der har varet fra før idealistiske, sekulære zionister satte deres fødder på (fremmed?) palæstinensisk jord, og indtil i dag (fremtiden må vide indtil hvornår), hvor der er en afgrundsdyb kløft mellem hvad de fleste ønsker [et godt liv med så få konflikter med naboerne som muligt] og hvad dagen og vejen byder
{udfordringen med den helt nære, fx sekulær vs haredi, den lidt fjernere, fx israelsk palæstinenser vs israelsk jøde, eller, fx israelsk rig vs israelsk fattig, til de helt fjerne, i disse dage er der en masse ævl og kævl om Israel vs Iran – må det blot blive ved snakken, og må det blot være militærets manér at kræve penge til også dette års finanslovsforhandlinger. Åh, og i den "helt fjerne" kategori skal vel også nævnes yderfløjene politisk *suk*}

Det mørkner, studiet kalder og jeg har en vis glæde ved at vide, at nogle israelere kan joke med Shoah;
"Did you know that we had some Germans come an' look at the train?"
"…no, not really. I suppose they knew what they were doing?"
"Sure, they've had experience with transporting Jews afore – and look, this time it's also a free ride"
*laughing and cheering*

Can you crack a joke about what was unmentionable?
Then we're nigh over it.